Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Afdød TV-værts falske testamente fører til tusindvis af lyssky investeringssider

Svindel 16. jul 2026  -  4 min læsetid
Tjekdet
Den kendte journalist og tv-vært Eva Jørgensen gik bort i juni. Kun en måned senere misbruges hun i et udspekuleret svindelnummer, hvor et falsk testamente skal lokke danskere til at investere på falske investeringsplatforme. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch/TjekDet
  • I et udspekuleret svindelnummer misbruger svindlere journalist og TV-vært Eva Jørgensen, som i sidste måned afgik ved døden.

  • I annoncer og falske artikler hævdes det, at Eva Jørgensens testamente bærer på en chokerende hemmelighed - nemlig adgang til en investeringsplatform ved navn Tind Kapitvik, hvor danskerne nu kan tjene store summer.

  • I virkeligheden er Tind Kapitvik blot én af mere end fem tusinde lignende investeringsplatforme, TjekDet har fundet frem til, som forsøger at lokke folk til at investere penge, de ikke får igen.

“Eva Jørgensens uventede testamente har rystet hele Danmark.”

Sådan lyder det i en række annoncer og opslag på Facebook, som lokker med chokerende hemmeligheder fra testamentet tilhørende den anerkendte journalist og TV-vært Eva Jørgensen, som gik bort i sidste måned.

Hvis den sensationelle overskrift vækker din nysgerrighed og får dig til at klikke på linket, føres du videre til en artikel, som tilsyneladende har B.T. som afsender. Her uddybes hemmeligheden bag Eva Jørgensens formue yderligere - en investeringsplatform ved navn Tind Kapitvik.

Men i virkeligheden er der tale om et svindelnummer, hvor både B.T. og afdøde Eva Jørgensen misbruges i et udspekuleret forsøg på at lokke dig til at bruge investeringsplatformen. Tind Kapitvik er blot én af fem tusinde lyssky investeringssider, som TjekDet har identificeret.

Det starter på Facebook

Forsøget på at vække din nysgerrighed om testamentet, der angiveligt har rystet hele Danmark, starter på Facebook.

TjekDets undersøgelse af Metas annoncebibliotek, hvor alle annoncer - både inaktive og aktive - kan findes, viser, at det er en række af forskellige profiler, der udsender annoncerne. Løbende bliver annoncerne fjernet, da de ikke følger Metas annonceringsregler, men hurtigt dukker der nye, lignende annoncer op. Et eksempel på en af de mange annoncer findes her.

Det er svært med sikkerhed at pege på, hvem der udsender annoncerne. I flere tilfælde ser det nemlig ud til, at personerne bag den falske historie om Eva Jørgensens testamente kaprer eksisterende facebooksider, som de kører annoncerne fra.

Null

Annoncer og opslag på Facebook lokker med chokerende hemmeligheder i afdøde Eva Jørgensens testamente, men der er tale om svindel. Foto: Skærmbillede af Facebook.

Falske B.T.-artikler

Artiklerne, som annoncerne på Facebook fører videre til, ser ud til at komme fra B.T.. Men ligesom hele historien om Eva Jørgensens testamente er også artiklerne fabrikerede og har i virkeligheden intet med B.T. at gøre. Det bekræfter B.T. overfor TjekDet.

“Opsætningen prøver at efterligne en artikel fra B.T., men kendetegn som manglende byline og foto af journalisten bag artiklen, teksten og guiden nederst, er selvfølgelig meget tydelige tegn på, at der ikke er tale om en rigtig artikel fra B.T. Vi er ikke afsendere, og der er tale om misbrug,” lyder det fra mediet.

I den falske B.T.-artikel kan du læse en lang tekst om, hvordan Eva Jørgensen ”chokerede sine slægtninge med et usædvanligt testamente”, og hvordan hendes død “bragte adskillige overraskelser med sig”.

Ifølge den falske artikel modtog Eva Jørgensens arvinge alt fra vintage båndoptagere til specielle biler og eksklusive ejendomme. En af ejendommene er afbildet i artiklen, men intet tyder på, at huset i virkeligheden har noget med Eva Jørgensen at gøre. TjekDet har fundet billedet af huset flere steder på internettet, hvor alle og enhver kan købe rettighederne til billedet - et såkaldt stock-foto.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Vigtigst af alt modtager arvingerne, ifølge artiklen, adgang til investeringsplatformen Tind Kapitvik, hvor Eva Jørgensen angiveligt tjente 1,2 millioner kroner på to år. En platform, du som læser nu også kan få adgang til.

Afsluttende forklares det i artiklen, at redaktionen bag har foretaget en undersøgelse og fundet ud af, at Tind Kapitvik er legitim. Man skal betale et indskud på to tusind kroner, som derefter vil blive til mellem 30.000 og 60.000 kroner. Man skal blot følge linket til Tind Kapitvik og besvare et spørgeskema, hvorefter en konsulent fra Tind Kapitvik vil tage kontakt.

TjekDet har ikke haft mulighed for at undersøge, hvad der konkret sker, hvis du tilmelder dig Tind Kapitvik, men det er næppe en god idé at gøre. Lignende svindel med investeringsplatforme er set mange gange før, hvor ofre ikke får deres indskud tilbage, men i stedet bliver franarret større beløb.

Tusindvis af lignende sider

TjekDets undersøgelse af Tind Kapitvik, og hvem der står bag, peger i retning af, at eksemplet med Eva Jørgensen og Tind Kapitvik er langt fra enestående.

Tind Kapitviks hjemmeside er der en ‘Om os’-sektion, hvor du blandt andet kan læse mere om holdet bag platformen. Her er en mand ved navn Anders Holm angivet som administrerende direktør.

Ved at lave en billedsøgning på den angivne administrerende direktørs billede, finder vi en lang række virksomheder, hvor manden angiveligt er ansat - herunder et domæne til en denne gang canadisk platform, som er identisk med Tind Kapitvik.

En teknisk gennemgang af siderne afslører en række identiske filer. Ved at søge på disse filer kan man finde over 5.000 domæner, der alle indeholder det samme, men på forskellige sprog og med forskellige farvetemaer. Der oprettes konstant nye domæner med samme indhold - eksempelvis et polsk, et serbisk og et engelsk, som alle minder meget om Tind Kapitvik-hjemmesiden.


Ikke alle siderne indeholder den samme “Om os”-fane med billederne af ledelsen, men en lang række gør. TjekDet har ikke gennemgået samtlige 5.000 domæner, men en stikprøve af 75 domæner viser, at omkring 35 procent af de fundne domæner er identiske med Tind Kapitvik. De øvrige domæner er ligeledes AI-investeringsplatforme, men varierer på forskellig vis, eksempelvis ved ikke at have en “Om os”-side.

TjekDet har kontaktet Tind Kapitvik via deres supportmail for at spørge, hvorfor de misbruger en afdød kvinde i forsøget på at få folk til at bruge deres investeringsplatform. De er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 17. jul 2026