Fanget på bånd: Tidligere topidrætsmand svindler danskere for tusindvis af kroner

En tidligere professionel idrætsudøver og velkendt navn i den danske offentlighed er en del af et netværk af såkaldte spoofing-svindlere, der franarrer danskere deres penge.
Den tidligere sportsmand, der har flere internationale mesterskaber – herunder et europamesterskab – og adskillige offentlige optrædener på CV’et, ringer fra et manipuleret telefonnummer og udgiver sig typisk for at være fra politiet eller offerets bank. Hans påskud er at ville stoppe en eller flere uberettigede pengeoverførsler, men i stedet for at stoppe de påståede overførsler får han ofrene til at overføre penge til svindelnetværkets konti.
Den metode har han forsøgt sig med over for mindst 30 danskere, og i flere tilfælde lykkes han med sit foretagende.
Det afslører en lang række lydfiler, som TjekDet er kommet i besiddelse af, hvor man i detaljer kan høre, hvordan den tidligere topatlet og hans medsammensvorne bærer sig ad med at snyde deres ofre.
Lydfilerne er en del af et større materiale på mere end 600 lydfiler, som afslører, hvordan spoofing-svindlerne ringer op til intetanende danskere og udgiver sig for at være fra politiet, MobilePay eller banken med henblik på at svindle deres ofre, ofte for meget store beløb.
Lydoptagelserne, som TjekDet er kommet i besiddelse af, er fremskaffet af kilder, som gennem hacking har skaffet sig adgang til den opkaldstjeneste, svindlerne ringer til deres ofre fra. TjekDet har fået adgang til materialet gennem et samarbejde med det digitale efterretningsfirma Truesec og har tidligere udgivet en artikelserie om netop spoofing-svindlen.
Samtale med kæreste afslører ham
TjekDet har valgt at anonymisere den tidligere idrætsmand, da han ikke er dømt. Vi er dog sikre på hans identitet. Det er vi på baggrund af lydfilerne, der indeholder adskillige oplysninger, som er med til at identificere ham.
Der er blandt andet flere private opkald til hans kæreste. I et af opkaldene tester han den opkaldsfunktion, der skal manipulere hans telefonnummer, så det for ofrene ligner, at han ringer fra deres bank eller politiet.
Han ringer derfor til sin kæreste og spørger hende, hvilket nummer han ringer fra, men opkaldsfunktionen – en såkaldt SIP-tjeneste – virker tilsyneladende ikke efter hensigten, for kæresten læser hans private telefonnummer op.
I et andet opkald, hvor den tidligere idrætsmand taler med et offer, bliver han afkrævet svar på, hvilket nummer han ringer fra, fordi offeret ikke selv kan se det. Her kommer han til at remse sit private telefonnummer op, inden han må korrigere sig selv og forklare, at han har to numre og ikke kan huske sit arbejdsnummer – altså det Danske Bank-nummer, han foregiver at ringe fra.
Du kan høre den tidligere sportsudøver på glatis i optagelsen herunder.
TjekDet har kontaktet den tidligere topidrætsmand, der indrømmer, at han har været involveret i spoofing-svindel, men han påstår, at det er et overstået kapitel, der foregik i en tumultarisk periode af hans liv. TjekDets materiale viser dog, at han så sent som i slutningen juni var aktivt involveret i svindlen.
"Det var en kort periode, jeg havde. Jeg havde lige haft noget personligt. Jeg skulle gemme mig, så der var en masse ting lige der," siger idrætsmanden til TjekDet.
I slutningen af denne artikel kan du læse hans uddybende forklaring. Herunder kan du høre, hvordan han ringer til en kvinde og udgiver sig for at være ansat i Danske Bank og forsikrer hende om, at det nummer, han ringer fra, er Danske Banks.
Velkendt metode
Generelt tegner sig et billede af, at den tidligere topidrætsmand er en uerfaren spoofing-svindler.
I flere af optagelserne lytter en anden svindler med på hans opkald og kommer med råd og vejledning. I nogle tilfælde formår han ikke at forklare ofrene klart og tydeligt, hvad hans påståede ærinde er, og nogle gange glemmer han helt at sige, hvor han ringer fra.
Ikke desto mindre lykkes den tidligere idrætsudøver i enkelte tilfælde med at overbevise sine ofre om at overføre penge til ham. Det gør han under de falske identiteter Søren Nielsen, Villads Kofod eller Tobias Nikolajsen, når han ringer og udgiver sig for at være fra offerets bank. Hvis han påstår at være fra politiet, kalder han sig Torkild Nikolajsen eller Poul Hansen.
Uanset hvilken identitet, han påtager sig, er hans fremgangsmåde den samme – og den er velkendt. TjekDet afdækkede tilbage i starten af 2025 et spoofing-netværks metoder, og den tidligere sportsmands foretrukne metode blev også brugt dengang.
Han indleder opkaldene med at forklare, at de systemer, han har adgang til, har registreret, at offerets MitID er blevet brugt i Sverige. Det kender ofrene af gode grunde ikke noget til, og derfor må det være svindlere, der har brugt offerets MitID til uønskede kortbetalinger, forklarer han ofrene.
Herunder kan du høre et eksempel på, at han fortæller den historie til en ældre kvinde, som han ender med at franarre 5.000 kroner.
Den påståede svindel skal naturligvis stoppes, og det kan den tidligere sportsmand – som jo altså kalder sig Søren Nielsen, Villads Kofod eller Poul Hansen – hjælpe med. Men for at hjælpe skal han køre en sikkerhedsanalyse på offerets konti, og for at gøre det har han brug for at kende navnene på offerets konti samt de disponible beløb på dem.
Sikkerhedsanalysen tager typisk fem minutter og viser, at der står store beløb på offerets konti og venter på at blive trukket. Det kan offeret ikke selv se, forklarer den tidligere idrætsudøver, men det kan han på baggrund af sikkerhedsanalysen.
Han forsikrer dernæst, at han har stoppet betalingerne, men da det ikke er til at vide, om svindlerne fortsat har adgang til offerets MitID, skal alle offerets penge flyttes til et såkaldt sikkerhedsdepot. Ifølge idrætsudøveren er det en konto, kun banken har adgang til, hvor pengene vil være uden for svindlernes rækkevidde. I virkeligheden er det en konto, svindlerne råder over.
Med den fremgangsmåde lykkes det blandt andet den tidligere sportsudøver at franarre en ung mand 13.000 kroner. Herunder kan du høre, hvordan han sikrer sig, at pengene rent faktisk er overført til det såkaldte sikkerhedsdepot.
Kniber med hukommelsen
Da TjekDet ringer og konfronterer den tidligere topidrætsmand med, at han har spoofet andre mennesker, indrømmer han blankt – sådan da.
Han erkender, at han er blevet lært op i at spoofing-svindle, men han understreger flere gange, at han ikke selv har teknologien til at spoofe sit telefonnummer. Han kan heller ikke huske, at det er lykkedes ham rent faktisk at franarre danskere deres penge, selv når han bliver præsenteret for eksempler på ofre, og selvom hans svindel ifølge TjekDets oplysninger foregik fra marts til juni 2025 – altså mindre end tre måneder inden vi ringer til ham.
"Det kan være, jeg har gjort det. Det kan jeg ikke huske. Men jeg kan huske, at i starten var jeg inde i den branche. Det er længe siden, jeg har gjort det nu. Det er derfor, jeg gerne vil have et sample (eksempel, red.) af, hvad det er, for så kan jeg godt huske det," siger han.
Du kan godt huske, at du har svindlet nogle danskere, altså spoofet dem, men du kan bare ikke huske, hvornår du har gjort det. Er det sådan, jeg skal forstå dig?
"Jeg har ikke spoofet nogen. Jeg har forsøgt... De har forsøgt at lære mig det."
Er du klar over, at det er ulovligt at spoofe andre mennesker med henblik på at svindle dem?
"Ja, det er det da. Det ved jeg godt, det er."
Og det har du ingen problemer med, at du har deltaget i?
"Nå, men det var jo en kort periode. Det var jo ikke, fordi det var noget, jeg skulle gøre resten af mit liv, vel? Fra starten var det bare for at komme ind i branchen og lære dem at kende. Men det var ikke noget for mig. Så jo, selvfølgelig fortryder jeg, at jeg kom ind i den boldgade dengang. Det er klart," siger han og nævner igen, at han gerne vil have tilsendt et par lydfiler, der måske kan hjælpe på hukommelsen.
Efter samtalen sender TjekDet på mail tre lydfiler med eksempler på, at den tidligere idrætsudøver svindler eller forsøger at svindle danskere ved at udgive sig for at være fra politiet eller deres bank.
På mail svarer han, at han afviser at kende til det, han er blevet forelagt, og i et opfølgende interview vil han hverken be- eller afkræfte, at det er ham på de lydfiler, han er blevet tilsendt. Han tilføjer, at hans identitet kan være blevet misbrugt, og at hans stemme ligger offentligt tilgængeligt mange steder.
Se videoen, hvor TjekDets journalist konfronterer den tidligere topidrætsmand, herunder.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.