Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Hverken FIFA eller forskere kan genkende påstået eksplosion i dødsfald blandt fodboldspillere

Faktatjek 6. dec 2021  -  4 min læsetid
Tjekdet
Manchester United-angriberen Christiano Ronaldo forsøger sig med et saksespark i de røde djævles 3-2 sejr på hjemmebane over London-klubben Arsenal 2. december 2021.   Foto: Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix
  • Fem gange så mange FIFA-spillere er døde i løbet af i år sammenlignet med tidligere år. Det viser en beregning i et israelske medie ved navn Real-Time News

  • Beregningen er blandt andet baseret på en liste fra internet-encyklopædien Wikipedia over fodboldspillere, som er døde under fodboldspil

  • Men metoden bag beregningen møder kritik fra en forsker i hjertestop blandt sportsfolk

  • Og det internationale fodboldforbund, FIFA, kender da heller ikke til, at der skulle være sket en stigning. Forbundet har ellers et register over pludselige dødsfald blandt fodboldspillere

  • Alle registerets tilfælde for 2020 og 2021 er endnu ikke er gennemgået, men en forsker med indsigt i registeret oplyser, at det foreløbigt ikke tyder på, frekvensen af dødsfald er steget

Fem gange så mange FIFA-spillere er døde i løbet af i år sammenlignet med tidligere år. 

Sådan beretter det israelske medie Real-Time News i en artikel, der rejser bekymring om flere og flere tilfælde af kollaps, sygdom og pludselig død blandt alverdens topatleter, siden vaccinerne mod covid-19 blev udrullet i december sidste år. 

Artiklen nævner blandt andre den danske landsholdsspiller Christian Eriksen, der kollapsede med hjertestop under sommerens EM-slutrunde. 

Herhjemme har netmediet Dagens.dk bragt artiklens påstand om den angivelige femdobling i hjertedødsfald blandt FIFA-spillere. På Twitter har en israelsk forsker i sundheds- og risikokommunikation og sundhedsjournalist ved navn Yaffa Shir-Raz gengivet artiklen i en twittertråd, der også findes som blogindlæg

Den påståede stigning i dødsfald blandt fodboldspillere er baseret på beregninger foretaget af en lektor i kriminologi ved Jerusalems Hebraiske Universitet. 

Men beregningens fremgangsmåde møder kritik fra en forsker i hjertestop blandt sportsfolk. 

Og spørger man det internationale fodboldforbund, FIFA, kan de ikke genkende, at flere spillere i dag kollapser med hjerteproblemer.   

“FIFA kender ikke til en stigning i tilfælde af hjertestop, og i intet tilfælde er der rejst bekymring i forhold til personer, der har fået en covid-vaccine,” oplyser en talsmand for FIFA til TjekDet.

FIFA-spillere

Det fremgår ikke klart af artiklen i Real-Time News, hvad der menes med "FIFA-spillere".

 

Den Wikipedia-artikel, som beregningen i Real-Time News er baseret på, oplister ”association footballers”, altså spillere under forbund.

 

Joshua Guetzkow, der står bag beregningen, foklarer til TjekDet, at det er den betegnelse, han har taget udgangspunkt i. Han forstår det som fodboldspillere, der spiller i en liga under et national fodboldforbund, som er medlem af FIFA. 

 

FIFA er ledelsesorganet for fodbold på verdensplan og har under sig 211 nationale fodboldforbund, heriblandt Dansk Boldspil-Union (DBU).

 

I Danmark varetager DBU den organiserede fodbold på alle niveauer.

 

Kilde: FIFA, DBU og Joshua Geutzkow

Ikke flere end før pandemien

I samarbejde med Saarland Universitet i Tyskland lancerede FIFA i 2014 et register til overvågning af pludselige dødsfald blandt fodboldspillere over hele verden.

Florian Egger leder den forskningsgruppe ved Saarland Universitet, der varetager registeret sammen med FIFA. Han oplyser, at tilfældene i FIFA-registreret endnu er ved at blive bearbejdet, og at langtfra alle rapporterede tilfælde fra 2020 og 2021 er blevet gennemgået og undersøgt i detaljer med henblik på at finde årsagen bag.

“Indtil videre kan jeg sige, at der ikke ser ud til at være ændringer i frekvensen af pludselig hjertedød og hjertestop i professionel fodbold og amatørfodbold sammenlignet med før covid-19-pandemien,” skriver han i en mail til TjekDet.

Fra 2014 til 2018 registrerede forskergruppen 617 spillere ramt af pludselige dødsfald.

“Den stigning i hjertetilfælde efter vaccination, der udbredes på sociale medier og i den tabloide presse, er for mig at se intet andet andet anekdotisk bevisførelse,” skriver Florian Egger.

Flere studier skulle bakke op

Artiklens beregninger er baseret på en liste over fodboldspillere, som er døde under fodboldspil, fra internet-encyklopædien Wikipedia og kommer frem til, at der fra 2001 til 2020 i gennemsnit døde 4-5 fodboldspillere af hjertestop om året.

Bag beregningen står Joshua Guetzkow, der er lektor i kriminologi ved Jerusalems Hebraiske Universitet.

Det fremgår af artiklen, at han har suppleret Wikipedia-listen med en række dødsfald beskrevet i diverse nyhedsmedier, og derved når han op på 21 dødsfald det seneste år - altså cirka fem gange flere end de 4-5, der i gennemsnit skulle være sket de foregående år. 

Oprindeligt fremgik det af artiklen, at gennemsnittet for årene 2001 til 2020 var baseret på Wikipedia-listen og et estimat for, hvor mange dødsfald man kunne forvente om året. Men estimatet var fejlbehæftet og blev sidenhen udeladt af artiklen. 

Fejlbehæftet estimat

Oprindeligt henviste artiklen i Real-Time News til dette studie, som finder, at der sker ét tilfælde af pludselig hjertedød for hver 40.000-80.000 atleter om året. Da der er omkring 265.000 fodboldspillere, svarer det til cirka fem dødsfald blandt fodboldspillere om året, lød det i artiklen med henvisning til en opgørelse over fodboldspillere, som FIFA foretog i 2006.

 

I opgørelsen kan man imidlertid læse, at der er tale om et estimat for, hvor mange der på verdensplan spiller fodbold, og at antallet af spillere er angivet i tusinder. Der er altså 265 millioner fodboldspillere, og følger man samme regnemetode, som Joshua Guetzkow anvender i artiklen, giver det 5.000 dødsfald blandt fodboldspillere om året - altså 1.000 gange flere end hvad angives i Real-Time News. 

 

Denne del af regnestykket er da også udeladt i den opdaterede udgave af artiklen.

Efter TjekDet første gang kontakter Joshua Guetzkow for at høre nærmere om baggrunden for beregningerne, bliver artiklen nemlig ændret, så flere kilder nu fremgår. De samme kilder sender Joshua Guetzkow til TjekDet.

Det drejer sig om et studie, der gennem søgninger i internetdatabaser identificerer 54 tilfælde af fodboldspillere, der led pludselig hjertedød fra år 2000 til 2013; en artikel fra 2012 i den israelske avis Haaretz, hvor det fremgår, at 36 fodboldspillere over et årti var døde på fodboldbanen; og en fire år gammel artikel fra BBC, hvor der står, at 64 fodboldspillere de foregående ti år er døde.

Joshua Guetzkow har derudover sendt yderligere et studie til TjekDet, som skulle rapportere 33 tilfælde af pludselige hjertestop eller død blandt fodboldspillere på topplan eller niveauet lige under fra 2014 til 2018.

Fordi man i alle tilfældene kan regne sig frem til et årligt gennemsnit af hjertedød blandt fodboldspillere, der ligger i nærheden af, hvad han har regnet sig frem til på baggrund af Wikipedia-listen, mener Joshua Guetzkow, at det vidner om listens pålidelighed.


Uigennemsigtig fremgangsmåde 

Men den måde, der er indsamlet dødsfald på, er ikke særlig valid, og det er tilgangen med at anvende Wikipedia heller ikke, lyder det fra Bo Gregers Winkel, der er afdelingslæge på Rigshospitalets afdeling for Hjertesygdomme. Han har blandt andet forsket i hjertestop blandt atleter og har gennemset Joshua Geutzkows dokumentation.  

“Hans opsamling af data er svær at forstå, og det er umuligt at sige, om den er ensartet,” bemærker Bo Gregers Winkel. 

Normalt beror forskning om sådanne dødsfald på en ensartet tilgang, hvor man ideelt ser på et afgrænset område - for eksempel et land, landområde eller en verdensdel - og indsamler data stringent efter klare kriterier og på en komplet måde, så man finder alle de tilfælde, der måtte være, forklarer han.

“Her har han (Joshua Guetzkow, red.) gjort brug af forskellige tilgange, men har overordnet ikke styr på hvert enkelt dødsfald og inkluderer så i øvrigt yderligere dødsfald, som ikke er på listen fra Wikipedia,” siger Bo Gregers Winkel.

Dermed er det ikke til at sige, om antallet af dødsfald i år er overestimeret, og derfor er det svært at fæste lid til konklusionen om den femdobbelte stigning i dødsfald, fastslår han.

Ufærdig undersøgelse

Forelagt kritikken forklarer Joshua Guetzkow, at hans beregninger i Real-Time News er foreløbige. 

"Min undersøgelse er pågående. Jeg indsamler stadig data, og undersøgelsens metodologi vil blive klargjort, når jeg har skrevet afhandlingen færdig," skriver han i en mail til TjekDet. 

Han skriver videre, at han har fundet frem til yderligere dødsfald, så det samlede tal for i år nu er 23 "forbundsspillere", der er afgået ved døden, imens de spillede eller trænede. 

Efter Joshua Guetzkows regnestykke begyndte at florere, er Wikipedia-artiklen med listen over døde fodboldspillere blevet opdateret, så det nu fremgår af første linje, at der er tale om en “ufuldstændig” liste. Desuden er tilføjet et afsnit, der beskriver, at FIFA registrerede 617 dødsfald fra 2014 til 2018 med henvisning til Florian Eggers forskning. 

Efter TjekDets henvendelse har Dagens.dk rettet i mediets artikel og fjernet omtalen af Joshua Guetzkows beregning. 

Yaffa Shir-Raz har ikke besvaret TjekDets henvendelse.  

Opdateret 6. dec 2021