Nej, fodboldstjernen Lucas Bergvall har ikke advaret mod masseindvandring
-
På sociale medier spredes et falsk citat, som fejlagtigt tilskrives den svenske landsholdsspiller Lucas Bergvall.
-
Ifølge opslagene skulle han i et tv-interview have opfordret til, at hans fans skulle stemme imod masseindvandring.
-
Citatet bygger på en falsk oversættelse af et svensk interview.
-
Påstanden bruges til at understøtte forestillingen om 'den store befolkningsudskiftning'.
I opslag på Facebook og Instagram påstås det, at den svenske fodboldlandsholdsspiller Lucas Bergvall har udtalt følgende i et tv-interview:
“Jeg sætter pris på al kærlighed og støtte. Til alle kvinder, som er forelsket i mig, vær sød at stoppe med at stemme for masseindvandring, ellers vil mit folk ikke eksistere længere.”
I virkeligheden bygger citatet på en falsk oversættelse af et svensk tv-interview, hvor Lucas Bergvall kommenterer sin rolle i en forestående kamp mellem Sverige og Polen. Lucas Bergvall har altså ikke udtalt sig om indvandring.
Det manipulerede citat spiller på forestillingen om ‘den store befolkningsudskiftning’ og skal formentlig bidrage til at skabe frygt for, at den oprindelige europæiske majoritetsbefolkning bliver erstattet med mennesker fra eksempelvis Mellemøsten - en påstand, som TjekDet tidligere har faktatjekket.
Det falske citat deles blandt andre af populære MAGA-profiler - altså profiler, der støtter den amerikanske præsident, Donald Trump. Her er det facebookprofilen MAGA-support, der roser Lucas Bergvall for den påståede udtalelse. Foto: Skærmbillede af Facebook.
Falsk oversat interview
I videoklippet, som vises i nogle af opslagene, ser man Lucas Bergvall blive interviewet af en svensk journalist. Interviewet blev offentliggjort på Viaplay Sports svenske TikTok-konto den 29. marts i år.
Det svenske faktatjekmedie Källkritikbyrån har lavet et faktatjek af påstanden, hvor interviewet er transskriberet. Transskriptionen viser, at interviewet ikke handler om indvandring, men blot er en kommentar til den spillede kamp. TjekDet har oversat den svenske transskribering til dansk:
"Jamen, som du sagde, var det dejligt at komme ind i den forrige kamp. Og mod Polen er det jo op til træneren, hvem der spiller, men jeg er klar, uanset om jeg kommer ind, starter inde eller slet ikke kommer på banen. Det føles godt."
For personer, der forstår svensk, er det tydeligt, at interviewet ikke handler om indvandring.
Kasper Grotle Rasmussen er lektor i amerikanske studier ved Syddansk Universitet og forsker i konspirationsteorier samt mis- og desinformation i USA og Danmark. Han er samtidig senior fellow ved Nordic Humanities Center, hvor han forsker i polarisering. Han vurderer, at der er tale om helt tydelig desinformation, altså bevidst videregivelse af falske oplysninger med amerikanere som den primære målgruppe.
Det er i denne interviewbid fra svenske Viaplay Sports, at Lucas Bergvall angiveligt skulle udtale sig om indvandring og befolkningsudskiftning. Men som det fremgår af oversættelsen, handler interviewet om noget helt andet. Video: Viaplay Sports Sverige på TikTok.
Opslag deles i MAGA-miljøer
Opslagene er hovedsageligt delt af amerikanske profiler og sider, hvor mange af dem refererer til MAGA-bevægelsen, der støtter præsident Donald Trump. Blandt andet instagramsiden “magatribe” og facebooksiden “The MAGA Movement”. Nogle af opslagene har flere hundrede tusinde visninger.
Påstanden har også fået medvind fra profiler med stor rækkevidde. Blandt dem er den amerikanske influencer Matt Wallace, som med sine over to millioner følgere på X er en kendt skikkelse i et miljø, hvor konpsirationsteorier ofte deles.
Særligt den sidste del af citatet taler ind i en større offentlig samtale om ‘den store befolkningsudskiftning’. Samtalen dækker både over en politisk kritik af indvandring fra ikke-vestlige lande - en indvandring, der ifølge kritikerne gradvist erstatter den eksisterende befolkning i landene, der indvandres til - og en konspirationsteori, der hævder at netop den indvandring er nøje planlagt med netop befolkningsudskiftning for øje. Kasper Grotle Rasmussen forklarer, at dette højst sandsynligt er en af årsagerne til, at det netop er Lucas Bergvall, som skal agere blikfang.
“Han er en ung, blond, skandinavisk mand, og jeg tror, at det visuelle spiller en rolle for, at det netop er tv-klippet med ham, som er blevet valgt. Dertil at han taler svensk, hvilket er uforståeligt for de fleste amerikanere”, siger Kasper Grotle Rasmussen.
Koblingen mellem MAGA og frygten for masseindvandring er heller ikke tilfældig, hvis man spørger Kasper Grotle Rasmussen.
“Frygten for en undertrykkelse af traditionelle, konservative amerikanske værdier er en helt central del af MAGA-bevægelsen. Derfor har frygten for masseindvandring været en følgesvend helt fra starten”, siger han og supplerer:
“Konspirationsteorien bruges altså af nogen som forklaringsmodel for den udvikling, der finder sted lige nu i forhold til indvandring i både USA og Europa”.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

