Kongehuset misbruges i falske clickbait-historier på Facebook

Faktatjek 2. sep 2026  -  2 min læsetid
Tjekdet
Foto: Skærmbillede
  • Kongehuset bruges som blikfang i clickbait-opslag på Facebook udsendt af facebooksiden “Dagens Fokus”. 

  • Men historierne er falske, og billederne af medlemmer af kongehuset er AI-genererede.

  • Opslagene leder til en annoncespækket hjemmeside, hvor læseren præsenteres for en lang optakt til en historie, der aldrig bliver udfoldet.

  • Facebooksiden “Dagens Fokus” har over 87.000 følgere og administreres fra Vietnam, viser TjekDets research. 

Dronning Mary i tårer, prins Christian på knæ og grev Nicolai med et scanningsbillede i hånden.

Det er nogle af de billeder, man kan finde på facebooksiden “Dagens Fokus”, der har over 87.000 følgere. Til billederne er knyttet en opslagstekst, hvor en smagsprøve på historien deles.

Men følger man linket i opslagene, bliver man ledt videre til en annoncespækket side (arkiveret her), der indeholder en endnu længere optakt til en historie, som aldrig bliver udfoldet. I stedet kan man læse en artikel fyldt med floskler og uden den afsløring, som man bliver lovet i opslagene.

Der er sandsynligvis tale om en form for affiliate marketing, hvor Facebook-siden bruges til at skabe trafik til hjemmesiden, som herefter kan generere indtægter gennem kommercielle links. 

 

Annoncespækket hjemmeside

Opslagene på siden “Dagens Fokus” følger alle den samme skabelon.

Opslaget indeholder en række billeder og en dramatisk opslagstekst. Men flere af billederne i opslagene bærer præg af at være AI-genereret. Vi har på TjekDet kørt billederne gennem AI-detektionsværktøjer, som ligeledes vurderer, at billederne er AI-genererede.  

I kommentarfeltet ligger et link, der leder videre til en “artikel” på en hjemmeside med hoveddomænet dk.carmagazine.tv. Øverst på siden står navnet “Daily News Trends”.

På siden bliver historien præsenteret i en længere udgave, men for at læse den skal man bane sig vej gennem en stor mængde annoncer.

Det fremgår, hvornår artiklerne er publiceret, men der er ingen skribent angivet, ligesom der ikke fremgår nogen kilder løbende i artiklerne.

Der står desuden intet om, hvem der står bag mediet “Daily News Trends”, og går man ind på mediets forside, ligger der også artikler på svensk. 

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Facebookside administreres fra Vietnam

Facebooksiden, der står bag opslagene, hedder “Dagens Fokus”. Siden blev oprettet tilbage i 2016 under navnet “Constantino elementary school”, men i august 2026 blev navnet ændret til “Dagens Fokus”. Det kunne tyde på, at siden er blevet købt med henblik på at bruge den til affiliate marketing.

Ser man nærmere på sideoplysningerne, fremgår det, at siden hovedsageligt administreres af personer i Vietnam.

TjekDet har forsøgt at tage kontakt til mediet "Daily News Trends” og forelægge dem kritikken via deres kontaktmail. Men da vi forsøger at sende mailen, får vi besked om, at mailadressen er ugyldig.

TjekDet har også været i kontakt med kongehusets kommunikationsafdeling. De ønsker dog ikke at udtale sig. 

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 3. sep 2026