Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Matas advarer mod konkurrence på Facebook: "Det er et scam"

Fup og spam 27. sep 2021  -  3 min læsetid
Tjekdet
Foto: Matas
  • På Facebook finder du lige nu usandsynlige gode tilbud på Birkenstock-sandaler, neglelak og krøllejern

  • Produkterne er slået op på facebooksiden Matas Sillebroen

  • Men facebooksiden og tilbuddene er et fupnummer, advarer Matas

Skrevet af: Thomas Hedin

"KÆMPE JA TAK TILBUD!"

Sådan lyder det blandt andet i et opslag på facebooksiden Matas Sillebroen, der over flere opslag falbyder blandt andet sandaler fra Birkenstock til opsigtsvækkende lav pris. Og det er let at få fingrene i tilbuddet, man skal nemlig bare skrive “ja tak” i kommentarfelt under opslaget, hvorefter man vil blive kontaktet.

I andre opslag på siden kan man spare hele 20 procent på "Depend Gel IQ-serien", der angiveligt har fået otte nye smukke neglelakker.

Men facebooksiden smykker sig med lånte fjer. Matas er ikke ophavsmand til hverken facebooksiden eller tilbudene.

"Det er et scam, som er blevet anmeldt og facebooksiden er ligeledes i proces for at blive taget ned," oplyser Klaus Fridorf, der er kommunikationschef hos Matas.

"Vi oplever ligesom alle andre store brands, at svindlere fra tid til anden misbruger vores navn. Vi har naturligvis løbende overvågning, der fanger langt størstedelen af forsøgene på at misbruge vores brand," fortsætter han.  

Men det er ikke en let opgave at forfølge fupkonkurrencer og de falske tilbud. Alligevel ser Matas tegn på, at facebookbrugerne er blevet gode til at skelne skidt fra kanel.

"Det er naturligvis besværligt for både os og vores kunder, men vi oplever at de fleste er blevet gode til selv at spotte, hvad der er op og ned på de rigtige og falske sider".

Matas Sillebroen 'rigtige' facebookside har langt flere følgere end den falske side. Og siden indeholder også langt flere opslag end de tre, man finder på den falske.

Tjekdet
Sådan ser den falske facebookside "Matas Sillebroen" ud. Der er kun tre opslag på siden.

 


Flere fuptilbud på siden

Vil man gøre brug af de falske tilbud på facebooksiden, så skal man lige vifte med flaget i et kommentarfelt under opslaget, hvorefter man vil blive kontaktet, fremgår det.

Der er der også eksempler på, at personer, der har gjort det, får et svar tilbage, at de har fået tilsendt en privat besked via Facebook Messenger.

Men hvad er så meningen, og hvad sker der, hvis du bliver kontaktet? Vi har ikke forsøgt og kan derfor ikke sige det helt præcist, men fupnummeret følger samme skabelon, som er brugt ved tidligere lignende falske konkurrencer eller opslag med tilbud, der er lidt for gode til at være sande.

Når du først har stillet dig op i den digitale kø til tilbuddet, vil du blive kontaktet og bedt om at betale ved kasse 1. I nogle konkurrencer, hvor man også bliver kontaktet, skal man betale porto for at få tilsendt for eksempel biografbilletter. I tilfældet med sandalerne og krøllejernet er det ikke usandsynligt, at du vil blive bedt om at betale for produkterne med det samme.

Og her kommer svindlen ind i billedet. Du får sandsynligvis aldrig sandalerne, og hvis du oplyser tallene på dit Dankort eller andet kreditkort, giver du samtidig svindlerne fri adgang til at hæve løs fra din bankkonto.

TjekDet har tidligere skrevet om netop det svindelnummer, hvor vi også talte en kvinde, der fortalte om sin oplevelse, og hvordan det langsomt gik op for hende, at hun var ved at blive snydt.

Detaljerne afslører svindlen

Der er flere ting på den falske facebookside, der afslører, at opslagene ikke har gode hensigter.

Der mindst fire pejlemærker, du kan holde øje med ved lignende falske konkurrencer eller fuptilbud, der er slået op på en facebookside, der misbruger en virksomheds navn.

For det første har fupmagernes facebookside lige nu ‘kun’ 1 følger, mens Matas’ rigtige hovedfacebookside følges af hele 300.000 personer. Hvis et så kendt firma har få følgere på facebooksiden, så skal dine røde lamper tænde.

For det andet er den falske facebookside oprettet for kun to dage siden - den 5. december. Og da Matas har mere end 70 år på bagen, er det næppe sandsynligt, at kæden først er dukket op på Facebook her 15 år efter, det sociale medie kom til verden.

For det tredje er der meget få opslag på siden. 

Og for det fjerde har fupsiden ikke det særlige verificeringsbadge til højre for sidens navn. Det har den ‘ægte’ Matas-side til gengæld. Badget, der er et V-tegn i en blå cirkel, er Facebooks måde at fortælle dig, at det sociale medie er sikker på, at personen eller virksomheden, der fremgår af facebooksiden, rent faktisk også ejer den pågældende side.

Er du blevet fanget i fupmagernes svindelnummer, bør du omgående kontakte din bank og få spærret det betalings- eller kreditkort, du har anvendt. Det kan gøres døgnet rundt.

Opdateret 7. dec 2021

Vil du vide mere?