Tre falske historier går igen: Sådan blev Christian Eriksens kollaps til vaccinebivirkning på sociale medier
-
Mange danskere sad lamslåede og kiggede på tv-skærmen lørdag aften, da Christian Eriksen for rullende kameraer faldt om på græstæppet i Parken
-
Landsholdsspillerens tilstand er heldigvis stabil, men hans pludselige kollaps har fået brugere på sociale medier til at spekulere i, om han er vaccineret mod covid-19, og om det mon er forklaringen på hændelsen
-
Spekulationerne på sociale medier blev hurtigt afløst af skråsikre påstande om, at Christian Eriksen er vaccineret blandt både danske og udenlandske brugere
-
Her går særligt tre kilder igen som dokumentation. Men ingen af dem beviser, at Christian Eriksen rent faktisk har fået et stik
Lørdag var der lagt op til den helt store fodboldfest i Parken, da det danske herrelandshold åbnede EM-slutrunden mod Finland. Men cirka 42 minutter inde i kampen blev slagsangene afløst af gråd og forfærdelse.
Den danske landsholdsspiller Christian Eriksen faldt uprovokeret om på banen, og i mere end 10 lange minutter modtog han for øjnene af chokerede holdkammerater, tilskuere og tv-seere førstehjælp fra det tililende lægehold. De fik ham stabiliseret og bragt til Rigshospitalet, og den 29-årige landsholdsstjerne har siden fået enorm støtte på sociale medier fra nær og fjern.
Men der er også nogle, der er bekymrede for Christian Eriksens helbred af helt andre grunde. Umiddelbart efter den gruopvækkende episode begyndte der nemlig at florere spekulationer om, at Christian Eriksen er vaccineret mod covid-19, og at det måske er årsag til hans kollaps.
Især tre kilder bruges på sociale medier til at underbygge, at Christian Eriksen er vaccineret mod covid-19. Der henvises til et italiensk radioprogram, en italiensk artikel og hans chilenske holdkammerat Arturo Vidal.
Men ingen af delene beviser, at Christian Eriksen er vaccineret. Radiocitatet er opdigtet, artiklen er fejloversat, og Arturo Vidal er vaccineret med sit landshold og ikke med holdkammeraterne i Inter Milan.
Radioprogram afviser historie
Der går ikke mange minutter, fra Christian Eriksen falder om på Parkens græstæppe klokken 18.42 lørdag aften, før brugere på Twitter begynder at spekulere i, om han er vaccineret.
I de følgende minutter og timer breder spekulationerne sig på sociale medier. Nogle brugere slår endda fast, at Christian Eriksen er vaccineret.
Omkring klokken 21 skriver en twitterbruger, at lægen for Christian Eriksens klubhold, Inter Milan, under et interview med den italienske radiostation Radio Sportiva har bekræftet, at danskeren er vaccineret med covid-vaccinen fra Pfizer 12 dage tidligere. Det får en anden twitterbruger til at slå fast, at fodboldspilleren dermed er bekræftet vaccineret 31. maj.
Omkring 45 minutter senere deler den coronaskeptiske, amerikanske forfatter Alex Berenson et skærmbillede af de to tweets, hvor han kort skriver: “Og der har vi det så.” Alex Berenson har over 250.000 følgere på Twitter.
And there it is: although I must warn I don’t have firsthand knowledge of this interview - can someone provide a direct link if possible? pic.twitter.com/XaMl6szSyV
— Alex Berenson (@AlexBerenson) June 12, 2021
Kort efter kan man på en twitterprofil læse, at Christian Eriksen ifølge hjertelæger sandsynligvis har fået hjertebetændelse efter vaccinationen.
22.30 afviser radiostationen Radio Sportiva i et tweet, at Inter Milans læge har udtalt sig om Christian Eriksens vaccinestatus i deres program. Efterfølgende begynder flere af de brugere, der har viderebragt påstanden om holdlægen, at slette deres tweets.
Italiensk artikel fejlagtigt oversat
Det er ikke kun de mange tweets om det påståede italienske radiointerview, der sætter gang i vaccine-spekulationerne. Det gør også en artikel på italiensk fra fodboldmediet Calciomercato, der blev bragt den 18. maj.
Allerede klokken 20.09 på aftenen, hvor Christian Eriksen kollapser i Parken, deler twitterbrugere artiklen som bevis på, at landsholdsstjernen er vaccineret.
Brugerne har formodentlig brugt maskinoversætteren Google Translate og fundet frem til, at Inter Milans holdlæge i artiklen fortæller, at alle Inter Milans spillere er vaccineret – og dermed også Christian Eriksen.
I artiklens overskrift står da også, at alle er vaccineret. Men det er en fejl. Italienske faktatjekkere oplyser til TjekDet, at Inter Milans læge i selve artiklen er citeret for at sige, at klubbens spillere først vil blive vaccineret i starten af næste sæson.
I Danmark bliver artiklen også brugt til at sandsynliggøre, at Christian Eriksen er vaccineret. Det sker dagen efter landsholdsspillerens kollaps, hvor flere danskere deler den italienske artikel med samme fejlagtige konklusion, at Christian Eriksen og holdkammeraterne allerede er vaccinerede tilbage i maj.
Artiklen fortsætter under grafikken
Chilensk holdkammerat er vaccineret
Men det stopper ikke her. For angiveligt er der et endnu et bevis på, at Christian Eriksen er blevet vaccineret. Det mener flere brugere på sociale medier i hvert fald at have fundet.
På Christian Eriksens chilenske holdkammerat Arturo Vidals Instagram-profil fremgår det nemlig, at Arturo Vidal blev vaccineret 28. maj. Og så må det jo betyde, at også Christian Eriksen og de øvrige holdkammerater er blevet vaccineret i Inter Milan-regi, lyder rationalet.
Men det er heller ikke rigtigt. Arturo Vidals vaccination foregik i hjemlandet Chile, hvor han er samlet med resten af det chilenske landshold forud for det sydamerikanske mesterskab, Copa America. Det er et krav fra det sydamerikanske fodboldforbund, CONMEBOL, at samtlige spillere skal være vaccinerede for at deltage i turneringen, der begyndte i søndags.
Flere medier har omtalt Arturo Vidals vaccination, ligesom det fremgår af en video lagt op på det chilenske landsholds facebookprofil om natten den 29. maj. Her ser man Arturo Vidal og landsholdets anfører, Claudio Bravo, blive vaccineret og efterfølgende sende en hilsen til holdets fans.
Er Christian Eriksen så vaccineret?
Vi ved altså nu, at de tre kilder, der især ser ud til at have sat gang i debatten på sociale medier, ikke kan bruges som belæg for, at Christian Eriksen er vaccineret. Hvad fodboldspillerens vaccinestatus er, er det ikke lykkedes TjekDet at fastslå med sikkerhed.
Sportsdirektør i Inter Milan, Beppe Marotta, fortalte dog om aftenen den 12. juni til italiensk tv, at danskeren ikke er vaccineret. Det er imidlertid ikke klart, hvorvidt sportsdirektøren kun udtaler sig med afsæt i Inter Milan, eller om han fuldstændig afkræfter, at Christian Eriksen er vaccineret i nogen som helst sammenhæng – herunder på eget initiativ. Det er ikke lykkedes TjekDet at få Inter Milan til at afklare, i hvilken kontekst Beppe Marotta udtaler sig.
Dansk Boldspil-Union (DBU) vil over for TjekDet ikke svare direkte på, om Christian Eriksen er vaccineret i landsholdsregi. Men på DBU’s pressemøde 13. juni blev forbundet spurgt, om Christian Eriksen er vaccineret. Her henviste DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, til, at Christian Eriksens klub allerede havde svaret på det, og at forbundet ikke ønskede at gå videre ind i det.
Christian Eriksens agent, Martin Schoots, er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Til gengæld har DBU oplyst, at lægerne på Rigshospitalet anbefaler fodboldspilleren at få indopereret en hjertestarter, der kan give små stød, hvis hjertet slår uregelmæssigt.
"Efter at Christian har gennemgået diverse hjerteundersøgelser, er det blevet besluttet, at han skal have indopereret en hjertestarter, en såkaldt ICD-enhed. Dette giver man efter hjertestop udløst af hjerterytmeforstyrrelse," forklarer landsholdslæge Morten Boesen i et opslag på Twitter.
"Christian er helt afklaret med beslutningen, og planen er forelagt kollegaer nationalt og internationalt, som alle entydigt anbefaler det samme. Vi opfordrer til at give Christian og familien ro i den næste tid," slutter opslaget.
Om morgenen den 15. juni sendte Christian Eriksen via sin Instagramprofil en hilsen til de mange fodboldfans verden over, som med bekymring så danskeren kollapse på banen tre dage forinden. Christian Eriksen skriver blandt andet, at han er glad for de mange hilsner, han har modtaget, og at han har det godt under omstændighederne.
Det er tilføjet i artiklen, at lægerne på Rigshospitalet anbefaler operation, hvor Christian Eriksen får indopereret en hjertestarter, hvilket ofte gøres, hvis et hjerte har rytmeforstyrrelser.