Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Nej, Mads Mikkelsen har (stadig) ikke skræmt de store banker med bitcoins

Faktatjek 7. feb 2020  -  4 min læsetid
Tjekdet
Foto: REGIS DUVIGNAU/Ritzau Scanpix
Skrevet af: Thomas Hedin

"Mads Mikkelsens seneste investering forbløffer eksperter og skræmmer de store banker". Sådan lyder overskriften i en artikel, hvor den kendte danske skuespiller i et interview med Ekstra Bladet fortæller om den store økonomisk succes, han har opnået efter at have brugt en investeringsplatform.

Og at han åbner munden, er da heller ikke så underligt.

"Han er kendt som en stor skuespiller, som gerne er ærlig omkring, hvordan han tjener sine penge," hævder artiklen.

Men det hele er fup. Mads Mikkelsen har hverken forbløffet eksperter eller skræmt livet af banker. Han har heller ikke talt med Ekstra Bladet om valutainvesteringer. Svindlere forsøger at lokke penge ud af dig. Og desværre er der danskere, der er gået i fælden.

Artikel fortsætter under billedet

Skærmbillede af den falske artikel, der har floreret på internettet i mindst seks måneder.

Han er yndlingsoffer

Det er langt fra første gang, at netop Mads Mikkelsen misbruges til at servere et svindelnummer pakket ind i kendte mediers logoer. I over et halvt år har den selv samme artikel floreret på internettet, der typisk spredes via betalte annoncer på blandt andet Facebook og annoncenetværk på internettet. I sidst nævnte tilfælde dukker annoncerne for eksempel også op på mediers hjemmesider.

Og nu forsøger fupmagerne igen at sende artiklen i omløb, som vi i øvrigt allerede har advaret om helt tilbage i sommeren 2019.

Allerede dengang oplyste Mads Mikkelsens manager Ulrich Møller-Jørgensen, at skuespilleren bestemt ikke har investeret i bitcoins.

"Det kan jeg hermed afkræfte," skrev Ulrich Møller-Jørgensen kort og godt i en mail til TjekDet.

Kendisser på stribe misbrugt

I det hele taget havde svindlerne travlt sidste sommer. De opfandt interviews med adskillige kendte danskere, som fik lagt ord i munden om deres usande økonomiske bitcoin-investeringer. Blandt andet den svindeltiltalte Britta Nielsen, Finn Nørbygaard, Preben Elkjær, Bjarne Riis, Nikolaj Coster-Waldau, Lars Larsen, Karsten Ree, Kjeld Kirk Kristiansen, Dovne Robert, Rasmus Paludan, Jørgen Leth og Mads Steffensen har været under svindlernes behandling.

Alle artiklerne lover, at man hurtigt kan tjene en formue ved at investere i en handelsplatform for bitcoins, og i løbet af artiklen er der links til en side, hvor man kan tilmelde sig platformen ved at indtaste sine kontooplysninger.

Forrige år afprøvede TjekDet i øvrigt løftet om hurtig rigdom, og i den artikel kan du læse, hvad der sker, hvis man tilmelder sig "platformen".

Kryptisk lokkemad i online-annoncer

I øjeblikket forsøger bagmændene at trække danskerne ind i butikken med annoncer på blandt andet Facebook. Netop de annoncer ser ved første øjekast ganske tilforladelige ud.

"Disse 5 spørgsmål definerer, hvor du skal hen i livet," står der nærmest filosofisk i facebookannoncen, der er ledsaget af et billede af Mads Mikkelsen, der sidder i en sofa i – hvad der ligner – et britisk tv-studie.

Artiklen fortsætter under billedet

Skærmbillede af facebookannoncer, der cirkulerer på det sociale medie i øjeblikket.

Men klikker man på linket, så får vi slet ikke svarene på de fem spørgsmål. Nu er vi i stedet havnet på den falske artikel fra Ekstra Bladet. Her ser vi igen Mads Mikkelsen sidde i et tv-studie – men nu tilsyneladende i TV2-programmet Go’ Morgen Danmark.

Og det er her, at skuespilleren hævdes at komme "med nye hemmelige investeringer, der gør hundredvis af mennesker i Danmark meget rige," står der i billedteksten.

I det hele taget bliver mange af den slags svindelartikler spredt på Facebook – enten via betalte annoncer eller ved at brugerne deler det uden at være klar over, at de deler falsk indhold, sagde en repræsentant fra det sociale medie til TjekDet, da vi sidste år spurgte medierne, myndigheder og andre eksperter, hvorfor fupartiklerne ikke bliver stoppet.

Familiefaren med flere navne

Den falske artikel misbruger i flæng billeder af både kendte og ukendte. I alle tilfælde hævdes det, at personerne på billederne drøfter bitcoin-investeringer. Men billederne er taget helt ud af kontekst.

Et nærmest grotesk eksempel er billedet af en familie. Her fremhæves "redaktøreren Zachary Tisdall", der efter bitcoininvesteringerne nu har kunnet give sin kone og to døtre et bedre liv.

Men selv samme billede er brugt i andre lignende udenlandske falske bitcoin-artikler. Men i den tyske og østrigske udgave hedder faren Klaus.

Artiklen fortsætter under billedet

Skærmbillede fra den tyske udgave af bitcoin-fup-artiklen. (Foto: Faktatjekmediet Correctiv.de)

Og tilsyneladende har vi at gøre med en "far" i mange roller. Billedet af familien findes også på Jehovas Vidners hjemmeside – og her falder der ikke et eneste ord om bitcoins.

TjekDet har i det seneste halve år modtaget et par henvendelser fra læsere, der uforvarende er havnet i fælden. De har berettet om økonomiske tab på flere tusinde kroner. Og i et ’ægte’ interview kunne Ekstra Bladet sidste år berette om Dennis Jenkins, som blev luret ind i svindlernes fangarme, efter at have læst det falske interview med Mads Mikkelsen.

Er du også kommet i kløerne på bitcoin-fupmagerne og har udleveret dine kreditkortoplysninger, bør du omgående kontakte din bank.

 

 

Mit digitale selvforsvar er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der hjælper én med at være sikker online og holder én opdateret om digitale trusler.

 

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023