Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Er der intet Obama-portræt i Det Hvide Hus, fordi Trump ikke vil have det?

Faktatjek 26. okt 2020  -  2 min læsetid
Tjekdet
Donald Trump nægter angiveligt at hænge et portræt op i Det Hvide Hus af den tidligere præsident Barack Obama. Det er med al sandsynlighed rigtigt nok, men selv hvis Donald Trump inviterede, ville Barack Obama næppe møde op til ceremonien. Foto: Tom Brenner/Reuters/Ritzau Scanpix / Edwin van den Dikkenberg
  • Donald Trump ønsker ikke at hænge et portræt af Barack Obama op i Det Hvide Hus, som traditionen foreskriver, lyder det i populært opslag på sociale medier

  • Et lignende opslag med samme budskab og billede har tidligere floreret på sociale medier

  • Det er sandsynligvis rigtigt, at Trump ikke ønsker at afholde ceremonien, hvor billedet skulle hænges op, men Obama vil heller ikke deltage, så længe Trump er ved magten, siger kilder tæt på sagen

  • Det officielle portræt af Barack Obama, der er tiltænkt at hænge i Det Hvide Hus, er i øvrigt endnu ikke blevet fremvist

Hundredvis af danskere deler i disse dage et portræt af Barack Obama i et beigefarvet jakkesæt - også kaldt et tan-suit - på Facebook, fordi Donald Trump angiveligt nægter at hænge portrættet op i Det Hvide Hus.

Dermed bryder Donald Trump den gamle tradition, hvor den siddende præsident i løbet af sin første præsidentperiode afholder en ceremoni, hvor et portræt af den foregående præsident og præsidentfrue afsløres og hænges op i præsidentboligen.

Og det er danske facebookbrugere stærkt utilfredse med.

“DERFOR skal vi hjælpe med at lægge portrættet på sociale medier og hele vejen til Det Hvide Hus, så den rablende gale Trump ender med at se Obama over ALT, hvor han kommer på sociale medier,” lyder opfordringen i et af de meget delte opslag med billedet.

I juni måned florerede et næsten identisk opslag med samme billede og budskab.

Donald Trump har ikke aflyst ceremonien officielt, men alt tyder rigtigt nok på, at ceremonien ikke vil blive afholdt, mens han er ved magten, skriver blandt andet den amerikanske nationale tv-station NBC News.

Men modsat budskabet i det vidt delte opslag, er det sandsynligvis ikke kun Donald Trump, der ikke ønsker en portrætceremoni. Der er nemlig modstand fra begge sider.

Der er kold luft mellem Trump og Obama

Barack Obama har angiveligt nemlig ikke tænkt sig at deltage i en portrætceremoni, mens Donald Trump er præsident - selv hvis præsidenten mod forventning skulle invitere.

Det skrev NBC News på baggrund af kilder tæt på sagen i maj.

Måske ikke så overraskende er de to herrer nemlig ikke i kridthuset hos hinanden. Og derfor bliver der sandsynligvis ingen portrætceremoni lige foreløbig.

Eksempelvis har Barack Obama i en video kritiseret Donald Trumps håndtering af coronavirussen, som ifølge Barack Obama er et tydeligt eksempel på, at republikanerne ikke har styr på deres strategi vedrørende coronavirus:

Og det fik bagefter Donald Trump til at kalde Barack Obama for “stærkt inkompetent" i et interview med mediet The Sun:

Hvis Donald Trump bliver genvalgt 3. november, er det derfor ikke utænkeligt, at portrættet først hænges op, efter Donald Trump har afsluttet sin anden præsidentperiode.

Vi kender ikke det officielle portræt

Uanset, om Donald Trump bliver genvalgt eller ej, er det under alle omstændigheder ikke det delte portræt af Barack Obama, hvor han optræder i et tan-suit, der kommer til at pryde væggene i Det Hvide Hus.

Portrættet er nemlig malet af hollandske Edwin van den Dikkenberg. Han afviser, at der skulle være tale om et officielt portræt af den tidligere præsident, selvom det ville være en stor ære for ham. 

Det officielle portræt vil først blive offentliggjort ved den officielle ceremoni, når den finder sted, og der vil vi sandsynligvis ikke se Barack Obama stå i et tan-suit.

Sådan et bar han nemlig i 2014 ved en konference, og dengang blev han kritiseret for at ligne en bilsælger, mens andre nyfortolkede hans velkendte slogan “Yes, we can” og omskrev det til “Yes, we tan”.

Opdateret 27. okt 2020