Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Vestdansk supermarked offer for fupkonkurrence om værdikuponer

Fup og spam 15. maj 2023  -  2 min læsetid
Tjekdet
Den vestdanske supermarkedskæde Løvbjerg misbruges lige nu i falsk konkurrence på Facebook. Facebooksiden kalder sig "Løvbjerg Fans", men har intet med kæden at gøre. Foto: Skærmbillede fra Facebook
  • Der er angiveligt værdikuponer på 500 kr. til supermarkedskæden Løvbjerg på højkant i en konkurrence på Facebook

  • Men konkurrencen er et fupnummer, advarer Løvbjerg

Skrevet af: Redaktionen

Supermarkedskæden Løvbjerg er lige nu offer for en falsk konkurrence på Facebook. I et opslag udlover fupmagere gavekort, der kan bruges i kædens butikker.

“I dag tilbyder @Løvbjerg-teamet en værdikupon på 500kr til de første 300 personer, der kender et andet nummer end [803],” står der i opslaget, der er oprettet på facebooksiden “Løvbjerg Fans”. Siden tilhører ikke Løvbjerg-kæden, men virksomhedens navn misbruges til at skabe troværdighed og lokke dig i en fælde.

“Alle vindere vil blive kontaktet direkte af holdet. Kuponer kan bruges hos alle vores agenter,” hedder det videre i fupopslaget.

Og håbefulde vindere er der nok af. Over 1.200 har delt opslaget, og der er samtidig 2.300, der har givet deres bud på svaret på konkurrencens spørgsmål i kommentarfelterne.

Opslaget er ledsaget af et billede, der indeholder tallet “803” adskillige gange, hvor håbefulde vindere skal spotte et enkelt andet tal, der næsten ikke er til at se med det blotte øje. Til de nysgerrige kan vi oplyse, at blandt andet tallene 603, 805, 808, 809, 883 og 903 gemmer sig i mængden.

“Det må I ikke gøre!”

Men konkurrencen er det rene svindel, oplyser Løvbjerg i et opslag på deres officielle facebookside.

“Der er lige nu en falsk profil der kalder sig Løvbjerg Fans. som har lavet en falsk konkurrence - men det er FUP og de har IKKE rent mel i posen! Hvis man deltager i konkurrencen, får man en besked med en knap man skal trykke på - DET MÅ I IKKE GØRE,” skriver kæden, der i øvrigt kun har butikker vest for Storebælt.

De oplyser desuden, at de ikke laver konkurrencer, hvor der efterspørges personlige oplysninger. Og kæden opfordrer samtidig facebookbrugerne til at anmelde opslaget, så Facebook ved, de skal fjerne den falske side.

Set mange gange før

Konkurrencen ligner et klassisk svindelnummer, der har til hensigt at franarre intetanende danskere deres penge, ved at lede dem hen på en side, hvor de skal indtaste deres kortoplysninger for at oprette en konto og på den måde få tilsendt præmien.

Allerede her skal alarmklokkerne ringe, da en supermarkedskæde - eller hvilken som anden detailvirksomhed - med respekt for sig selv, ikke vil lave konkurrencer med gavekort, hvor deltagerne sågar skal betale for at få et gavekort.

Løvbjerg er langt fra den eneste virksomhed, hvor deres navn misbruges skruppelløse svindlere. Blandt andet har andre dagligvarekæder som Rema1000, Spar, Lidl, Meny og Kvickly fået misbrugt deres navn af svindlere, der kun er ude på at lænse din bankkonto.

Er du kommet til at udlevere dine bankoplysninger til svindlerne, bør du omgående kontakte din bank.

Opdateret 15. maj 2023

Vil du vide mere?