Temabog sætter fokus på medier og platformes rolle i politik

Undervisning 16. apr 2026  -  1 min læsetid
Tjekdet
Foto: Pixabay

En ny iBog til samfundsfag på A-niveau går tæt på samspillet mellem medier, digitale platforme og politisk kommunikation. 

Medier, platforme og politik af Finn Rasmussen (2026) giver elever en samlet introduktion til, hvordan nyhedsmedier, tech-virksomheder og sociale platforme påvirker den offentlige debat og politiske processer.

Bogen er opbygget i en række tematiske kapitler, der blandt andet behandler politisk kommunikation, nyheder i hverdagen, journalisters og influenceres roller samt platformenes voksende betydning. Derudover sætter den fokus på valgkamp, klimadagsordener og udbredelsen af forkert og vildledende information.

Et centralt greb i materialet er koblingen mellem teori og praksis. Eleverne præsenteres for analytiske værktøjer og konkrete cases, som gør det muligt at arbejde undersøgende med aktuelle problemstillinger. Samtidig er der særlig opmærksomhed på unges mediebrug og deres møde med både journalistiske medier og sociale platforme.

Ibogen indeholder både tekst og videointerviews.

Medier, platforme og politik retter sig mod undervisningen i samfundsfag på A-niveau og kan anvendes i forløb om politisk kommunikation, demokrati og medier. 

Bogen er udgivet i 2026 på forlaget Plenum.

Find bogen her.