Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Schmeichel om fabrikeret, mavesur udtalelse: ”Det er noget sludder”

Faktatjek 20. jul 2021  -  2 min læsetid
Tjekdet
Den engelske angriber Harry Kane kunne sparke England i EM-finalen på et omdiskuteret straffespark.  Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix
  • "På grund af det dårlige dommerarbejde i vores semifinale, ville jeg ikke have, at England skulle vinde," lyder det angiveligt fra den danske landholdsmålmand, Kasper Schmeichel efter Italiens EM-sejr over England

  • I hvert fald, hvis man skal tro flere opslag på sociale medier

  • Men den danske keeper har aldrig sagt det, han tages til indtægt for. Det skriver landsholdsmålmanden på Twitter, hvor han kalder citatet "sludder"

”Jeg var ligeglad med, at Italien vandt, men på grund af det dårlige dommerarbejde i vores semifinale, ville jeg ikke have, at England skulle vinde. Mit hjerte bløder stadig, fordi jeg med egne øjne så Sterling (engelsk landsholdsangriber, red.) filme.”

Sådan skulle den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel, angiveligt have sagt efter de italienske fodboldherrer slog England i finalen ved europamesterskabet 11. juli.

I hvert fald hvis man skal tro flere opslag på Facebook og Twitter.

 

Men udtalelsen er pure opspind. Det skriver Kasper Schmeichel selv i et engelsksproget opslag på sin twitterprofil.

”Jeg ved ikke, hvor dette ’citat’, kommer fra. Det er noget sludder. Jeg har aldrig sagt det, og disse ’nyhedssider’ burde skamme sig for at dele det uden nogen kilde,” skriver landsholdskeeperen, der til daglig spiller i den engelske klub Leicester City F.C.

Straffespark afgjorde dansk EM-skæbne

Danmark blev slået ud af EM-slutrunden i semifinalen mod England. Her blev det afgørende mål scoret på straffespark af den engelske angriber Harry Kane.

Straffesparket blev givet, efter den engelske landsholdsspiller Raheem Sterling gik i græsset i det danske felt efter tæt kontakt med de danske spillere Joakim Mæhle og Mathias Jensen.

Forseelsen har siden været omdiskuteret, og Raheem Sterling er blevet beskyldt for at filme sig til straffesparket.

Kasper Schmeichel reddede i første omgang straffesparket, men riposten røg lige ud til Harry Kane, der så kunne sparke englænderne i finalen. En finale de altså tabte til Italien.

Dagen efter det danske EM-exit holdt landsholdet pressemøde i Københavns Lufthavn. Her blev Simon Kjær, der er anfører for landsholdet, spurgt, hvem han holder med i finalen. Da han svarede Italien, blev det ifølge TV2 efterfulgt af et “godt grin” fra Kasper Schmeichel.

Opdateret 21. jul 2021

Vil du vide mere?