Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Kan dieselbiler rense luften i en forurenet by?

Faktatjek 1. mar 2024  -  4 min læsetid
Tjekdet
Dieselbiler har længe været udskældt og uønsket i byerne. Men en opsigtsvækkende udtalelse fra afdelingschef i FDM, Torben Kudsk, kan være med til at nuancere opfattelsen af dieselbiler. Foto: Shutterstock
  • En moderne dieselbil sender renere luft ud, end den tager ind. Den kan derfor rense luften i en by med forurening. Sådan lyder det fra afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.

  • Udsagnet er ikke nyt, men går lige nu viralt på sociale medier, hvor det har fået mere end 450.000 visninger.

  • Flere brugere har spurgt TjekDet, om det virkelig kan være sandt.

Det lyder næsten for godt til at være sandt.

Ifølge Torben Lund Kudsk, der er afdelingschef for Økonomisk Politisk Sekretariat i FDM, er udstødningen fra nye dieselbiler så ren, at de ligefrem kan rense luften i en by, som er forurenet. Bilerne sender nemlig renere luft ud, end de tager ind.

Selvom udsagnet ikke er nyt, er det blevet aktuelt igen efter at være gået viralt på Facebook med knap 450.000 visninger og mere end 7.500 delinger. 


En del brugere i kommentarsporet sår tvivl om, hvorvidt der findes reel dokumentation for påstanden, og flere har henvendt sig til TjekDet og efterspurgt et faktatjek.

Undersøgelse bakker påstand op

Torben Lund Kudsks udtalelse blev første gang bragt i en DR-artikel fra 2019 i forbindelse med debatten om miljøvenlige transportmidler. I interviewet forklarer Torben Lund Kudsk, at dieselbiler ikke er så stor en klimasynder, som man i mange år har anset dem for at være. 

Han henviser blandt andet til en rapport fra Teknologisk Institut med testmålinger, som instituttet lavede for en af Nordens største bilimportører, K.W. Bruun & Co. 

Sådan foregik forsøget fra Teknologisk Institut

Forsøget blev udført med to biler fra Peugeot af samme model, men med forskellig type motor: 

 

- Peugeot 308 BlueHDi (diesel)

- Peugeot 308 PureTech (benzin)

 

Begge biler har direkte indsprøjtning. 

 

Forsøget tager udgangspunkt i metoden ‘Real Driving Emission’ (RDE), som er en europæisk anerkendt metode. Metoden skal sikre, at der foretages en realistisk måling. Man ønsker altså at simulere en realistisk kørsel. 

 

Benzin- og dieselbilen bliver udstyret med måleudstyr, som kan måle forskellige partikler i udstødningen og analysere dem. De får også påsat en slange på sidespejlet. Den skal indsamle partikler fra luften i omgivelserne.

 

Bilerne kører en rute, som både inkluderer kørsel på landevej, motorvej og i byen. Ruten er 76 kilometer lang og varer 90 minutter. 

 

Til sidst bliver både partiklerne i udstødningsgassen og i den omgivende luft analyseret til sammenligning.

 

Kilde: Teknologisk Institut

 

Forsøgets formål var at sammenligne udledningen af sodpartikler fra en moderne dieselbil med udledningen fra en moderne benzinbil. 

Derudover ville man sammenligne partikelmængden i den luft, der udledes fra de to biler, med den omgivende luft på ruten.  

Forsøget viste, at partikeludledningen i dieselbilens udstødningsgas var markant mindre end i benzinbilens. Faktisk svarede partikeludledningen i dieselbilens udstødning blot til 2,1 procent af benzinbilens partikeludledning. 

 

Årsagen til den store forskel skal findes i de nye partikelfiltre, som er installeret i alle persondieselbiler fra Euronorm 6d-temp og senere, dvs fra september 2017 og senere.

Kort fortalt fungerer filteret ved, at det opfanger sodpartikler fra forbrændingsprocessen i udstødningssystemet, inden partiklerne udledes i atmosfæren. 

Forsøget viste desuden, at der var færre partikler i dieselbilens udstødningsgas end i den omgivende luft. Dieselbilens partikeludledning var i gennemsnit 35 procent lavere end omgivelsesluften. Benzinbilens var til sammenligning 26 gange højere end omgivelsesluften.

 

Udsagnet holder stik - men nuancer er vigtige

Den observation har fået Torben Lund Kudsk til at komme med sit udsagn om, at dieselmotorer kan rense luften i en forurenet by. TjekDet har været i kontakt med Torben Lund Kudsk, og han mener fortsat, at udsagnet er gyldigt:

“På moderne dieselbiler er der installeret et meget effektivt partikelfilter, der er i stand til dels at opsuge de sodpartikler, der kommer fra motorens forbrænding, men også tager nogle af de partikler, der altid svæver rundt i luften, som vi går og indånder,” fortæller han. 

Han peger desuden på, at udsagnet fortsat har en relevans for måden, vi taler om dieselbiler på, i dag.

“Vores hovedbudskab er, at man er nødt til at forholde sig til realiteterne. Især hvis man laver ny lovgivning, der påvirker mange mennesker. Det nytter jo ikke noget, at man regulerer alle dieselbiler væk med et argument om, at de forurener, hvis de i virkeligheden ikke gør det,” siger han. 

Torben Lund Kudsk understreger dog, at udtalelsen alene handler om udledningen af sodpartikler, og at man derfor ikke kan konkludere på dieselbilens forureningsgrad alene på baggrund af undersøgelsen fra Teknologisk Institut.

Spørger man Kim Winther, seniorspecialist og forfatter til rapporten fra Teknologisk Institut, mener han også, at forsøget taler sit klare sprog:

“Helt overordnet ser vi ofte, at den partikelmængde, der er i udstødningen fra nye dieselbiler, faktisk er lavere end den, vi egentlig går og indånder.”
 
Derfor kan man isoleret set godt argumentere for, at partikelfilteret i dieselbilen renser luften, den tager ind, og sender luft ud, som indeholder færre partikler.

Det er ikke kun Teknologisk Institut, som har undersøgt partikeludledningen på henholdsvis diesel- og benzinbiler. Europas største bilistforening og den tyske pendant til FDM, ADAC (Allgemeiner Deutscher Automobil-Club), laver løbende test af biler og rangerer dem på en miljø-skala. De benytter sig blandt andet også af metoden RDE, som Teknologisk Institut også brugte i deres forsøg. 

I ADAC’s test af de samme to biler, som Teknologisk Institut lavede forsøg på, når de ligeledes frem til, at dieselmotoren udleder markant færre partikler end benzinmotoren.

Desuden skriver ADAC i en artikel om samme emne:

“Partikelfiltre er i stand til at filtrere fra og forbrænde mere end 90 procent af soden  – herunder mange fine partikler, der er mistænkt for at forårsage kræft”. 

Kan vi så bruge dieselbiler som luftrensere?

Torben Lund Kudsk og Kim Winther er dog enige om, at resultaterne fra Teknologisk Institut ikke er ensbetydende med, at man skal bruge dieselmotorer som luftrenser i sin dagligstue. 

Det skyldes hovedsagelig en anden væsentlig faktor, som fortsat er problematisk ved dieselbilerne - nemlig udledningen af CO2. 

Kim Winther peger på, at undersøgelsens konklusioner netop kan bidrage til at flytte fokus fra partikeludledning og over på de faktorer, der er de sande skurke. 

“Hvad angår de her ultrafine partikler, som rapporten handler om, så er filtrene så gode i dag, at det egentlig ikke udgør et særskilt problem. Men så skal vi jo fokusere på de andre ting, som er et problem. For CO2 er jo et megastort problem”, siger han. 

Både Kim Winther og Torben Lund Kudsk understreger samtidig,  at forsøgets konklusioner gælder for moderne dieselbiler med et velfungerende partikelfilter. Ældre dieselbiler filtrerer ikke partiklerne på samme måde, og de udgør derfor et større problem.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.

Opdateret 12. apr 2024