Virale videoer viser kæmpe demonstrationer mod indvandring i hele Europa, men noget er galt
-
På det sociale medie TikTok florerer flere videoer af store demonstrationer med tusindvis af deltagere rundt omkring i Europa.
-
Flere af videoerne bærer kritiske budskaber mod indvandring og europæiske landes indvandringspolitik.
-
Men videoerne er genereret med kunstig intelligens, og flere af demonstrationerne har aldrig fundet sted, viser TjekDets research.
På det sociale medie TikTok florerer flere videoer, der angiveligt viser enorme menneskemængder, der demonstrerer mod migrationspolitikken rundt omkring i europæiske hovedstæder.
Men videoerne er genereret med kunstig intelligens.
Videoerne giver indtryk af, at tusindvis af mennesker er gået på gaden med politiske budskaber, selvom de viste demonstrationer ikke har fundet sted.
I andre tilfælde har der været reelle demonstrationer mod migranter, men de falske videoer giver indtryk af, at demonstrationerne finder sted oftere, end de gør i virkeligheden, eller at de har samlet flere deltagere, end der reelt var..
Udover at forsøge at vise en vildledende opbakning til demonstrationerne, ser det ud til, at videoerne også har til formål at skaffe følgere til de profiler, der slår de falske videoer op. Mange følgere kan udnyttes til en økonomisk gevinst.
Falske demonstrationer
En af videoerne er delt 1. august 2026. Her ser man, at en stor menneskemængde angiveligt går gennem Madrids gader med skilte, hvorpå der er trykt budskaber som "Stop illegal indvandring", "Sikre grænser" og "Spanierne først".
Videoen blev delt få dage efter, at titusindvis af migranter fra Marokko krydsede grænsen til den spanske eksklave Ceuta i Nordafrika.
Men ifølge TjekDets research var der ikke en demonstration mod illegal indvandring i Madrid den 1. august eller i dagene før. Det sker først den 2. august, da omkring 1.200 mennesker samledes foran Marokkos ambassade i Madrid for at protestere mod tilstrømningen af migranter til Ceuta.
I øverste højre hjørne af videoen står desuden datoen 15. juli 2024, selvom videoen blev lagt på TikTok i august 2026.
Et andet eksempel er en video, der er delt 26. juli 2026. I videoen ser man flere tusinde mennesker marchere gennem Madrid med spanske flag. Kigger man på skiltene, er det ikke til at sige, hvad de demonstrerer imod, men ifølge det falske nyhedsindslag er der tale om en patriotisk demonstration.
Men heller ikke i dette tilfælde har TjekDet været i stand til at verificere, at en sådan demonstration har fundet sted i Madrid den 26. juli eller i dagene op til.
TjekDet har også fundet et eksempel fra 19. september i år, som skal foregive at vise en demonstration i Rom.
I videoen ser man en reporter fra mediet “Canale 24”, hvilket er et medie, der ikke findes. På skærmen kan man læse, at tusindvis er gået på gaden mod den økonomiske krise, men lytter man til, hvad reporteren siger, er det regeringens immigrationskontrol, der skal gøres op med.
Den 19. september fandt der faktisk en stor demonstration sted i Rom, men budskabet var et helt andet end i TikTok-videoen. Her var folk utilfredse med rydningen af en specifik bygning, og til demonstrationen var der både fagforeninger, pro-palæstinensere og migranter.
TjekDet har fundet lignende AI-genererede videoer af demonstrationer fra andre europæiske storbyer som Berlin, Lissabon og Paris, men under TjekDets researchproces er flere af videoerne og profilerne, der deler dem, blevet taget ned.
På videoerne er et mærkat, der oplyser, at de “indeholder AI-genererede medier”, men i kommentarspor kan vi se, at mange tilsyneladende overser oplysningen og betragter videoerne som ægte. I TikToks retningslinjer skriver de selv, at de ikke tillader misinformation uanset hensigten til at dele den.
Med til billedet hører, at der har været store demonstrationer mod europæiske regeringers indvandringspolitik i år. 2. september var der for eksempel en demonstration med op mod 50.000 deltagere i Madrid. Her erklærede demonstranterne støtte til Ceuta og rettede kritik mod regeringens håndtering af krisen.
En video på TikTok hævder også at vise en stor demonstration i den italienske hovedstad, Rom. På skærmen står der, at der protesteres mod landets økonomiske krise, men lytter man til, hvad reporteren siger, er demonstranterne utilfredse med landets immigrationskontrol. Foto: Skærmbillede.
Økonomisk incitament
I nogle af videoerne er budskabet nemt at få øje på, mens det i andre tilfælde er mere vanskeligt.
Det gælder for eksempel en video, der forestiller en demonstration i den irske hovedstad, Dublin. I den AI-genererede video ses tusinder i gaden med irske flag, men det bliver ikke konkret, hvad årsagen til demonstration er. Det nævnes i en fiktiv voice-over, at “den nuværende situation i landet” har sendt folk på gaden.
TjekDet har også fundet flere eksempler på profiler, som deler AI-genererede videoer af store folkemængder i gaderne i London. Hen over videoerne står en dato og et budskab om, at “vores børn fortjener bedre”. Det er formentlig en henvisning til tidligere demonstrationer, der har båret budskabet om, at der er stigende kriminalitet udøvet af migranter.
På TikTok florerer også videoer som denne, der foregiver at vise en demonstration i Dublin, Irland. I dette tilfælde er det uvist, hvad formålet er præcist, men der er med stor sandsynlighed et økonomisk sigte for profilen, der deler videoen. Foto: Skærmbillede.
Flere af disse videoerne har også direkte henvisning til det britiske højrefløjsparti Reform UK, der har Nigel Farage i spidsen.
Alle de omtalte videoer har det til fælles, at der opfordres til, at man følger profilen, der har delt videoen. Det kan indikere, at profilerne har et økonomisk sigte for øje.
Det spanske faktatjekmedie Maldita har tidligere beskrevet fænomenet om AI-genererede videoer af protester, og i den forbindelse beskrev mediet, at en profil med over 10.000 følgere kan begynde at tjene penge gennem platformen via TikToks “Creator Rewards Program” eller ved at videresælge profilen.
TjekDet har kontaktet en række af profilerne, der deler de AI-genererede videoer, men ingen af dem har besvaret vores henvendelse.
TjekDet har også spurgt TikTok, om de er bekendte med, at videoerne florerer på deres platform, og om de har tænkt sig at fjerne videoerne. TikTok er ikke vendt tilbage med svar.


