Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Meta: Der er ingen tegn på, at kunstig intelligens forstyrrer valgene i 2024

Indsigt 4. dec 2024  -  2 min læsetid
Tjekdet
Techvirksomheden Meta ejer blandt andet de sociale medier Facebook og Instagram. Her er der ikke observeret større desinformationskampagner med brug af kunstig intelligens. Foto: KIRILL KUDRYAVTSEVAFP
  • Meta har ikke registreret tegn på, at generativ kunstig intelligens har skabt omfattende misinformation ved årets mange valg verden over

  • Virksomhedens sikkerhedsforanstaltninger mod desinformation har været effektive, konkluderer platformen

  • Frygten for valgmanipulation ved hjælp af kunstig intelligens viste sig faktisk at være overdrevet

Skrevet af: AFP

Frygten for, at kunstig intelligens (AI) ved årets valg ville udløse en flodbølge af misinformation, der skulle vildlede vælgere verden over, blev ikke til noget, konkluderer techvirksomheden Meta, der ejer blandt andet Facebook og Instagram.

Beskyttelsesforanstaltninger mod vildledende påvirkningskampagner på Metas sociale medier virkede, og der er ikke grundlag for at konkludere, at sådanne koordinerede forsøg har fået større opmærksomhed på platformene, siger Nick Clegg, der er Metas chef for globale anliggender, ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

"Jeg mener ikke, at brugen af generativ kunstig intelligens var et særligt effektivt redskab for dem, der står bag koordinerede desinformationskampagner, til at undgå vores kontrolmekanismer," siger Nick Clegg og fortsætter:

"Forskellen mellem det, der var forventet, og det, der faktisk skete, er ganske markant."

Konklusionen fremgår også af en ny rapport fra Meta.

Meta oplyser, at størstedelen af de skjulte påvirkningsoperationer, som virksomheden har opdaget de seneste år, et blevet udført af aktører fra Rusland, Iran og Kina.

Meta har dog ingen intention om at sænke de tekniske parader, da værktøjer med generativ kunstig intelligens forventes at blive mere sofistikerede og udbredte i fremtiden.

Nick Clegg har tidligere beskrevet 2024 som det største valgår nogensinde, hvor omkring to milliarder mennesker forventedes at gå til stemmeurnerne i en lang række lande verden over.

"Folk var forståeligt nok bekymrede for, hvilken potentiel indflydelse generativ kunstig intelligens kunne få på valgene," siger han. 

"Der var adskillige advarsler om potentielle risici ved udbredte deepfakes og desinformationskampagner baseret på kunstig intelligens."

Nick Clegg forklarer, at forebyggelsen af ondsindet brug af generativ kunstig intelligens i forbindelse med valg blev en fælles indsats på tværs af branchen.

Han siger også, at han ikke er bekendt med, om Metas administrerende direktør, Mark Zuckerberg, og USA's kommende præsident, Donald Trump, diskuterede platformens politik for indholdsmoderering, da Mark Zuckerberg i sidste uge blev inviteret til Donald Trumps ejendom i Florida, skriver AFP.

Donald Trump har været kritisk over for Meta og anklaget virksomheden for at censurere konservative holdninger.

"Mark deltager meget gerne i debatter om, hvordan den til enhver tid siddende regering kan sikre USA's førerposition inden for teknologi – især med fokus på den afgørende rolle, kunstig intelligens vil spille i den forbindelse," siger Nich Clegg. 

Han tilføjer, at Meta, set i bakspejlet, gik for langt med sin indholdsmoderation under covid-19-pandemien, og at virksomheden nu intensiverer indsatsen for at sikre en mere præcis moderering i overensstemmelse med deres politikker.

"Vores indholdsregler udvikler sig og ændrer sig hele tiden," siger Nick Clegg og fortsætter:

"Vi vil fortsætte med at fokusere på området, vel vidende at vi aldrig vil kunne gøre det helt perfekt eller stille alle tilfredse."

gc/md/afp

Opdateret 10. dec 2024