“Vi har løjet” – ungarske public service-medier går i sort
-
Den ungarske regering lægger op til et markant brud med den tidligere mediepolitik. Det fik tirsdag de ungarske public service-medier til at gå i sort.
Ungarns statslige public service-medier med tætte bånd til den tidligere premierminister Viktor Orbán indstillede tirsdag midlertidigt deres udsendelser. Det skete som led i den nye regerings bestræbelser på at bryde den mangeårige nationalistiske leders greb om medierne.
Kontrollen med medierne var en hjørnesten i Viktor Orbáns 16 år ved magten, hvor han omdannede Ungarn til det, han selv kaldte et "illiberalt" demokrati.
At genoprette uafhængigheden i de ungarske public service-medier var et centralt valgløfte fra den nye premierminister Peter Magyar, som besejrede Viktor Orbán ved parlamentsvalget i april.
"En historisk dag. I dag markeres afslutningen på propagandaudsendelser på public service-mediernes platforme," skriver Peter Magyar i et opslag på Facebook.
"De løj om natten, de løj om dagen, de løj på alle frekvenser. Det er slut nu," fortsætter han.
Det var både radiokanalen Kossuth og Ungarns største public service-tv-kanal, M1, der tirsdag eftermiddag indstillede udsendelserne i nogle timer, der skulle markere indledningen på en omorganisering af public service-medierne.
Sendte undskyldning til seerne
På M1 blev seerne mødt af en sort skærm med teksten:
"Public service-medier må ikke lyve. Vi beklager, at vi har gjort det så længe."
Derudover stod der:
"Public service-medierne vil nu blive reformeret, så de bliver uafhængige og troværdige. Vores nyhedsudsendelser er midlertidigt sat på pause. Følg med!"
Kossuth Radios frekvenser sendte i stedet klassisk musik fra Bartók Radio, skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Hjemmesiderne for både M1 og Kossuth var også utilgængelige.
Ifølge en meddelelse fra den statslige medieorganisation MTVA ville M1 genoptage sine udsendelser senere på dagen, men uden nyhedsprogrammer. Nyhedsudsendelser vil gradvist vende tilbage i takt med, at en ny redaktion etableres, oplyste MTVA.
Øvrige public service-programmer bliver ikke berørt af ændringerne.
Orbán langer ud efter den nye regering
Stationernes midlertidige opbremsning skete ikke uden en reaktion fra den tidligere premierminister.
"Endnu et eksempel på Tiszas (Peter Magyar parti, red) tyranni!" reagerede Viktor Orbán på sociale medier og opfordrede seere, "der er interesserede i sandheden", til i stedet at se Hir TV, som er knyttet til hans parti Fidesz.
Peter Magyars parti, Tisza, vandt valget i april på et løfte om "systemskifte" og et klart brud med Viktor Orbáns regeringsperiode. Tisza opnåede et flertal på to tredjedele i parlamentet.
Den nye regering er hurtigt gået i gang med at afvikle Viktor Orbáns indflydelse på den ungarske stat. Det er blandt andet sket gennem en række antikorruptionsinitiativer og en grundlovsændring, der reelt kan forhindre Viktor Orbán i at stille op igen.
Ud over public service-medierne har regeringen også stoppet al statslig annoncering i private medier. Det har fået flere medier ejet af Viktor Orbán-allierede forretningsfolk til at skære ned eller lukke.
Den store private tv-station TV2 har siden Peter Magyars valgsejr udskiftet sine tv-værter i nyhedsudsendelserne, og kanalens nyhedsdirektør er blevet fjernet fra posten.
Denne artikel er skrevet af det franske nyhedsbureau AFP. TjekDet har ikke medvirket i tilblivelsen. Få mere information her afp.com.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.