Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Meta har slettet 10 millioner profiler på Facebook i kamp mod spam

Indsigt 16. jul 2025  -  2 min læsetid
Tjekdet
10 millioner profiler. Så mange har virksomheden bag Facebook, Meta, der har Mark Zuckerbeg i spidsen, fjernet fra platformen i det første halvår af 2025 som led i kampen mod spam. Der er tale om profiler, der udgiver sig for at være kendte indholdsskabere, og som videregiver andres indhold. Foto: Alex Wong/Getty Images/AFP
  • I et forsøg på at komme spam til livs har Meta fjernet cirka 10 millioner profiler i 2025.

  • Det drejer sig om profiler, der udgav sig for at være kendte indholdsskabere.

Meta, der er virksomheden bag blandt andet Facebook, har i det første halvår af 2025 fjernet cirka 10 millioner profiler, der udgiver sig for at være kendte indholdsskabere. 

Det oplyser Meta mandag i et blogindlæg.

 

Det sker som en del af en større indsats, der skal bekæmpe spam og gøre brugernes feed mere relevant samt beskytte og hjælpe autentiske indholdsskabere med at slå igennem på platformen.

 

“Alt for ofte dukker den samme meme eller video op igen og igen - nogle gange fra konti, der udgiver sig for at være skaberen, og andre gange fra forskellige spam-profiler. Det forringer oplevelsen for alle og gør det sværere for nye stemmer at trænge igennem,” lyder det i blogindlægget fra Meta.

 

Udover de cirka 10 millioner slettede profiler har Meta også taget affære imod cirka 500.000 konti, der udviste spamlignende adfærd eller involverede sig i at skabe falsk interaktion. Det indebærer, at Meta har nedprioriteret deres kommentarer og reduceret synligheden af deres opslag. Tiltag, der skal gøre det sværere for kontiene at tjene penge på Facebook.

 

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

 

Samtidig oplyser Meta, at de har indført nye, strengere regler, der skal beskytte og fremme originalt indhold fra rigtige indholdsskabere.

 

Meta definerer uoriginalt indhold som billeder og videoer, der genbruges af andre konti, som ikke kreditere den oprindelige skaber af indholdet. 

 

Derfor vil Metas systemer nu være i stand til at kunne opdage genbrugte videoer og reducere synligheden af dem, så de originale skabere af indholdet kan “få den synlighed, de fortjener”. 

 

Meta oplyser også, at de i øjeblikket tester en funktion, hvor der på genbrugte videoer bliver tilføjet et link til det oprindelige indhold.

 

Udmeldingen kommer samtidig med, at Metas administrerende direktør, Mark Zuckerberg, mandag sagde, at han agter at investere “hundredvis af milliarder dollars” i AI-drevet infrastruktur på virksomhedens platforme. 

Mere at gøre

I blogindlægget gør Meta det klart, at tiltagene ikke er nok, og at der er mere at gøre. 

 

Meta nævner i blogindlægget dog ikke noget om, hvorvidt de har taget skridt mod at komme den massive mængde svindelannoncer, som hærger på Facebook, til livs. 

 

TjekDet har for eksempel gentagne gange afdækket, hvordan svindlere misbruger kendte mennesker til at reklamere for svigagtige investeringsplatforme. Reklamer, som Meta tjener millioner på. Det kan du læse meget mere om her.

 

Bare indenfor den seneste uge har TjekDet beskrevet, hvordan fodboldspiller Christian Eriksen og Kenneth Hansen, som er økonomisk ekspert og vært i programmet ‘Luksusfælden’, er svindlernes nyeste påfund som blikfang på svindelannoncerne. 

 

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 24. jul 2025