Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Israel under kritik efter fund af massegrave. Men palæstinenserne har tidligere etableret massegrave samme sted

Faktatjek 24. apr 2024  -  6 min læsetid
Tjekdet
IDF nægter at stå bag den massegrav, Gazas civilforsvar efter eget udsagn fandt for få dag siden ved al-Nasser Hospital, der indtil for nylig var under israelsk belejring. Ifølge IDF var der allerede begravet lig i området. Og det kan TjekDets research bekræfte. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
  • Israel er kommet under heftig kritik efter fund af massegrave ved al-Nasser Hospital i Khan Younis. Hospitalet var indtil for nyligt belejret af israelske styrker

  • Det Palæstinensiske civilforsvar beretter om fund af flere end 300 lig i massegrave efter belejringen

  • Israel beskyldes i flere internationale medier for at stå bag massegravene, og FN kræver undersøgelse

  • Men TjekDets undersøgelser viser, at palæstinenserne selv har gravet lig ned og etableret massegrave de selvsamme steder, som der nu graves lig op

I flere danske og udenlandske medier har man de seneste dage kunnet se billeder og videoer af palæstinensere, der graver lig op af massegrave.

Billederne stammer fra al-Nasser Hospital i byen Khan Younis i det sydlige Gaza, hvor civile, der har været drevet på flugt af Israels krigsførsel, er vendt tilbage til deres hjem, efter de israelske tropper trak sig ud af byen den 7. april. Hospitalet har været belejret af israelske styrker siden midten af februar.

Ifølge flere medier har Gazas civile forsvarsstyrker fredag den 19. april fundet massegrave, hvor hundredvis af dræbte ifølge de Hamas-kontrollerede myndigheder er begravet. Yamen Abu Suleiman, en talsperson for Gazas civilforsvar, fortalte tirsdag til CNN, at der på det tidspunkt var fundet 310 lig.

Han fortalte også, at nogle af ligene er blevet fundet med hænder og fødder bundet, at der var “tegn på felthenrettelser” og at man på grund af ligenes forrådnelse ikke ved “om de blev begravet levende eller henrettet”.

En anden talsperson for civilforsvaret, Mahmoud Bassal har ifølge Ritzau udtalt, at nogle af de dræbte formodes tortureret.

Flere steder på sociale medier florerer videoer og billeder, der angiveligt viser lig, der er bundet på hænderne. TjekDet har set videoerne. Men vi har ikke kunnet bekræfte, at billederne stammer fra massegravene, ligesom ingen af de øvrige oplysninger fra de to talspersoner på nuværende tidspunkt kan verificeres.

Flere steder kan man læse, at ligene menes at være blevet begravet af Israel. Andre går længere og konkluderer med sikkerhed, at det er Israel, der har lavet massegraven. Det gælder eksempelvis Al Jazeera, hvis journalist i Khan Younis, Hani Mahmoud i en artikel søndag udtalte:

“I hospitalets gård har civile forsvarsstyrker og paramedicinere fundet 180 lig begravet i denne massegrav af det israelske militær. Ligene inkluderer ældre kvinder, børn og unge mænd.”

Tirsdag benægtede Israels forsvar, IDF, overfor for det israelske medie Times of Israel at have etableret massegrave ved al-Nasser Hospital.

“Påstanden om, at IDF har begravet palæstinensiske lig er fuldstændig grundløs,” lød udtalelsen.

I stedet hævder IDF at have gennemgået lig, der allerede var begravet af palæstinensere for at lede efter afdøde israelske gidsler. De fandt dog ingen, lyder forklaringen fra de israelske styrker.

Omstændighederne omkring massegraven er endnu ikke uafhængigt undersøgt, men  talspersonen for FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, Stephane Dujarric, ønsker nu en undersøgelse.

For nuværende kan det altså ikke siges med sikkerhed, hvem der har begravet ligene, der i disse dage findes ved al-Nasser Hospital. Men TjekDet kan med sikkerhed sige, at palæstinensere allerede tilbage i januar gravede lig ned og etablerede en massegrav på de samme steder,  som der nu graves lig op. Det kan vi dokumentere gennem billeder og videoer, som vi har geolokaliseret. 

Det kan dog ikke afvises, at Israel også har begravet lig i området omkring hospitalet under deres belejring.

Massegrave i januar

I flere videoer fra Al Jazeera kan man se Gazas civile forsvarsstyrker grave lig op af den massegrav, der angiveligt skulle være opdaget i fredags.

I baggrunden af videoerne kan man se palmer, som vokser foran en rødlig mur samt bygninger, der ligger nær al-Nasser Hospital.

Men allerede tilbage i januar beskrev flere medier, at palæstinensere begravede døde på selvsamme sted  - nemlig under palmerne foran den rødlige mur ved al-Nasser hospitalet.

For eksempel omtalte mediet The National etableringen af massegrave ved hospitalet den 22. januar.

“Gazas Al Nasser-hospital bliver et sted for massegrave, efter israelske tanks overtager området,” står der i overskriften til artiklen. På et billede under den ses flere ligposer blive lagt i et hul i jorden - i området under palmerne foran den røde mur.

I videoer fra januar, som TjekDet har geolokaliseret, kan man se begravelserne finde sted.

NullNår man sammenligner videoer fra slutningen af januar, hvor palæstinensere begraver døde nær hospitalet, med de nye videoer af massegraven, der angiveligt blev fundet fredag, bliver det klart, at der graves i samme område. Læg mærke til den rødlige mur og palmerne i baggrunden samt skiltet på hospitalsbygningen. Foto: Skærmbillede af NBC og Al Jazeera.


I en video, som NBC News (arkiveret her) bragte den 23. januar, ser man eksempelvis en gruppe mennesker grave flere huller i området foran den rødlige mur, inden de lægger lig i ligposer i gravene. Derefter ser man forskellige personer sørge ved siden af gravene.

“Flere lig blev begravet i de sandede områder omkring al-Nasser Hospitalet i Khan Younis, fordi det israelske militærs offensiv gjorde det for farligt at rejse til kirkegården,” står der i NBC’s beskrivelse til klippet.

Null

Blandt andet ved hjælp af bygninger i baggrunden af videoerne, er det muligt at fastslå, at de er filmet samme sted. Her er det en video fra 23. januar, hvor palæstinensere ses begrave flere døde personer og en video fra 21. april, hvor det hævdes, at en ny massegrav gravet af IDF er blevet fundet. Foto: Skærmbilleder af NBC og Instagram.


I en anden video uploadet til Facebook den 25. januar, som TjekDets geolokalisering viser er filmet samme sted, ser man en person filme med front mod hospitalsbygningen. 

Kameraet panorerer over mod venstre, hvor man ser flere gravpladser under palmerne foran den rødlige mur.

Efterfølgende ser man flere ligposer blive fyldt i et hul foran muren - side om side med de grave man kan se spredt ud over området i videoen.

Null

Massegraven, der ses på videoerne fra januar, og hvor der graves nu, er placeret i hospitalets gård langs en mur ud mod vejen. Satellitbilledet her er fra 7. februar 2024 - altså kort før hospitalet blev belejret af IDF. Foto: Image © Planet Labs PBC. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch.


Massegraven under palmetræerne ved muren er ikke den eneste, palæstinenserne er etableret i januar. I en video, NBC News publicerede den 28. januar 2024, og som TjekDet har geolokaliseret. ses palæstinensere begrave talrige lig i en lang grav et andet sted på hospitalets areal. Det kan ikke fastslås med sikkerhed, om der nu også graves lig op af den grav.

NullFlere steder på hospitalets areal begravede palæstinensere døde i januar 2024. Her ses etableringen af en anden massegrav et stykke fra graven langs den rødlige mur. TjekDet har geolokaliseret videoen, der er publiceret af NBC News den 28. januar 2024. Det kan ikke fastslås med sikkerhed, om der nu også graves lig op fra netop denne grav. Foto: Image © Planet Labs PBC og skærmbillede af NBC News. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch.


Videoerne er ikke dokumentation for, at Israel ikke siden har begravet dræbte palæstinensere i området. Men de dokumenterer, at palæstinensere selv begravede døde på selvsamme sted, hvor Gazas civilforsvar nu melder, at de har fundet en massegrav gravet af israelerne.

TjekDet har forsøgt at få Gazas civilforsvar til at forklare, hvordan de kan være sikre på, at de lig, der graves op nu, er begravet af Israel, og at de ikke er begravet af palæstinensere tidligere på året. Det har ikke været muligt at få et svar.

Hospitalsområdet ændrer sig efter Israel overtagelse

Den 15. februar meddelte det israelske forsvar, IDF, at de havde taget kontrol over al-Nasser hospitalet, fordi der ifølge det israelske forsvar var Hamas-terrorister, som havde barrikaderet sig i hospitalsbygningerne.

Og efter næsten to måneders belejring oplyste IDF den 7. april, at de nu havde trukket sine styrker ud af Khan Younis - og dermed også al-Nasser hospitalet.

Mens belejringen af hospitalet står på, gennemgår området omkring al-Nasser hospitalet store forandringer. Det viser satellitbilleder, TjekDet har analyseret.

Den 7. februar - en uge før Israels overtagelse, ser området foran hospitalsbygningen næsten intakt ud. Man kan se rækkerne med palmer og noget, der ligner en teltlejr over for palmerne.

Men på satellitbilledet fra den 7. april, hvor Israel trak sig fra Khan Younis, er området forandret.

Rækkerne af palmetræer er næsten væk, og man kan se huller i dele af den rødlige mur. Samtidig er området med, hvad der lignede telte, væk.


Under Israels belejring af hospitalsområdet fik IDF blandt andet kritik af en talsperson fra Gazas Hamas-kontrollerede sundhedsministerium, Ashraf Al-Qidra.

“Det israelske militærs bulldozere gravede massegrave op indenfor kompleksets mure,” sagde han ifølge en artikel, CNN udgav den 15. februar.

Her fortæller sundhedsministeriet altså selv, at der allerede var etableret massegrave på al-Nasser hospitalets område - ligesom TjekDets undersøgelser viser.

Det samme påpeger IDF som svar på beskyldningerne om, at IDF har etableret massegravene. Ifølge IDF har de undersøgt nedgravede lig i området for at lede efter afdøde israelske gidsler.

“IDF forklarer, at man under sin operation i området omkring Nasser hospitalet i de seneste måneder, eksaminerede lig, som var blevet begravet af palæstinensere på hospitalets område i forsøget på at lokalisere gidslerne”, skriver The Times of Israel.

Ifølge IDF er gennemgangen af ligene blev udført på “en ordentlig måde, der bevarede de afdødes værdighed og på en respektfuld måde”. Israel afviser samtidig beskyldninger om at have dræbt patienter eller ansatte på hospitalet.

Omstændighederne omkring belejringen af hospitalet er endnu ikke uafhængigt undersøgt. IDF’s udlægning kan derfor ikke verficeres.

Opdateret 27. apr 2024