Døjede med søvnapnø i flere år, indtil han fandt løsningen - men det er svindel
-
Lige nu florerer en stor mængde annoncer på Facebook for hovedpuder fra virksomheden Derila Ergo.
-
Hovedpuden skulle have en række særlige egenskaber, som blandt andet kan fjerne søvnapnø.
-
Men virkeligheden er en anden.
-
Hjemmesiden er endnu et eksempel på svindel, hvor bagmænd bruger en fængende historie til at lokke facebookbrugere til at købe et produkt.
“Jeg har tøvet længe med at skrive dette. Det føles som at hænge familiens snavsetøj til tørre for alle at se... Men hvis det kan hjælpe bare én anden familie i samme situation, så må jeg bare tage springet.”
Sådan indledes teksten til en række annoncer, der lige nu florerer på Facebook. Annoncørerne er forskellige, men har alle det til fælles, at de fremstår som 'almindelige facebookbrugere’ under navne som ‘Ingrid Olsen’ eller ‘Emma Harrison’.
Den fængende indledning efterfølges af en tekst, hvor et familiemedlem angiveligt beskriver, hvordan deres far har haft et langt og udfordrende forløb med søvnapnø, men nu er blevet kureret med hjælp fra en helt særlig hovedpude.
I virkeligheden skal annoncerne blot fungere som lokkemad for nysgerrige facebookbrugere, som får lyst til at købe hovedpuden. Men flere ender i stedet med at modtage et billigt produkt uden dokumenteret effekt.
Her ses et eksempel på en annonce for hovedpuderne fra Derila Ergo. Foto: Skærmbillede fra Facebook.
Samme skabelon med nyt produkt
Når man klikker på facebookannoncerne, ledes man videre til en artikel, hvor en ‘søvnekspert’ kaldet Mads T., angiveligt anbefaler en hovedpude fra hjemmesiden get-derila-ergo.com. Der står ligeledes, at Mads T. har faktatjekket hovedpudens virkning.
Det er værd at bemærke, at der ikke står nogen navngiven journalist bag artiklen, ligesom det ikke fremgår, hvilket medie, der har publiceret den.
En omvendt billedsøgning på billedet af Mads T., leder os heller ikke i retning af en søvnekspert. Tværtimod kan vi se, at billedet er blevet brugt i mange sammenhænge, og at navnet på personen varierer.
Mest af alt ligner artiklen en reklame for virksomheden. Den indeholder positive anmeldelser fra kunder, der har købt hovedpuden fra Derila Ergo, og fremfører økonomiske argumenter for, at man skal investere i hovedpuden frem for eksempelvis en CPAP-maskine eller behandling hos en kiropraktor.
I artiklen fremgår links til siden get-derila-ergo.com, hvor man kan købe de omtalte hovedpuder - endda med 70% rabat.
Her ses et uddrag af den vedhæftede artikel, hvor der reklameres for Derila Ergo med argumentet om, at det er billigere end eksempelvis behandling hos en kiropraktor. Foto: Skærmbillede fra artikel.
Her ses et uddrag af den vedhæftede artikel, hvor der reklameres for Derila Ergo med argumentet om, at det er billigere end eksempelvis behandling hos en kiropraktor. Foto: Skærmbillede fra artikel.
Hjemmesiden ligner på mange måder en helt almindelig webshop, hvor du kan klikke dig rundt på sidens faner og lægge varer i din indkøbskurv. Når du skal betale for din vare, bliver du ligeledes overført til en betalingsside, som slår sig op på at være verificeret. Man kan endda få en yderligere mængderabat på sit køb.
På hjemmesiden er der dog flere indikatorer på, at get-derila-ergo.com ikke er lige så reel, som den kan se ud ved første øjekast.
Slår man siden op på domæneopslagssiden whois.com, kan man se, at domænet er oprettet i starten af 2025 og registreret i Arizona i USA. Dog kan vi ikke være sikre på, at ejerne bag domænet holder til netop dér, da svindlerne typisk har sørget for at sløre deres lokation. Det stemmer også dårligt overens med, at teksterne på annoncerne er skrevet på dansk.
Ser man nærmere på hjemmesidens ‘Om os’-fane, præsenterer firmaet sig under et helt andet navn, nemlig ‘Convenity, UAB’. Dette firma stammer fra Litauen. Ønsker man at komme i kontakt med virksomheden, skal man udfylde en kontaktformular.
Kunder føler sig ført bag lyset
På Trustpilot har flere kunder fra både Danmark og udlandet givet kraftigt udtryk for deres utilfredshed med købet af puder fra Derila Ergo:
“Jeg prøvede at bestille en hovedpude, men ordren gik ikke igennem, troede jeg. Jeg har ikke fået nogen ordrebekræftelse. Men de har trukket pengene på mit kort”, skriver en kunde blandt andet.
Nogle kunder har slet ikke modtaget deres pude fra Derila Ergo, mens andre fortæller, at der er blevet pålagt told på deres varer, som er sendt fra Kina:
“Jeg fik oplyst, at varerne blev leveret fra Litauen, hvilket også stod på min faktura.
Varerne blev leveret fra Kina. De sendte 4 pudebetræk enkeltvis i 4 breve, fordi det var billigere for dem.”
TjekDet har forelagt kritikken for Derila Ergo. Da virksomheden ikke oplyser et dansk telefonnummer eller en kontaktmail, har vi kontaktet dem via formularen, de henviser til på deres hjemmeside. Vi har ikke modtaget svar på vores henvendelse.
Er du i tvivl, om en hjemmeside er sikker at bruge, kan du med fordel slå den op på tjekpånettet.dk. Her vil det ofte fremgå, om en hjemmeside er markeret som indeholdende malware, phishing eller svindel.
Er du faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.


