Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Usande og udokumenterede rygter florerer på sociale medier efter Field’s-skyderi

Faktatjek 7. jul 2022  -  3 min læsetid
Tjekdet
Politiet til stede ved Field's i København umiddelbart efter skyderiet om aftenen søndag den 3. juli 2022. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
  • I kølvandet på søndagens skyderi i shoppingcentret Field’s i København har forskellige rygter om hændelsen og den formodede gerningsmand spredt sig på sociale medier

  • Blandt andet forlyder det, at skyderiet skulle være racistisk motiveret, og at den formodede gerningsmand er medlem af det højreorienterede parti Stram Kurs. Et andet rygte lyder, at der var mere end én gerningsperson

  • Men der er ikke dokumentation for nogen af delene, og politiet har direkte afvist nogle af dem

Både under og efter søndagens forfærdelige skyderi i Field’s søgte mange ind på de sociale medier for at få de seneste nyheder om den tragiske hændelse, som vi nu ved, har kostet tre mennesker livet og såret adskillige andre.

Men blandt strømmen af information har der også været beskrivelser af hændelsen, som enten er usande, eller som ikke kan dokumenteres.

Det er blandt andet, at der var tale om flere end én gerningsmand, at angrebet var rettet mod muslimer, og at den formodede gerningsmand er medlem af partiet Stram Kurs.

Vi har samlet nogle af de mest udbredte rygter og undersøgt, hvad vi ved om dem for nu.

Racistisk motiv

Det nok mest udbredte rygte er, at den formodede gerningsmand skulle være medlem af det højreorienterede, politiske parti Stram Kurs, og at angrebet var racistisk motiveret, fordi det angiveligt var rettet mod muslimer. Disse rygter har spredt sig i både ind- og udland.

 

TjekDet har været i kontakt med Københavns Politi, der henviser til chefpolitiinspektør Søren Thomassens udtalelser ved politiets pressemøde mandag morgen.

“Vores vurdering er, at det er tilfældige ofre. At det ikke er motiveret af køn eller andet,” sagde han på pressemødet.

Senere er Søren Thomassen igen blevet foreholdt rygterne om et racistisk motiveret angreb af nyhedsbureauet Ritzau.

“På sociale medier florerer det også, om der skulle være et racistisk motiv eller en anden form for motiv til det her, men det kan vi ikke sige, at vi har noget, der underbygger her og nu,” fortæller Søren Thomassen.

I samme ombæring bliver han spurgt, om den formodede gerningsmand skulle være medlem af Stram Kurs.

“Det kan politiet ikke bekræfte,” lyder svaret.

Navnene på ofrene tyder heller ikke på, at angrebet skulle være rettet mod personer, der ikke har et dansk ophav.

Da der er nedlagt navneforbud i sagen for både sigtede og ofre, må hverken journalister eller politiet oplyse navne i sagen. Navnene på ofrene blev dog læst højt til grundlovsforhøret af den anholdte mandag, hvor flere journalister var til stede, heriblandt en journalist fra Zetland. I Zetlands podcast 'Helikopter' fortæller journalisten, at størstedelen af ofrene havde "helt almindelige danske navne".

Stram Kurs afviser

TjekDet har spurgt flere af de brugere, der har delt rygtet om gerningsmandens tilknytning til Stram Kurs, hvordan de er kommet frem til den konklusion.

Flere henviser til, at det skulle fremgå af de videoer, den formodede gerningsmand havde lagt op på sin youtube-profil inden skudepisoden.

Selvom profilen nu er lukket, har TjekDet fundet frem til de fem gruopvækkende videoer. Men her er der hverken udtalelser fra gerningsmanden eller noget andet, der indikerer, at gerningsmanden skulle være medlem af Stram Kurs, eller at angrebet skulle være racistisk motiveret.

Videoerne viser den formodede gerningsmand posere med forskellige våben. Fire af videoerne blev lagt op umiddelbart inden hændelsen fandt sted, mens den sidste blev lagt op for flere år siden.

Partiet Stram Kurs er også selv blevet opmærksom på rygtet, som de afviser pure.

“Gerningsmanden ved skyderiet i Field's har intet at gøre med Stram Kurs eller partileder Rasmus Paludan. Gerningsmanden har aldrig været medlem af vores parti. Vi og Rasmus kender intet til ham. Vi tager altid afstand fra voldsforbrydelser,” skriver partiet i et opslag på partiets facebookside mandag morgen.

Netmediet Frihedsbrevet har i øvrigt talt med flere kilder tæt på den formodede gerningsmand, der fortæller, at de er overbeviste om, at den formodede gerningsmand ikke er tilknyttet yderliggående organisationer, og hans eventuelle gerninger ikke var hverken politisk eller religiøst motiveret. Kilderne bemærker dog, at de ikke har været i kontakt med den anholdte de senere år.

Selvom politiets efterforskning stadig er i gang, så er der altså for nuværende ikke noget, der dokumenterer, at den 22-årige skulle stå på Stram Kurs’ medlemsliste. 

En, to eller fire gerningsmænd?

Der er anholdt én formodet gerningsmand, og politiets efterforskning tyder indtil videre på, at den 22-årige anholdte handlede alene.

Alligevel har der undervejs været historier på sociale medier om, at der var tale om flere gerningsmænd. I et nu slettet opslag, der har floreret på både Twitter og Facebook, kunne man for eksempel læse, at fire terrorister har begået terror i Field’s.

I andre opslag står der endda, at to gerningsmænd er blevet anholdt.

 

Rygtet om flere gerningsmænd kan blandt andet skyldes, at der kort efter angrebet florerede en video med teksten “Eow de har dræbt ham”, hvor man ser fem betjente klædt i uniform bære et menneske ud på en hvid båre nogenlunde samtidigt med, at anholdelsen af den 22-årige fandt sted.

Opdateret 7. jul 2022

Vil du vide mere?