Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Intet tyder på, at flere sportsudøvere end tidligere kollapser med hjerteproblemer. Og hjemmelavede navnelister beviser det slet ikke

Faktatjek 22. nov 2021  -  4 min læsetid
Tjekdet
Landsholdspilleren Simon Kjær ser til, mens paramedicinere tager sig af Christian Eriksen, der kort forinden er kollapset under EM-kampen mellem Finland og Danmark i Parken 12. juni 2021.  Foto: Wolfgang Rattay/AFP/Ritzau Scanpix
  • Lange lister og videoer florerer på sociale medier med sportsudøver efter sportsudøver, der angiveligt er kollapset med hjerteproblemer

  • Flere facebookbrugere mistænker, at de mange kollaps kan have noget med vaccinerne mod covid-19 at gøre 

  • Men det er ikke nyt, at sportsudøvere af og til falder om med hjerteproblemer

  • Herhjemme findes der ikke tal, som gør det muligt at sammenligne år for år, hvor mange hjerteanfald og følgende dødsfald der har været blandt danske sportsudøvere. Men der er ikke tegn på, at der er sket en stigning, siger forsker

  • Og selvom mange af de oplistede personer ganske rigtigt enten har mistet livet eller er kollapset i løbet af 2021, er der meget stor forskel på, hvad der har forårsaget kollapserne. Blandt andet er et selvmord og et epilepsianfald at finde iblandt tilfældene

  • Flere af personerne på listen er i øvrigt ikke sportsudøvere, men har blot tilknytning til sportsverdenen, såsom fodboldtrænere og en golf-caddy

Da landsholdsspilleren Christian Eriksen kollapsede på banen under sommerens EM-slutrunde, gik der ikke længe, før adskillige opslag på sociale medier forbandt det med vaccinerne mod covid-19.

Og lige nu florerer lange lister og videoer - både dansksprogede og udenlandske - på sociale medier med sportsudøver efter sportsudøver verden over, der angiveligt også er kollapset med hjerteproblemer, siden udrulningen af covid-19-vaccinerne begyndte.

Facebookbrugere undrer sig over, at så mange sunde og raske sportsfolk kollapser og dør. Flere mistænker, at det kan have noget med coronavaccinerne at gøre.

Men selvom mange af de oplistede personer ganske rigtigt enten har mistet livet eller er kollapset i løbet af 2021, er der meget stor forskel på, hvad der har forårsaget kollapserne. Og flere af personerne på listen er ikke sportsudøvere, men har blot tilknytning til sportsverdenen.

Det tyder da heller ikke på, at flere sportsudøvere end tidligere nu falder om, siger forskere.

Trænere og golf-caddy på listen

TjekDet har gennemgået flere af de tilfælde, som oplistes og opremses i de udbredte lister og videoer.

I mange tilfælde er informationerne på listerne så sparsomme, at det ikke har været muligt hverken at be- eller afkræfte de pågældende kollapser eller dødsfald. Desuden er dødsårsagen i flere tilfælde ikke offentliggjort. Det er heller ikke til at sige, hvor mange af de oplistede personer der overhovedet har modtaget en vaccine mod covid-19.

Men det er til at slå fast, at flere af de oplistede personer ikke udøver sport på professionelt niveau, og mange er slet ikke kollapset eller døde af hjerteproblemer.

Artiklen fortsætter under billederne


På en af listerne finder man eksempelvis en 17-årig amerikansk fodboldspiller, der led af epilepsi. Ifølge obduktionen af den amerikanske fodboldspiller vurderes det, at hans død var naturlig og sandsynligvis skyldtes et epilepsianfald.

Også den amerikanske sprinter Cameron Burrells død figurerer på listen. I august tog han sit eget liv ved at skyde sig i hovedet.  

Derudover er både hedeslag og ildebefindende at finde blandt årsagerne til de mange kollaps og dødsfald på listen. 

Der indgår desuden personer, der ikke selv dyrker sport, men snarere har en tilknytning til sportsverdenen som eksempelvis trænere for mindre fodboldklubber og en golf-caddy.

Hjerteanfald blandt sportsfolk ikke usædvanligt

Det er ikke noget nyt, at sportsudøvere af og til oplever problemer med hjertet.

Et amerikansk studie, der overvågede pludselige hjertestop og død blandt amerikanske atleter fra mellemskole til professionelt niveau i årene 2014 til 2018, fandt 331 tilfælde, heraf 173 med dødelig udgang. Aktive professionelle udgjorde omkring tre procent af det samlede antal tilfælde

For mandlige universitetsatleter var der ét tilfælde for hver 35.000 atleter om året, mens der for kvinder var ét for hver 123.000 atleter om året.

"Man ser ind imellem, at sportsudøvere kan få hjerteproblemer. Sport kan blandt andet udløse rytmeforstyrrelser og ondt i brystet, og mens man er i gang med sport, er risikoen for en hjerterytmeforstyrrelse tre gange højere, end når man ikke dyrker sport,” siger Bo Gregers Winkel, der er afdelingslæge på Rigshospitalets afdeling for Hjertesygdomme, hvor han blandt andet har forsket i hjertestop blandt atleter.

Trods den lidt øgede risiko under fysisk aktivitet har sportsudøvere dog samlet lavere risiko for hjertestop end jævnaldrende, der ikke dyrker sport, pointerer han.

Tyder ikke på stigning

Blandt atleter i alderen 12-35 år er der omkring ét tilfælde af pludselig død for hver 100.000 atleter om året. I Danmark svarer det til cirka to om året. Det faktiske tal vil variere en anelse fra år til år. 

Men der er ingen indikationer på, at det tal er stigende, siger Bo Gregers Winkel.

”De her hjertestop fylder meget i debatten, da de ofte er bevidnet – måske endda filmet – og det ofte er unge atleter, som burde være de raskeste af de raske. Ikke desto mindre er tallene, hvad angår hjertestop, meget små,” siger han.

Hvad angår hyppigheden er det ikke ualmindeligt, at der finder to-tre hjertestop sted i løbet af en kortere periode, og at der så går et halvt år, hvor der ingen tilfælde sker.

”Det er formentlig den tilfældige variation, der nu engang er. Men tallet er ikke steget over årene. Og der er ikke umiddelbart nogen kendt eller mistænkt sammenhæng mellem covid-vaccinerne og en overdødelighed. Heller ikke under sport,” siger Bo Gregers Winkel. 

Hjertebivirkninger og dødsfald

Ved alle fire godkendte vacciner mod covid-19, der er anvendt i Danmark, har der været indberetninger om myokarditis (hjertemuskelbetændelse) og perikarditis (hjertehindebetændelse) efter vaccination. I mange tilfælde kan det ikke udelukkes, at vaccinerne har været medvirkende årsag.

 

Ved alle fire vacciner har der været indberetninger om blodpropper efter vaccination. Ved vaccinerne fra Pfizer og Moderne finder Lægemiddelstyrelsen i Danmark ikke anledning til mistanke om, at vaccinen kan give bivirkninger i form af blodpropper.

 

Ved vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson er der set sjældne tilfælde af en kombination af blodpropper og et lavt antal blodplader, kaldet TTS, nogle gange ledsaget af blødning. Nogle tilfælde har haft dødeligt udfald. En sammenhæng med vaccinen er vurderet sandsynlig.

 

I Danmark er en sammenhæng mellem AstraZeneca-vaccinen og to dødsfald relateret til TTS fundet sandsynlig. Ved ét dødsfald indberettet i forbindelse med Morderna-vaccinen har det ikke været muligt for Lægemiddelstyrelsen at vurdere, om dødsfaldet er forårsaget af vaccinen eller af sygdomsforhold hos borgeren.

 

Ved alle øvrige indberetninger om dødsfald i tiden efter vaccination, er det Lægemiddelstyrelsens vurdering, at det er mindre sandsynligt, at der er sammenhæng med vaccinen, og at det er overvejende sandsynligt, at dødsfaldene skyldes andre forhold.

 

Kilde: Lægemiddelstyrelsen

Smittede får oftere hjertebetændelse

Jonathan Drezner er professor ved University of Washington og leder universitetets center for sportskardiologi. Han er en af forskerne bag det nævnte studie over amerikanske atleter. 

Han har ikke undersøgt hjertestop blandt vaccinerede atleter. 

Derimod har han undersøgt, om selve sygdommen covid-19 har ført til flere hjertestop blandt atleter. Det har han i samarbejde med det amerikanske National Center for Catastrophic Sports Injury Research, der overvåger alle tilfælde af pludselige hjertestop og død blandt atleter i USA. 

“Vores forskning viser, at betændelse i hjertehinde eller hjertemuskel rammer 1 ud af 150 af de atleter, der har været smittet med coronavirus. Til sammenligning er risikoen for hjertemuskelbetændelse i forbindelse med mRNA-vaccinerne (fra Pfizer og Moderna, red.) 1 ud af 20.000. Risikoen er altså betydeligt lavere for vaccinerede,” skriver han i en mail til TjekDet. 

Han understreger, at de pågældende betændelsestilstande ikke er det samme som hjertestop.

“Sygdommen covid-19 har ikke forårsaget en stigning i pludselige hjertestop blandt atleter. Vi kan have overset tilfælde, men siden pandemiens begyndelse har vi kun set to, hvor hjertestop kan knyttes til selve sygedommen covid-19,” skriver han.

Opdateret 2. dec 2021