Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Viser dette billede virkelig fusk med brevstemmer i USA?

Faktatjek 20. aug 2020  -  3 min læsetid
This describes the image
Foto: Screenshot fra Facebook
  • Et billede af en bunke postkasser deles på sociale medier og beviser angiveligt, at det amerikanske postvæsen i ledtog med Donald Trump saboterer det kommende præsidentvalg

  • Men billedet dokumenterer slet ikke valgsvindel i USA, viser faktatjek

  • Der er derimod tale om postkasser, der opbevares hos en amerikansk virksomhed, som istandsætter gamle postkasser for postvæsenet

  • Til gengæld er chefen for det amerikanske postvæsen kaldt i høring i Kongressen på baggrund af flere mistænkelige hændelser relateret til brevstemmer

Flere steder sociale medier anklages USA’s præsident, Donald Trump, for at forsøge at påvirke udfaldet af det forestående præsidentvalg. 

Og særligt ét billede puster til mistanken.

På billedet ligger blå, amerikanske postkasser stablet i en stor bunke på det, der ligner en losseplads. Og det syn har fået flere til at konkludere, at der vil blive fusket med valgresultatet, fordi det amerikanske folk får begrænset deres mulighed for at brevstemme.

“Det her sker lige foran øjnene på os. De saboterer USPS (det amerikanske postvæsen, red.) for at sabotere brevstemmer. Det er en kæmpe undertrykkelse af vælgerne og en del af deres plan om at stjæle valget,” skriver Twitter-brugeren Thomas Kennedy.

Hans tweet har fået over 200.000 likes og retweets, og flere deler hans opfattelse af, at billedet dokumenterer et forsøg på at sabotere det amerikanske præsidentvalg.

Artiklen fortsætter under billedet


This describes the image
Spekulationerne om valgsvindel tog for alvor fart, da Thomas Kennedy, der ifølge sin Twitter-biografi er Bernie Sanders-sympatisør, delte billedet på Twitter. Foto: Screenshot fra Twitter

Debatten om Trump-administrationens undertrykkelse af valgfriheden er også nået til Danmark, hvor lektor i amerikanske studier på Syddansk Universitet Niels Bjerre-Poulsen har delt billedet på sin facebookprofil.

Han skriver blandt andet, at chefen for det amerikanske postvæsen, Louis DeJoy, tilsyneladende er “i gang med at hjælpe præsidenten med at sabotere det kommende præsidentvalg ved ganske enkelt at nedlægge postsorteringsanlæg og fjerne postkasser fra gaderne.”

Og flere ting tyder da også på, at der foregår noget suspekt i det amerikanske postvæsen. 

Men billedet, der deles i stort omfang på sociale medier, dokumenterer ikke et forsøg på at sabotere præsidentvalget i USA. Der er tværtimod en god forklaring på bunken af blå postkasser. 

Virksomhed istandsætter postkasser

Billedet er nemlig taget i Wisconsin foran virksomheden Hartford Finishing, der har en kontrakt med det amerikanske postvæsen om at renovere de gamle postkasser. Postkasser, der enten ikke benyttes eller er blevet forfaldne, fjernes og ender hos virksomheden, der har til opgave at erstatte dem.

Det fremgår af tidligere jobopslag fra Hartford Finishing, ligesom billeder fra Google Street View viser, at det er ganske normal praksis for virksomheden at opbevare postkasser. Et billede fra Google Street View taget i august 2019 - længe før coronapandemi og præsidentvalg - viser endda en endnu større bunke postkasser liggende på virksomhedens område.

Artiklen fortsætter under billedet

This describes the image
Sådan så der ud foran Hartford Finishing, da Google Street View kom forbi en dag i august 2019. Også dengang opbevarede virksomheden adskillige blå postkasser. Foto: Screenshot fra Google Street View

US Postal Service, det amerikanske postvæsen, bekræfter også samarbejdet med Hartford Finishing over for det amerikanske faktatjekmedie Politifact.

“Det omtalte billede er fra en virksomhed, vi har samarbejdet med i adskillige år. De er en entreprenør, som reparerer eller destruerer gamle postkasser. De laver også nye postkasser. Den slags billeder kommer frem hvert andet år,” udtaler US Postal Service til Politifact.

Kontroversielt forløb

Når billedet sættes i forbindelse med spekulationer om valgsabotage, skyldes det blandt andet, at chefen for postvæsenet, Louis Dejoy, er en tæt allieret med Donald Trump.

Donald Trumps ansættelse af Louis DeJoy var i sig selv kontroversiel, blandt andet fordi Louis DeJoy ikke tidligere har arbejdet inden for postvæsenet. Det har dog ikke forhindret ham i at gennemføre en lang række tiltag, der blandt andet betyder, at brevstemmerne sandsynligvis ikke bliver optalt til tiden i 46 af USA’s 50 stater.

Det omdiskuterede forløb blev kun mere kontroversielt, efter Donald Trump den 13. august i et interview på Fox News sagde, at han ikke vil øge postvæsenets finansiering for at imødegå problemet med brevstemmerne. Det blev i flere medier udlagt som et politisk valg, fordi præsidenten tidligere har forholdt sig kritisk til brevstemmer.

This describes the image
Donald Trump bliver fra flere sider anklaget for at forsøge at påvirke det kommende amerikanske præsidentvalg. Foto: Tom Brenner/Reuters/Ritzau Scanpix

Donald Trumps manglende indgriben medførte massiv kritik, og det fik den 14. august postvæsenet til at slå fast, at der ikke vil blive udskiftet flere postkasser, før præsidentvalget er ovre. 

Alligevel planlægger 21 stater at sagsøge postvæsenet, og samtidig er Louis DeJoy blevet kaldt i høring i Kongressen, hvor han allerede fredag skal svare på anklager om, at postvæsenet bevidst forsøger at sabotere, at vælgerne brevstemmer.

USA-ekspert: Ikke mit ansvar, hvis folk misforstår

Meget tyder altså på ugler i mosen, men endnu er der ingen beviser for, at bunken af postkasser på billedet er et tegn på valgsvindel. Og netop det påpeger flere brugere i kommentarsporet til Niels Bjerre-Poulsens facebookopslag.

Han mener dog ikke, det kan være hans ansvar, hvis folk tror, at billedet viser postkasser, som er blevet fjernet i et forsøg på at påvirke præsidentvalget.

“Billedet er en illustration til teksten. Der står ikke, at det specifikt er disse kasser, som er blevet fjernet og ikke bliver erstattet,” siger Niels Bjerre-Poulsen til TjekDet.

Ifølge ham var meningen med opslaget blandt andet at sætte fokus på de 700 postsorteringsanlæg, der er blevet fjernet på tværs af USA, som i flere kredse vækker mistanke om valgsvindel.

“Et af de spørgsmål, han (Louis DeJoy, red.) uden tvivl vil blive spurgt om i Kongressen, er, hvorvidt de mange fjernede postkasser og sorteringsanlæg er normal praksis og svarer til udskiftning eller omrokering andre år.” 

Opdateret 8. sep 2020