Beskyldninger om valgfusk i Tyskland: "AfD er forsvundet fra stemmesedlen"

-
AfD er forsvundet fra stemmesedlerne i den tyske by Leipzig.
-
Det påstås i al fald i flere videoer på det sociale medie X op til det tyske valg på søndag. Videoerne er set af millioner af internetbrugere.
-
Men stemmesedlerne, der bruges som dokumentation i videoerne, er falske, oplyser bystyret i Leipzig.
“Alarmerende rapporter: AfD er fjernet fra stemmesedlerne i Leipzig - demokratiet er truet”, lyder det i et af mange opslag på det sociale medie X. Opslaget er set af flere end en million brugere.
“Det ser ud som snyd, mange personer brokker sig, men medierne fortsætter med at ignorere det”, lyder det i et andet opslag, som er set flere end fire millioner gange.
I opslagene ser man en stemmeseddel, hvor de forskellige tyske partier fremgår, men det stærkt højreorienterede parti Alternative für Deutschland (AfD), er ikke at finde.
I videoen kan man høre en tysktalende person, der forklarer, at han har modtaget sine brevstemmesedler fra kommunen i Leipzig, men at AfD er slettet fra stemmesedlerne.
Videoerne er blevet spredt på internettet i de seneste dage - lige op til at tyskerne blandt andet skal vælge deres næste forbundskansler den 23. februar.
Budskaberne i opslagene stemmer overens med andre påstande, som TjekDet har faktatjekket op til det tyske valg - blandt andet om, at valget kunne blive annulleret, hvis AfD vandt.
Men tyskerne, som har tænkt sig at stemme på AfD til valget, kan ånde lettet op. Ifølge Leipzig bys officielle hjemmeside er stemmesedlerne, der fremgår af opslagene, nemlig forfalskede. Bystyret skriver også, at de indgår i en målrettet kampagne.
TjekDet har undersøgt de officielle stemmesedler. Her fremgår AfD tydeligt som det første parti på stemmesedlen.
Et stort samtaleemne
AfD er i forvejen et af de store samtaleemner op til det tyske valg. Partiet på den yderste højrefløj står nemlig til at få en god andel af de tyske stemmer.
I en af de seneste meningsmålinger står partiet til at få mere end 20 procent af stemmerne.
Det kan betyde, at favoritten til at blive Tysklands næste kansler, Friedrich Merz fra CDU, kan få brug for AfD’s stemmer, hvis den nye titel skal blive en realitet.
Senest har Friedrich Merz dog pure afvist at samarbejde med partiet.
Som dokumentation for, at AfD er forsvundet fra stemmesedlen, deler brugere på sociale medier en video af en tysktalende person, som viser de stemmesedler, han har modtaget i forbindelse med valget.
Videoerne viser ganske rigtigt, at AfD ikke optræder på stemmesedlerne.
På videoerne springer en ting i øjnene. Det socialdemokratiske parti SPD’s kandidat Holger Mann står øverst på stemmesedlerne i videoerne, men med et to-tal ud for partiet og kandidatens navn.
Når man sammenligner med de officielle stemmesedler fra Leipzig, fremgår AfD’s kandidat Christian Kriegel som nummer et på de officielle stemmesedler.
Det er altså tydeligt, at nogen har slettet AfD’s kandidat øverst fra stemmesedlerne, der fremgår i opslaget, men at vedkommende samtidig har glemt at rette numrene på de resterende kandidater.
På stemmesedlen, der florerer i opslag på sociale medier, har nogen tilsyneladende fjernet det øverste navn tilhørende en kandidat fra AfD. Samtidig har de dog glemt at rette tallene på stemmesedlen, og kandidat nummer to står nu øverst. Det fremgår, hvis man sammenligner med de officielle stemmesedler. Foto: Skærmbillede og Leipzig by.
Officiel udmelding
Videoerne på sociale medier har fået bystyret i Leipzig til at offentliggøre en advarsel om sagen på deres hjemmeside.
I pressemeddelelsen beskrives det som “forfalskede stemmesedler i omløb”.
“Der er i øjeblikket forsøg på at påvirke valgkampen til forbundsvalget i Leipzig gennem en, tilsyneladende, målrettet kampagne. Tirsdag den 18. februar 2025 er der blevet delt forskellige videoer på de sociale medier, som viser forfalskede stemmesedler til valget den 23. februar 2025”, lyder det blandt andet i pressemeddelelsen.
De oplyser også, at der allerede er blevet udleveret 140.000 stemmesedler til vælgerne, og at der indtil videre ikke er kommet nogen indikationer på, at der skulle være fejl på dem.
Til det tyske medie MDR Sachsen oplyser den tyske anklagemyndighed, at byen Leipzig har indgivet en klage mod ukendte personer grundet mistanke om valgsvindel. Anklagemyndigheden efterforsker sagen.

Har russerne en finger med i spillet?
Ifølge det tyske faktatjeksmedie Correctiv er det stadig uklart, hvem der står bag videoerne.
Dog har mediet fundet ud af, at flere af profilerne, der har delt videoerne, tidligere har delt indhold fra den russiske påvirkningskampagne kendt som “Storm-1516”.
TjekDet har tidligere skrevet om kampagnen, hvor det lykkedes Correctiv at afsløre flere end hundrede falske nyhedssider, som forsøgte at influere den tyske valgkamp.
Samtidig afslørede en fælles undersøgelse fra flere tyske medier sidste år, at et russisk propagandabureau arbejder på at sprede memes og fortællinger online for at styrke AfD og underminere støtten til Ukraine.
TjekDet har også beskrevet, hvordan AfD kritiseres for en positiv tilgang til Vladimir Putin og Rusland. Blandt andet anklages AfD-politikeren Petr Bystron for at have fået penge fra Rusland for at sprede pro-russiske holdninger.
Det har blandt andet fået SPD's Dirk Wiese til at kalde partiet for en mikrofonholder for Kreml, mens CDU's Christoph de Vries har sagt, at Putin har fundet sine "nyttige idioter" i AfD.
AfD’s formand, Alice Weidel, har tidligere forsvaret deres holdning til Rusland med, at det er vigtigt, at man ikke forveksler det at have et balanceret syn på tingene, med det, at have et, angiveligt, tæt forhold til Vladimir Putin.
Du kan læse alle TjekDets artikler om Tyskland og den verserende valgkamp her.
Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.