Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Sådan afslører du hurtigt en falsk påstand: Google samler faktatjek fra hele verden i søgemaskine

Guides 7. sep 2021  -  3 min læsetid
Tjekdet
Foto: Pixabay/redigeret
  • Internettet er fyldt med misinformation og påstande, så det kan være svært at skelne sandt fra falsk

  • Google har en særlig søgemaskine, der kan hjælpe dig med netop det 

  • Den hedder Google Fact Check Explorer og samler faktatjekartikler fra medier over hele verden

  • Søgemaskinen kan være en genvej til at finde ud af, om en påstand, du er faldet over, har hold i virkeligheden

  • Søgemaskinen fungerer ligesom Googles klassiske søgemaskine, så den er let at bruge

Er du stødt på nyheder og påstande, hvor du har tænkt, om det virkelig kan passe? Har du samtidig haft lyst til at gå på jagt efter fakta, men ikke anet, hvor du skal starte? Heldigvis findes der hjælp til den slags.

Der findes allerede flere nyttige metoder, der kan hjælpe dig med at skelne sandt fra falsk.

Google har nemlig en søgemaskine, der hedder Fact Check Explorer. Den hjælper både faktatjekkere og andre med hang til detektivarbejde. 

Søgemaskinen viser nemlig udelukkende resultater fra faktatjekmedier, som Google godkender gennem en række kriterier. Til artiklerne skal der tilføjes en række bestemte oplysninger, så Googles database forstår, at det er faktatjek, og så skal mediet have udgivet flere faktatjekartikler. TjekDet er selvfølgelig iblandt. 

Sådan udvælger Google faktatjekmedier

Det er ikke alle medier, som bliver fremhævet ved søgninger i Fact Check Explorer. For at kunne blive en del af værktøjet skal medier - også TjekDet - tilføje nogle bestemte oplysninger til artiklerne, så Googles database forstår, at der er tale om et faktatjek. Her skal det fremgå, hvad faktatjekket handler om, og hvad konklusionen er. Desuden skal medier have flere artikler, der indeholder er faktatjek. 

 

Hvis mediet ikke lever op til Googles kriterier, kan de vælge at se bort fra artiklen eller fjerne mediet helt fra Google Nyheder.

 

Så hvis du er faldet over en påstand, og du godt kunne tænke dig at tjekke, om et eller flere faktatjekmedier har bragt historien, bliver værktøjet din nye ven. Google har nemlig gjort det nemt for brugere at søge efter faktatjekhistorier ved blot at indtaste et bestemt emne eller en specifik påstand.

Indtaster du for eksempel ‘corona’ i søgefeltet, vil der altså udelukkende dukke faktatjekartikler op, der handler om corona.

Din søgning kan også bestå af andet end bare nøgleord, hvis du vil gøre den en anelse mere avanceret. Du kan nemlig også stille spørgsmål eller søge efter et citat fra en politiker, og så vil værktøjet vise dig artikler, hvor der er lavet faktatjek på spørgsmålet og citatet. Med andre ord kan du bruge faktatjeksøgemaskinen, ligesom du bruger Googles klassiske søgemaskine.

I søgeresultatet kan du se, hvem afsenderen af påstanden er og læse en kort beskrivelse af, hvad der bliver påstået. Hvis du ikke har tid til at læse hele artiklen, kan du nedenunder se faktatjekkernes vurdering af påstanden, der blandt andet kan erklæres som falsk, misvisende eller ikke dokumenteret. Men du bliver selvfølgelig klogest, hvis du læser hele artiklen.


Tjekdet

Ved at søge på et nøgleord finder du de nyeste faktatjekartikler om emnet. (Foto: Skærmbillede fra Google)



TjekDet er det eneste danske faktatjekmedie, som indgår i søgemaskinen. Derfor kan du godt komme ud for, at der ikke dukker resultater op i din søgning, når du søger efter dansksprogede artikler. 

Men så er det godt, at der også findes utallige udenlandske faktatjekmedier. Du kan nemlig udvide din søgning, så du også får vist artikler på engelsk eller andre sprog. Så hvis du mestrer fransk, spansk, tysk eller et helt fjerde sprog, er der masser af muligheder for at tjekke påstanden, du er nysgerrig på.

Er du ikke skarp i engelsk eller andre sprog, kan du bruge Google Translate til at oversætte artiklerne til dansk. Det bliver sjældent helt fejlfrit, men det giver en god fornemmelse af, hvad faktatjekket går ud på. 


Tjekdet

Med et par klik kan du udvide din søgning, så du også får vist artikler på engelsk eller andre sprog. (Foto: Skærmbillede fra Google)



Det kan også være, du foretrækker at læse artikler fra et specifikt faktatjekmedie. Også det er der en løsning på. 

Ønsker du eksempelvis kun at læse TjekDets artikler, kan du enten klikke på ‘udgiver’-boksen, når du søger, eller du kan lave en begrænset website-søgning. Skriver du for eksempel ‘site:tjekdet.dk’, bliver du ledt videre til TjekDets seneste artikler. 

Du kan også lave en mere avanceret søgning, hvis du vil se faktatjek fra et bestemt medie om et specifik emne. Lad os prøve med det amerikanske faktatjekmedie Politifact. Indtaster du ‘site:politifact.com corona’, kommer der kun artikler frem om corona fra Politifact.

Det er en finte, du i øvrigt også kan bruge på Googles almindelige søgemaskine.


Tjekdet

Ved at skrive "site:" efterfulgt af webadressen for et bestemt medie, kan du sikre, at du kun får søgeresultater frem for det medie, du ønsker. (Foto: Skærmbillede fra Google)



Søgemaskinen indeholder en sidste funktion, vi vil præsentere dig for. Det kan nemlig også være, at du bare gerne vil opdateres på de nyeste faktatjek derude.

Dem finder du ved at trykke på linket ‘Recent fact checks’ på startsiden af Fact Check Explorer. Trykker du på linket, vil du få vist de seneste faktatjek fra alverdens faktatjekmedier i kronologisk rækkefølge.

Du kan stadig bruge de førnævnte funktioner med at sortere efter sprog, så du kan blive opdateret på, hvilke påstande der senest er blevet sendt til undersøgelse hos faktatjekkere rundt i verden.



 

Opdateret 7. sep 2021