Søren Brostrøm offer i flere falske videoer for mirakelkure
 
                    
        -  Der florerer flere videoer af Søren Brostrøm, hvor han i tv-interviews anbefaler produkter mod diabetes og betændelse i prostataen. 
-  Men det er alle manipulerede videoer, som han intet har med at gøre - såkaldte deepfake-videoer. 
-  Det er i stedet svindlere, som udnytter Søren Brostrøm til at få folk til at købe deres produkter. 
Covid-19 gjorde Søren Brostrøm til et genkendeligt ansigt for enhver dansker. I manges øjne var han også billedet på noget troværdigt, efter utallige pressemøder og tv-interviews hvor han som direktør i Sundhedsstyrelsen forklarede danskerne, hvordan de skulle forholde sig til denne nye ukendte sygdom.
Den troværdighed bliver lige nu udnyttet af svindlere.
På Facebook bliver der i annoncer spredt en række manipulerede videoer - såkaldte deepfakes - hvor Søren Brostrøm angiveligt opfordrer seeren til at købe et bestemt produkt. Eksempelvis et vidunderprodukt, der hjælper frustrerede diabetespatienter. Eller en pille, som kan klare det, antibiotika ikke kan.
Men selvom det ligner og lyder som Søren Brostrøm, er det ikke ham, der optræder i videoerne. Det fastslår han over for TjekDet og kalder videoerne for desinformation, der skal modvirkes.
Der er flere deepfakes af Søren Brostrøm i omløb. Alle bruges de til at reklamere for produkter med diverse sundhedseffekter. Sådan ser en af annoncerne ud. Foto: Skærmbillede af Ad Library.
Ligner tv-interviews
I sommeren 2023 skiftede Søren Brostrøm titlen som direktør i Sundhedsstyrelsen ud med et job i Verdenssundhedsorganisationen (WHO) som seniorrådgiver for generaldirektøren. Han er derfor samtidig trådt ud af mediernes søgelys. Han er ikke længere ansigtet på Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Men nogle svindlere mener tilsyneladende, at han stadig er ansigt på en troværdig anbefaling af medicinalprodukter.
TjekDet har identificeret tre deepfake-videoer, hvor Søren Brostrøm bliver misbrugt.
To af dem er i Facebook-annoncer fra to forskellige Facebook-sider, men som leder til samme hjemmeside i linket i annoncen. I begge videoer taler Søren Brostrøm - eller hvad der skal forestille at være Søren Brostrøm - om sygdommen prostatitis, som er en betændelse i prostataen.
Og det er ifølge den manipulerede Søren Brostrøm svært at behandle. Men han har kuren.
I den ene video (arkiveret) skal det forestille at være et tv-indslag på Ekstra Bladets hjemmeside. Værten står i et studie, mens Søren Brostrøm er med live fra et sted i København. Billedet skifter derfor mellem Søren Brostrøm og værten - præcis som man kender det fra et klassisk tv-indslag.
Når Søren Brostrøm er på, står der Ekstra Bladet nede i højre hjørne af skærmen, mens der i øverste højre hjørne står, at det er direkte fra København. Det ligner dog grangiveligt det logo, DR bruger, når de laver gennemstillinger i tv-indslag.
Videoen er forholdsvis godt lavet, og det både ligner og lyder som Søren Brostrøm. Der er dog nogle af hans måder at udtale at ord på, som afslører, at det er en manipuleret video. Skulle man alligevel være i tvivl, så er det et klart tegn på manipulation, at han i slutningen af videoen anbefaler et bestemt mærke af piller og siger:
“For at få kapslerne, skal du blot klikke på knappen ‘Mere info’ under denne video.”
Trykker man på det link, der er i Facebook-annoncen, kommer man ind på en side, hvor man - som den manipulerede Søren Brostrøm også fortæller i videoen - kan tage en online-test, der er med til at afgøre den rette behandlingskur.
“Derefter kan du nemt afgive en bestilling,” slutter han af med at sige i videoen.
På siden, hvor man kan tage testen, ligner det oppe i toppen af skærmen, at man stadig er inde på en side, der relaterer sig til Ekstra Bladet. Men det er ikke en artikel. Det er en hjemmeside, der beskriver produktet Pura Vida, og ned gennem siden er der beskrivelser af det og endnu en anbefaling fra blandt andre Søren Brostrøm.
Det er ikke kun Søren Brostrøm, svindlerne misbruger. Flere mediers logoer misbruges også. Her er det Ekstra Bladets logo, der bruges på hjemmesiden, hvor et sundhedsprodukt kan købes. Foto: Skærmbillede.
Men det har altså intet hold i virkeligheden. Formålet er at få folk til at trykke på linket til den test, der skal afgøre, hvilken kur man har brug for. Trykker man på det, bliver man ledt videre til, hvad der ligner et klassisk spørgeskema, hvor man skal svare på syv spørgsmål.
Det gjorde vi på TjekDet. Og vi prøvede at afgive svar som en, der ikke har nogen af de symptomer, der bliver nævnt i Facebook-annoncen og på hjemmesiden. Alligevel var svaret på testen, at der er indikation på “tidlige tegn på prostatastress”. Og så bliver vi ledt videre til en side, hvor vi kan bestille Pura Vida-produktet.
Den anden Facebook-annonce (arkiveret) med deepfake-video af Søren Brostrøm bruger samme skabelon som den første. Her får grafikken i videoen det til at ligne et indslag i TV Avisen - selvom studiet, værten står i, ikke ligner noget fra dansk tv. Det gør til gengæld interviewet med Søren Brostrøm, som værten lægger op til. Her sidder han og fortæller om den primære årsag til prostatitis.
Produkterne, den manipulerede Søren Brostrøm anbefaler, har angiveligt intet mindre end mirakuløse effekter. Foto: Skærmbillede af Ad Library.
Igen nævner Søren Brostrøm produktet Pura Vida som den gyldne løsning. Og også her fortæller han i slutningen af interviewet, hvilken knap man skal trykke på for at komme videre til en test. Trykker man på den, bliver man ledt videre til præcis samme hjemmeside som i den første deepfake-video.
Selvom Facebook-annoncerne kommer fra to forskellige afsendere, er fremgangsmåden altså præcis den samme. Og i sidste ende er det samme produkt, de vil have en til at købe.
Hollandsk forbindelse
De to Facebook-annoncer er ikke de eneste deepfake-videoer, Søren Brostrøm optræder ufrivilligt i. Og Pura Vida er ikke det eneste produkt, han bliver manipuleret til at reklamere for.
TjekDet har identificeret en hjemmeside med en deepfake-video, hvor Søren Brostrøm i en ti minutter lang video reklamerer for en kur, der kan helbrede diabetes på otte dage. Det er videnskabeligt bevist, står der over videoen. Og Søren Brostrøm uddyber, hvordan det kan være.
Søren Brostrøm er som nævnt ikke direktør i Sundhedsstyrelsen længere, men det er folkene bag videoen enten uvidende om eller ligeglade med. Oppe i venstre hjørne står der nemlig 'Sundhedsstyrelsen' med en krone over. Præcis som vi kender Sundhedsstyrelsens logo.
Udover annoncerne på Facebook, findes også en hjemmeside, hvor en deepfake af Søren Brostrøm bruges til at sælge sundhedsprodukter. I dette tilfælde er der tale om CBD-kapsler. Foto: Skærmbillede.
Også denne deepfake-video er godt lavet, men hans udtale af nogle ord afslører alligevel for den opmærksomme seer, at der er tale om manipulation. Webadressen afslører også, at der er grund til at være skeptisk. Mens der i fanen for hjemmesiden står ‘Frank & Frey’ med et logo, så er webadressen core-pulse.top - efterfulgt af et hav af tal, bogstaver og forskellige tegn.
Derudover vil man ikke se Søren Brostrøm - hverken i sin tidligere stilling eller nuværende - stå i en video og reklamere for et produkt på denne måde. Det afviser kan også kategorisk over for TjekDet.
Ser man videoen til ende, kommer der et link frem. Trykker på man det inden for 10 minutter, kan man få 50 procent rabat på såkaldte CBD-kapsler fra firmaet Frank & Frey. Det prøver vi at gøre, og man kommer rigtignok videre til en hjemmeside, hvor man kan bestille produktet. Præcis ligesom i de to andre videoer, hvor det var et andet produkt, der sælges.
Modsat Pura Vida er det en hjemmeside (arkiveret), hvor man kan finde kontaktoplysninger på firmaet bag produktet. Frank & Frey holder angiveligt til i Holland, selvom deres hjemmeside er på dansk. Dog et gebrokkent dansk, som ligner noget, der er oversat med hjælp af Google Translate.
TjekDet har derfor rakt ud til Frank & Frey for at høre, om de er bag denne deepfake-video af Søren Brostrøm, og hvorfor de i så fald har lavet den. De er ikke vendt tilbage på vores henvendelse inden redaktionens deadline.
Farlige desinformation
TjekDet har forelagt Søren Brostrøm videoerne, og han bekræfter, at han ikke har haft noget med dem at gøre. I en mail til TjekDet kalder Søren Brostrøm videoerne for desinformation, og ifølge ham er det helt afgørende modvirke.
“Den bedste måde at gøre dette på – for at beskytte dig selv og andre – er at tjekke, hvilke kilder der repræsenterer de nyeste officielle og evidensbaserede sundheds- eller videnskabelige fakta om et folkesundhedsspørgsmål,” skriver Søren Brostrøm i sit svar.
Det kan ifølge ham findes hos de nationale sundhedsmyndigheder, på WHO’s hjemmeside eller på lokale sundhedstjenester.
“Vær altid opmærksom på ikke at handle på baggrund af falske oplysninger, der spredes via sociale medier, onlineannoncering eller beskedtjenester,” tilføjer Søren Brostrøm i mailen.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.
 
      




 
                     
                     
                     
                     
                    