Stol ikke på armbånd som skal afhjælpe alkoholtrang
-
Falske sundhedsannoncer florerer lige nu på Facebook: Et såkaldt AlcoBand lover at mindske alkoholtrang ved hjælp af magnetisme.
-
Produktet har ingen dokumenteret effekt, og forskere afviser, at armbåndets materialer har nogen virkning på afhængighed.
-
Kunder fortæller, at de har betalt uden at modtage produktet, og salget foregår via en uigennemsigtig webshop registreret i Hong Kong.
“Hvis du drikker ‘bare et glas vin’ hver aften, så læs dette.”
Sådan indledes teksten til en række annoncer fra siden HealthyLifestyle, der lige nu er florerer på Facebook. Annoncen linker til en artikel, som angiveligt skulle være udgivet på det digitale medie ‘Sundhedsmagasin’.
Her reklameres for en særlig type armbånd, der ved hjælp af magnetisme skulle afhjælpe trangen til alkohol - et såkaldt AlcoBand. Artiklen linker videre til en hjemmeside, hvor du kan købe de innovative armbånd - endda med en stor besparelse.
Der findes dog ingen faglig evidens for armbåndets virkning, og eksperter fraråder køb af armbåndene.
Der er tale om endnu en side, hvor produkter sælges under dække af, at de er videnskabeligt testet og verificeret.
Her ses et eksempel på en annonce for de såkaldte AlcoBand. Foto: Skærmbillede fra Facebook.
Ikke alene om at sælge armbånd
Laver man en omvendt billedsøgning af produktbilledet af armbåndet, der fremgår af hjemmesiden, kommer der adskillige resultater op, hvor diverse hjemmesider reklamerer for samme armbånd.
Der er altså enten tale om, at billedet er stjålet, eller at der sælges et off-brand-produkt - altså et produkt, man kan købe billigt hos en forhandler og sælge på sin webshop under eget navn. Det gør det svært for forbrugerne at gennemskue, hvem der står bag.
Om produktet når frem til kunden, ved vi ikke med sikkerhed. Men på Trustpilot skriver en angivelig kunde:
“Efter en uge er ordren stadig ikke sendt, men pengene trukket. Og der bliver ikke svaret på mine e-mails. Hold jer langt væk fra denne side. Det er svindel,” skriver anmelderen.
Der kan altså muligvis være tale om, at webshoppen skal fungere som dække for at lokke personlige oplysninger ud af potentielle kunder. TjekDet har ikke haft mulighed for at verificere påstanden om, at produktet aldrig når frem til kunden.
Ny kur som ingen taler om - med god grund
Ifølge artiklen er der en helt naturlig forklaring på armbåndets virkning. Det består nemlig af tre essentielle komponenter - neodymmagneter, germanium og onyxsten - som angiveligt skulle have en effekt på hjernens magnetisme og skabe “biomagnetisk resonans”. En viden, som ifølge artiklen bliver skjult for omverdenen af alkoholindustriens aktører.
Spørger man forskere på området, er der dog ikke lavet forskning, som bekræfter, at neodymmagneter, germanium og onyxsten har en positiv virkning på afvænning.
Anders Fink-Jensen, som er professor i psykiatri og forsker i blandt andet misbrug, er ikke stødt på produktet eller lignende forskning:
“Jeg har aldrig før hørt om dette og tænker ikke det giver mening – producenten har heller ikke nævnt nogen virkningsmekanisme”, siger Anders Fink-Jensen.
Her ses passagen fra den falske artikel, hvor virkningen af armbåndets komponenter præsenteres. Foto: Skærmbillede fra artikel.
Stribevis af sundhedsprodukter under samme navn
Det er ikke umiddelbart let at gennemskue, hvem der egentlig står bag de særlige armbånd. ‘HealthyLife’, som står bag annoncerne, er nemlig ikke navnet på hjemmesiden, som sælger armbåndene.
Ser man nærmere på salgssidens URL, har siden det overordnede domænenavn luvianza.com. Whois.com, som registrerer domæner, er der umiddelbart ikke meget information at hente. Under fanen ‘kontaktoplysninger’ på hjemmesiden fremgår det dog, at den er administreret og styret af ‘Trevionix Limited’, som har adresse i Hong Kong.
Sagen om AlcoBand og Luvianza er endnu et eksempel på, hvordan tvivlsomme forretningsfolk udnytter sundhedstrends til at lokke forbrugere i fælden.
TjekDet har for nylig skrevet en dybdegående artikel om denne tendens.
Er du i tvivl, om en hjemmeside er sikker at bruge, kan du med fordel slå den op på tjekpånettet.dk. Her vil det ofte fremgå, om en hjemmeside er markeret som indeholdende malware, phishing eller svindel.
Er du faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

