Radikale Venstre vildleder i video om udflytning af uddannelser
Et Danmarkskort i pink er fyldt med små hvide prikker. Hver prik er en uddannelse. Pludselig farer prikkerne fra venstre mod højre og fra højre mod venstre. Uddannelsesstederne flytter fra de store byer til de mindre byer.
Prikkerne kan man se i en video på Facebook, hvor Radikale Venstre grafisk viser, at de vil rykke uddannelser fra storbyerne ud i landet.
Ser man nærmere på de hvide prikker, så flytter 14 uddannelser ud af København. Én af dem lander i Frederikshavn, én i Ribe, én i Thisted og så videre. Det ser ud som om, at en række jyske byer får 27 uddannelser, byer på Fyn får syv, og Bornholm får en enkelt.
Prikkerne flytter altså mellem konkrete danske byer. Skulle man tro. Men der er noget galt.
En række Facebook-brugere har nemlig opdaget, at prikkerne på Radikale Venstres kort ikke står mål med, hvor uddannelsesinstitutionerne i virkeligheden er placeret lige nu. Det får dem til at kommentere partiets video på Facebook.
Men der er faktisk slet ikke tale om fejl, forklarer partiet de mange undrende Facebook-brugere.
Emil, Dan, David, Henrik og Helle har nemlig alle misforstået opslaget. De hvide prikker symboliserer rigtig nok uddannelser, men de har ikke hold i hverken fakta eller i et konkret udspil, forklarer Radikale Venstre i en kommentar til videoen. Grafikken er blot tænkt som en illustration af, at partiet vil fordele uddannelserne rundt i Danmark. Men videoen er ikke et udspil til, hvor de enkelte uddannelser skal rykke hen.
Problemet er bare, at Radikale Venstres svar er godt gemt inde i en anden kommentar. Derfor misforstår flere brugere fortsat videoen, selvom Radikale Venstre faktisk forklarer sig.
Fejltolker grafik som fakta
Men hvorfor misforstår brugerne videoen i første omgang?
Radikale Venstre vil flytte omkring 40 uddannelser fra storbyerne ud i landet til mindre byer.
Sådan opfatter Facebookbrugere en video med et landkort på partiets Facebookside, hvor man ser uddannelser flyttes fra bestemte storbyer til bestemte mindre byer.
De Radikales Danmarkskort bliver misforstået af Facebookbrugerne. Der er kun tale om en illustration af en hensigtserklæring. Partiet har endnu ikke udpeget, hverken konkrete uddannelser eller konkrete byer. Men når forslaget foreligger i detaljer, så kan kortet vise sig at være - mere eller mindre - faktuelt.
Grafik kan fejltolkes som en tro repræsentation af virkeligheden, forklarer Lisa Storm Villadsen, som er lektor i retorik ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.
"Man er måske tilbøjelig til at tænke, at når vi har et Danmarkskort med prikker, så betyder det, at det er der, der er uddannelsesinstitutioner. Det får altså et større fakta-præg, end tilfældet egentlig er," forklarer hun.
Og det er et problem. For selvom nogle påstår at "et billede siger mere end tusind ord", så forklarer mange billeder faktisk ikke sig selv, fortæller Lisa Storm Villadsen.
"I tekst taler man om "tomme pladser", når noget lades ufortalt, og man som læser selv skal gætte sig til sammenhængen. Det samme gør sig gældende, når vi læser billeder og grafik. Så digter vi de ting, der mangler, for at få det til at hænge sammen. Det kan føre til, at folk får helt galt i halsen, hvad pointen egentlig er," siger Lisa Storm Villadsen, og understreger, at en tydelig billedtekst kunne have hjulpet Radikale Venstre på vej.
Radikale Venstre beklager
TjekDet spørger Radikale Venstre, om det ikke er et problem, at brugerne misforstår deres video. Det anerkender presserådgiver for Radikale Venstre Thomas Søie Hansen:
"Det er beklageligt, at nogle er kommet i tvivl," siger han.
Og Radikale Venstre ville have været mere præcise, hvis de havde vidst, at nogle Facebook brugere ikke forstod videoen.
"Vi ville have varedeklareret det tydeligere," siger Thomas Søie Hansen.
Politikere kan også komme til at tale over sig, når de forsøger at fremme deres egen politik. Vi har faktatjekket Pernille Skipper, som siger, at uligheden gik amok under Helle Thorning-Schmidts regeringstid. Ligesom Thomas Danielsen fra Venstre, der med manglende belæg kalder sin regering for "den grønneste vi har haft i nyere tid".
Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet