Flere falske påstande: Vicepræsidentkandidater i tv-duel forud for valg

Indsigt 2. okt 2024  -  3 min læsetid
Tjekdet
Demokraternes vicepræsidentkandidat, Minnesotas guvernør Tim Walz, og republikanernes kandidat, James David Vance, krydsede i går amerikansk tid klinger i en tv-debat. Foto: Mike Segar/Reuters/Ritzau Scanpix
  • Forud for det amerikanske præsidentvalg i november tørnede de to vicepræsidentkandidater James David Vance og Tim Walz sammen i en live tv-debat i går aftes amerikansk tid

  • Ifølge flere medier foregik debatten i en mere venskabelig tone, men i flere tilfælde fremførte begge kandidater usande eller misvisende påstande

  • Det franske nyhedsbureau AFP har faktatjekket nogle af påstandene

Skrevet af: AFP

De to amerikanske vicepræsidentkandidater James David Vance og Tim Walz mødtes tirsdag aften amerikansk tid til deres formodentlig eneste direkte og tv-transmitterede debat forud for det amerikanske præsidentvalg i november.

I en for det meste venskabelig duel diskuterede James David Vance, republikansk senator fra Ohio, og Tim Walz, demokratisk guvernør fra Minnesota, udenrigspolitik, immigration, sundhedspleje og andre emner.

Det franske nyhedsbureau AFP har faktatjekket et par af de påstande, kandidaterne bragte på banen under debatten.

Situationen i Mellemøsten

Efter Irans affyring af omkring 200 missiler mod Israel i går blev begge kandidater spurgt, om de ville støtte et gengældelsesangreb fra Israel. Ingen af dem besvarede spørgsmålet direkte, men i stedet beskyldte de hinandens præsidentkandidater for at have destabiliseret regionen.

James David Vance sagde blandt andet: 

"Iran, som iværksatte dette angreb, har modtaget over 100 milliarder dollars i ellers indefrosne midler takket være Kamala Harris-administrationen."

Denne påstand er falsk.

Som en del af en global aftale, der blev indgået i 2015 og implementeret det efterfølgende år for at begrænse Irans atomprogram, blev 100 milliarder dollars fra iransk oliesalg frigivet. Pengene var tidligere blevet tilbageholdt under sanktioner. Kamala Harris, der dengang var justitsminister i Californien, var slet ikke en del af den tidligere demokratiske præsident Barack Obamas administration, der havde regeringsmagten på det pågældende tidspunkt.

Tjekdet
De to vicepræsidentkandidaters hustruer, Gwen Walz og Usha Vance, har stået ved deres respektive ægtemænds side, siden de kastede sig ud i valgkampen. Her hilser alle fire på hinanden under tv-debatten. Foto: Mike Segar/Reuters/Ritzau Scanpix

Immigration

Som svar på et spørgsmål om den republikanske kandidat Donald Trumps plan om at deportere indvandrere og i forbindelse med et andet spørgsmål om boligomkostninger, hævdede James David Vance to gange, at der er "25 millioner illegale indvandrere" i USA.

"Vi har 20, 25 millioner illegale indvandrere her i landet," sagde han og tilføjede senere:

"Vi vil gerne bebrejde Kamala Harris for at have lukket millioner af illegale indvandrere ind i dette land, hvilket øger omkostningerne. 25 millioner illegale indvandrere, der konkurrerer med amerikanere om knappe boliger, er en af de mest betydelige faktorer for boligpriserne i landet."

James David Vances tal stemmer ikke overens med offentligt tilgængelige tal.

Det amerikanske Department of Homeland Security (ministerium for beskyttelsen af amerikansk territorium mod terrorangreb, naturkatastrofer, immigration og infrastruktur, red.) anslog i en rapport fra april, at der i januar 2022 var 11 millioner illegale immigranter i USA.

Flere humanitære organisationer er nået frem til lignende estimater, herunder den uafhængige amerikanske forskningsinstitution Migration Policy Institute, som anslog antallet til cirka 11,3 millioner i midten af 2022.

"Ingen af dem ligger på nogen måde tæt på 20 til 25 millioner illegale immigranter," siger Michelle Mittelstadt, kommunikationsdirektør for Migration Policy Institute, til AFP.

I Joe Bidens regeringsperiode har grænsekontrolmyndigheder over 10 millioner gange stoppet migranter, der har forsøgt at krydse den amerikanske grænse ulovligt. Sådanne episoder kan dog ikke medregnes som indrejser i landet.

Null

Reproduktive rettigheder og abort

Tim Walz, som har underskrevet en lov i delstaten Minnesota, der fastsætter retten til abort uanset omstændighederne - for eksempel graviditetens varighed eller årsagerne til aborten - sagde, at Donald Trump vil “gøre det sværere, hvis ikke umuligt, at få prævention”.

Den påstand er misvisende. Planen, Som Tim Walz henviser til, vil ikke begrænse almindelige præventionsmetoder, såsom p-piller, men den vil afskaffe gratis dækning af visse former for nødprævention (for eksempel fortrydelsespiller, red.) under sygesikringsordningen The Affordable Care Act - også kendt som Obamacare.

Med henvisning til Project 2025 – en næsten 900 sider lang politisk plan med forslag til vidtgående ændringer af statsapparatet i USA, som er udarbejdet af den konservative tænketank Heritage Foundation – hævdede Tim Walz også fejlagtigt, at en Trump-administration vil oprette et "register over graviditeter."

Planen foreslår indsamling af detaljerede abortstatistikker, men den kræver ikke, at en føderal myndighed registrerer enkeltpersoners graviditeter.

Tjekdet
En storskærm på Time Square i New York forsøger at fange vælgernes opmærksomhed, da de to vicepræsidentkandidater tørnede sammen i tv-debatten.  Foto: Kena Betancur/AFP/Ritzau Scanpix

Sundhedspleje

I forbindelse med et spørgsmål om sygeforsikring antydede James David Vance, at Donald Trump har "reddet" Obamacare fra at “kollapse."

Denne påstand er falsk.

Trump-administrationen forsøgte gentagne gange at ophæve loven og bad i år 2020 den amerikanske højesteret om at omstøde loven i en retssag anlagt af mere end et dusin republikansk-ledede delstater. Men den amerikanske højesteret afviste sagen i 2021.

På trods af mange løfter fremlagde Trump-administrationen aldrig et alternativ til Obamacare, og det har Trump-Vance 2024-kampagnen heller ikke gjort til dato.

/Arthur Macmillan/AFP/

Opdateret 9. okt 2024