Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Danmark er ikke det eneste land med afgifter på elbiler

Faktatjek 2. nov 2017  -  4 min læsetid
Tjekdet
  • "Danmark er det eneste land i verden med afgifter på elbiler," skriver musiker og skuespiller Nikolaj Steen i et opslag på Twitter

  • Men det er ikke rigtigt

  • Blandt andet lægger Hong Kong, Irland og Australien afgifter på elbiler

Danmark er det eneste land i verden, der har afgifter på elbiler.

Det er det indtryk, man få, når man ser et opslag på Twitter, som musiker og skuespiller Nikolaj Steen står bag, og som hans knap 11.000 følgere på Twitter kunne læse. Men det passer ikke, viser vores faktatjek. Der er nemlig flere lande, der har afgifter på elbiler. Og rent faktisk er det mere attraktivt at købe en elbil i Danmark end i eksempelvis Tyskland.

Nikolaj Steen citerer i sit opslag Venstre for at sige, at "Vi er den grønneste regering vi har haft i nyere tid". En påstand, som TjekDet tidligere har tilbagevist, fordi partiet Venstre ikke kunne dokumentere den påstand.

Sammen med citatet deler han et billede, som viser, at Danmark angiveligt er det eneste land i verden, der har afgifter på elbiler.

Vi ringede til Nikolaj Steen for at fortælle ham, at oplysningerne i billedet var forkerte, men han ønskede ikke at stille op til interview. Han har nu slettet det oprindelige opslag. Inden han gjorde det, nåede partiet Alternativet dog at dele opslaget på deres Twitter-konto, og det beklager de nu i et nyt opslag.

Selve billedet er dog gammelt og har længe floreret forskellige steder på internettet, tidligst i oktober 2015. Men billedet er manipuleret og viste oprindeligt slet ikke, hvilke lande der ikke havde afgifter på elbiler. Billedet stammer nemlig fra 'Knæk Nødden'-kampagnen fra maj 2015 og viste dengang, at Danmark var det eneste land, der havde afgifter på nødder. Det er ikke lykkedes os at finde ud af, hvem der har manipuleret billedet.

Flere lande beskatter elbiler

TjekDet har kigget på en række af de lande, der angiveligt ikke lægger afgifter på elbiler. Her viser det sig, at flere af de lande faktisk lægger afgifter på elbiler.

Et af de flag, der figurerer på billedet over lande uden afgifter, er Hong Kongs. Men her skal man betale registreringsafgift for elbiler, når den samlede afgift overstiger 80.000 kroner. Det vil sige, at man er fritaget for at betale de første 80.000 kroner, men hvis afgiften er større, beskattes resten ligesom for almindelige biler.

I Australien findes der som hovedregel en lav registreringsafgift for alle biler. Men hvis værdien af en elbil overskrider ca. 370.000 kroner, skal der betales 33% i luksusafgift for den overskridende værdi. Dermed pålægges der afgifter på de dyreste elbiler.

I Irland skal man som udgangspunkt betale registreringsafgift for alle nye biler. Afgiftens størrelse afhænger af bilernes CO2-udledning, og fordi elbiler ikke udleder CO2 direkte, lander de på den laveste takst på 14 procent af bilernes værdi. Dertil kommer, at den irske stat giver et fradrag på op til 5.000 euro (37.000 kroner) til registrering af elbiler.

Hvis købsprisen på en elbil i Irland er 500.000 kroner, skal man altså betale 70.000 i registreringsafgift, hvorfra staten giver et fradrag på 37.000. Dermed ender man med at betale 33.000 i registreringsafgift.

I vores gennemgang af udvalgte lande viste det sig også, at både Singapore og Finland har registreringsafgifter på elbiler.

Elbiler er mere attraktive i Danmark

Opslaget er altså faktuelt forkert. Men der er flere problemer med opslaget. Det giver nemlig ikke et retvisende billede af, hvor attraktivt det er at vælge en elbil fremfor en drevet af fossile brændsler, hvis man udelukkende ser på, om der er registreringsafgift på elbiler eller ej. Eksempelvis er elbiler faktisk relativt billigere i Danmark end i Tyskland. Som reglerne er nu, betaler man en høj registreringsafgift for danske biler, der kører på benzin eller diesel, mens der ikke slet ikke betales registreringsafgift i Tyskland.

Når man skal sammenligne mellem lande, skal man nemlig kigge på bilernes samlede købspris. Det fortæller Torben Kudsk Lund, der er afdelingschef i bilejernes forening, FDM.

"Det interessante er ikke afgifterne, men forskellen i afgifter og dermed købsprisen mellem almindelige biler og elbiler. Og netop på grund af, at registreringsafgiften i Danmark er så høj, er fordelen for elbilerne meget større end i de mange andre lande, der ikke har registreringsafgift på biler. I Tyskland - hvor der ikke er registreringsafgift på biler - er el-udgaven af en Volkswagen Golf 63 procent dyrere end benzinudgaven. I Danmark er prisen kun 22 procent højere," siger han.

Den pointe bakkes op af Thomas Budde Christensen, der er lektor i miljø og innovation på Roskilde Universitet.

"Det (billedet i opslaget, red.) er jo sat meget polemisk op og giver ikke det fulde billede af situationen. Det, det handler om, er forskellen i afgifterne mellem elbiler og benzin samt dieselbiler, og her er forskellen i øjeblikket meget stor," siger han.

I øjeblikket er det altså mere attraktivt at købe en elbil i Danmark end i Tyskland. Fremover vil den fordel dog blive mindre, eftersom et flertal på Christiansborg har besluttet gradvist at indfase den fulde registreringsafgift for elbiler.

Den samlede pakke af afgifter

Det er dog ikke kun på registreringsafgiften, at lande støtter udbredelsen af elbiler. Udover kommer nemlig også en række andre udgifter, som elbiler i nogle tilfælde er fritaget for.

"Andre lande har markant lavere registreringsafgift end Danmark. Men der er også store forskelle på, hvor meget der betales i årlige afgifter. Skal man sammenligne bilbeskatningsniveauer mellem lande, bør man kigge på den samlede pakke af afgifter," siger Thomas Budde Christensen.

Som eksempel nævner han Norge, hvor der blandt andet er lavere årlige afgifter for elbiler, gratis kørsel i betalingszoner, gratis færgetransport, gratis parkeringsmuligheder og mulighed for at køre i busbaner.

Det er ikke første gang, at vi kigger nærmere på de danske afgifter og priser på biler. Blandt andet faktatjekkede vi, om de danske bilejere er brandbeskattet, som Joachim B. Olsen (LA) påstod. Og Alternativets formand Uffe Elbæk har fejlagtigt beskyldt regeringen for at løbe fra aftale om, hvor mange elbiler, der skal være i Danmark i år 2030. En anden politiker i vælten om biler er økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA), der i september påstod, at danske biler er ældre end vores udenlandske naboers.

I den mere kuriøse ende har vi udsat to artikler fra det store udland for et faktatjek. Den ene artikel undersøger om kloge mennesker oftest dumper køreprøven. Den anden spørger om storesøskende virkelig er dårligere til at køre bil.

Artiklen er opdateret den 6. november. Vi har tilføjet et Twitter-opslag fra partiet Alternativet, der beklager, at de delte billedet.

 

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023