Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Fra arkivet: Elbiler kan godt holde varmen i en tre timer lang kø i snestorm

Faktatjek 6. jul 2022  -  3 min læsetid
This describes the image
Der advares i et populært opslag på Facebook mod elbiler. Det forlyder nemlig, at elbiler, hvis de sidder fast i en trafikkø en kold vinterdag, vil være uden strøm og varme. Det afviser forskere dog. Billedet her deles som skrækscenarie i opslaget og stammer fra en snestorm i Chicago fra 2011. Foto: Kiichiro Sato/AP/Ritzau Scanpix
  • Hvis en elbil strander i en bilkø på en kold vinterdag, dræner varmesystemet batteriet for strøm på tre timer, lyder påstanden i bredt delt opslag på socialt medie

  • Det afviser forskere. Elbiler kan typisk holde strøm i mange flere timer end tre, selv med varmeanlægget tændt

Trafikpropper er noget, fanden har skabt.

Og ender du i én, mens vinterkulden bider, så skal du angiveligt bede til de højere magter om, at det ikke bliver i en elbil.

“Hvad hvis vi sad fast i en tre timers trafikprop i kulden i en snestorm, så ville batterierne helt dø. Elbiler har dybest set ikke varme. Og sidder de fast på gaden hele natten, intet batteri, ingen varme, ingen vinduesviskere, ingen radio, ingen GPS, batteriet døde for længe siden,” står der i flere enslydende opslag, der indleder med at kalde elbiler for det største svindelnummer, verden nogensinde har set.

Men er du en af dem, der har erhvervet sig en eldreven bil, kan du drage et lettelsens suk. Ifølge forskere kan elbiler typisk holde klimaanlægget kørende i langt flere timer end tre.

Mange varmetimer

“Man kan jo bare ringe op til Norge og høre, hvordan deres elbiler har det med kulden, for det er et af de steder med flest elbiler,” siger Poul Norby, da vi ringer til ham for at høre, om en elbil og en kold snestorm er en dårlig cocktail. Poul Norby forsker i batterier til elbiler ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Han forklarer, at det selvfølgelig kræver strøm at holde gang i elbilens varmesystem, men bilernes batterier er så store, at de kan holde gang i varmen i meget lang tid. Særligt når bilen holder stille i en trafikprop, hvor den ikke bruger energi på at holde motoren tændt.

Han foreslår at illustrere det med et simpelt regnestykke, der selvfølgelig afhænger af, hvilken bil der er tale om, og hvor koldt det er.

Som udgangspunkt kræver varmelegemet i en elbil et sted mellem 1 til 4 kilowatt, når det varmer bilens kabine op, mens det sandsynligvis kræver mellem 0,5 til 1 kilowatt at bibeholde den samme temperatur, når kabinen først er varmet op, forklarer han.

“Så hvis man går ud fra, at en elbil bruger omtrent 1 kilowatt i gennemsnit for at holde varmen, så har man på et fyldt batteri varme nok til 50 timer med et batteri på 50 kilowatttimer. Så jeg tror roligt, man kan sige, at en elbil nemt kan holde mere end tre timer,” siger han.

Ifølge en database over elbilers batteristørrelse indeholder elbilsbatterier i gennemsnit 63 kilowatttimer. I så fald vil den gennemsnitlige, stillestående elbil kunne holde temperaturen i 63 timer, hvis altså batteriet er fuldt opladet.

Den udregning er Erik Schaltz enig i. Han forsker i elbiler og batterier ved Aalborg Universitet.

“Men hvis man har kørt i lang tid, er batteriet måske ved at være fladt. Og havner man så i en tre timer lang trafikprop, mens det er rigtig koldt, kan man godt komme ud for en uheldig situation,” siger han og fortsætter:

“Det samme gør sig dog gældende i en helt almindelig benzinbil, hvis man har kørt så langt, at der kun er få dråber tilbage i tanken.”

Begge forskere noterer dog, at man skal tage højde for, at kapaciteten i elbilers batterier bliver en smule mindre, når det er koldt. Når batteriet igen er varmt, fungerer det normalt.

Levn fra fortiden

Rygtet om, at elbiler ikke kan klare kulde, kan være et levn fra dengang, batterierne havde væsentligt lavere kapacitet og effektivitet end i dag, fortæller Poul Norby.

“Dengang kunne det godt være nødvendigt at holde varmen slukket for at kunne køre lidt længere, men nu gør det ikke den store forskel,” siger han.

Teksten i facebookopslagene er da heller ikke helt ny. Det er nemlig oversat fra et engelsk opslag, som - hvis ikke før - i hvert fald florerede i USA allerede sidste år. Dengang opsnappede faktatjekkere fra både Reuters og LeadStories historien, hvor forskere enstemmigt konkluderede, at elbiler ikke nødvendigvis løber tør for varme efter tre timer i trafikprop.

TjekDet har kontaktet den danske bruger, hvis opslag har flest delinger, men vedkommende er ikke vendt tilbage på vores henvendelse. Brugeren har siden slettet opslaget.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.

Opdateret 10. jan 2024