I spillet ‘Bad News’ lærer du at spotte falske nyheder ved selv at sprede dem

Undervisning 19. jul 2022  -  3 min læsetid
This describes the image
TjekDet lancerer spillet Bad News, hvor du kan lære at tænke som folk, der spreder desinformation på nettet.  Foto: TjekDet

TjekDet lancerer spillet Bad News, der giver værktøjer til at opdage falsk information. I spillet agerer deltageren superspreder af desinformation og får point ved at vinde tilslutning til sine løgnehistorier om blandt andet klimaforandringer. Spillet giver indsigt i de taktikker, der bruges til at sprede desinformation, og kan dermed virke som en slags vaccine mod falske informationer.

Af Nikolaj Rodkjær Kristensen

For at gennemskue falske nyheder, må du tænke som en, der spreder dem.

Det er ideen bag spillet Bad News, som det danske faktatjekmedie TjekDet tirsdag lancerer på sin hjemmeside

Bad News sætter fokus på desinformation, og målet er at forklare, hvordan helt usande historier og påstande hurtigt kan blive spredt på nettet, samt hvilke konsekvenser det kan få for den offentlige debat.

Desinformation

Begrebet desinformation bruges typisk om falske oplysninger, der plantes bevidst for at destabilisere en debat eller et samfund - altså med den hensigt at skade nogen. Det kan for eksempel være propaganda fra fremmede magter, der for egen politisk vindings skyld forsøger at påvirke befolkningen i et andet land.

"På TjekDet har vi konstateret, at der mangler undervisningsmaterialer, der bruger leg til at fastholde interessen og ad den vej udstyre os alle med værktøjerne til at opdage falsk information,” forklarer Thomas Hedin, der er chefredaktør på TjekDet, om, hvorfor man lancerer spillet.  

“Bad News er reelt en guide, men den serveres gennem en digital og interaktiv oplevelse, der formår både at underholde og formidle de helt konkrete kildekritiske redskaber," siger han.

Vaccine mod falsk information

I internettets tidsalder kan alle og enhver oprette en hjemmeside eller en profil på sociale medier og derfra sprede usande informationer, som potentielt kan have meget omfattende negative konsekvenser.

Og det er lige præcis, hvad du skal i Bad News. Her indtager deltageren nemlig rollen som superspreder af desinformation og får point ved at vinde opbakning til sine løgnehistorier om klimaforandringer, forurenet vand og verdenssundhedsorganisationen WHO.

 

I Bad News skal spilleren gøre brug af forskellige virkemidler for at få sin desinformation til at fremstå så troværdig som muligt. Blandt andet skal spilleren lære, hvor effektivt det er at appellere til modtagerens følelser (Foto: Bad News).



Undervejs skal deltageren blandt andet gøre brug af billedmanipulationer og bots - altså computerstyrede, falske profiler på sociale medier - til at udbrede sine konspirationsteorier mest muligt.

På den måde får deltageren indsigt i de taktikker, der bruges til at sprede desinformation, og bliver dermed bedre til at genkende dem ude i virkeligheden.

Spillet skal altså fungere som en slags vaccine mod falsk information. Hvis du kan genkende det, kan du bedre modstå det.

Mere pædagogisk

Spillets metode er udviklet i samarbejde med forskere fra det britiske Cambridge Universitet, der har taget udgangspunkt i den såkaldte inokulationsteori, forklarer Thomas Hedin. 

“Teorien går blandt andet ud på, at mennesker er i stand til at opbygge en modstand mod falsk eller vildledende information ved at blive præsenteret for et vildledende argument, før de bliver udsat for den ‘rigtige’ information,” siger han.

"Spillets mere pædagogiske end akademiske tilgang, får de kildekritiske værktøjer til hurtigere at brænde sig fast på nethinden. Det er præcis, hvad Bad News er baseret på, når spilleren indtager rollen som spreder af desinformation.”

Spillet er målrettet børn og unge i aldersgruppen 14 år og derover og er særlig velegnet til brug i undervisningssammenhæng. Men voksne kan klart også få nogle aha-oplevelser, lover Thomas Hedin.

Bad News blev første gang udgivet på hollandsk i 2017 og er siden oversat til en række sprog.

Prøv Bad News her, læs mere om spillet eller gå på opdagelse i TjekDets undervisningsunivers

År:
Udgiver: