Set af millioner: Rasmus Paludan udpeges som den danske statsminister
-
I en video på sociale medier, der spredes af udenlandske brugere, kan man angiveligt se pakistanske muslimer konfrontere Danmarks statsminister
-
Opslaget er indvandrerkritisk og er set af millioner i udlandet
-
Den nuværende danske statsminister, Mette Frederiksen, er dog ingen steder at spotte i videoen
-
Det er i stedet Stram Kurs-stifteren, Rasmus Paludan, der ses i konfrontation med en gruppe mænd af anden etnisk herkomst end dansk
“Danmarks statsminister konfronteret af pakistansk muslim.”
Sådan kan man læse i adskillige opslag, som deles på både Facebook og X i udlandet. Det tidligste opslag er delt den 10. juni og har flere end tre millioner visninger på X. Brugeren bag opslaget deler jævnligt islamkritisk indhold.
Selv ejeren af X, Elon Musk, har kommenteret “Whoa” til opslaget.
Til opslaget følger en video, hvor man angiveligt kan se verbal konfrontation mellem Danmarks statsminister og en gruppe mænd af anden etnisk herkomst end dansk.
I videoen ses også politi, der er talstærkt til stede i baggrunden. Videoen er tekstet med korrekte engelske undertekster.
Denmark PM confronted by a Pakistani Muslim.
— Imtiaz Mahmood (@ImtiazMadmood) June 10, 2024
“We have 5 children while you have 1 or 2.
In 10 years, there will be more Pakis(Muslims) than Danes here.
There are only 5 million Danes. You will soon be exterminated” pic.twitter.com/LySAgoeIbz
Gruppen af mænd råber - i et mere hårdt sprogbrug end skrevet her - at folk med anden etnisk herkomst end dansk får langt flere børn danskere, og at de derfor kommer til at overtage Danmark i forhold til befolkningssammensætningen.
Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, optræder slet ikke i videoen, som det ellers påstås i opslagene.
I stedet er det stifter af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, der toner frem 48 sekunder inde i videoen, hvor han sammen med sine tilhængere fra Stram Kurs ses diskutere med gruppen af mænd med anden etnisk herkomst end dansk.
Videoen er en sammenklipning af to videoer. De første 48 sekunder af videoen stammer fra en Stram Kurs-demonstrationen i Tilst ved Aarhus den 24. april 2020. I den sammenklippede video ser man ikke Rasmus Paludan i billedet, men i en længere version af videoen, hvor klippet er taget fra, kan man se ham i begyndelsen af videoen.
Den resterende del af den sammenklippede video, hvor man kan se Rasmus Paludan, stammer fra en Stram Kurs-demonstration den 17. juli i 2018 i boligområdet Taastrupgaard i Taastrup uden for København.
Den store befolkningsudskiftning
Teksten til opslaget fremhæver et udsnit af, hvad der bliver sagt i videoen.
“Vi har fem børn, mens I kun har et til to. Om 10 år vil der være flere muslimer end danskere her. Der er kun fem millioner danskere. Snart vil I blive udryddet.”
Men hvad handler det lige om?
Det taler lige ind i islamkritisk teori, der har fået navnet Den Store Udskiftning. Den er udviklet af den franske højreorienterede forfatter Renaud Camus i 2012.
Han argumenterer for, at det europæiske folk med tiden vil komme i mindretal på eget kontinent i takt med, at andelen af muslimer og deres efterkommere i Europa vokser.
Det er også en teori, som Rasmus Paludan har luftet ved flere lejligheder. Ved folketingsvalget i 2019 var Rasmus Paludans parti, Stram Kurs, opstillingsberettiget, og han var derfor inviteret til DR’s partilederrunde forud for valget.
Her advarede Rasmus Paludan mod den store udskiftning og sagde, at hvis udviklingen med, at muslimer i Danmark får flere børn end etniske danskere fortsætter, så vil etniske danskere i 2040 nærme sig at være en minoritet i eget land.
Den påstand blev dog dengang faktatjekket som værende misvisende af både Politiken og DR’s hedengangne faktatjek-program Detektor.
Også Elon Musk har tidligere luftet sin bekymring for den faldende fødselsrate. Elon Musks bekymring retter sig dog ikke specifikt mod muslimer, men mere en generel frygt for, at verden bliver “underbefolket”. Det kan være forklaringen på, at han blander sig i kommentarsporet til videoen.
Skubber til polarisering
Ifølge Thomas Ploug, der er professor ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, er forklaringen bag videoens mange visninger, at der står, at det er den danske statsminister, der optræder i videoen.
“Det tiltrækker seere. Videoen ville overhovedet ikke have fået så mange visninger, hvis det havde vist en konfrontation mellem to tilfældige mennesker på gaden. At det skulle være den danske statsminister fungerer altså som blikfang her,” fortæller han.
Som nævnt deler brugeren bag opslaget primært islamkritisk indhold, og det har en betydning for det dybere formål med at dele videoen. Og så spiller det også en rolle, at man foregiver at vise Danmarks statsminister, vurderer Thomas Ploug.
“Det nærer islamkritik, og det fører til øget polarisering. Hos islamkritikerne vil den nære forestillinger om muslimer som respektløse og som værende ude på et islamistisk korstog for at overtage den vestlige verden og for at grundlægge et samfund, der bygger på ikke-vestlige værdier,” fortæller han og tilføjer:
“Typisk vil man sige, at hvis man har med en statsminister at gøre, så er man i en politisk kontekst, hvor der er nogle krav til den måde, vi kommunikerer med hinanden på. Men videoen foregiver jo at vise et respektløst og nedladende sprogbrug over for statsministeren og faktisk også over for den danske befolkning.”