Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Zenia Stampe mangler dokumentation for at hævde, at danskernes kødspiseri er værre for klimaet end vores energiforbrug

Faktatjek 28. jun 2021  -  3 min læsetid
This describes the image
En gennemsnitlig danskers kødforbrug belaster klimaet mere end samme danskers forbrug af el, varme, benzin og diesel, skriver Radikale Venstres Zenia Stampe i et facebookopslag. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
  • En gennemsnitlig danskers kødforbrug belaster klimaet mere end samme danskers forbrug af el, varme, benzin og diesel, skriver Radikale Venstres Zenia Stampe i et facebookopslag

  • Hun peger på to kilder som belæg for formuleringen

  • Den ene kilde er en artikel, hvor præcis den formulering, Zenia Stampe bruger i sit opslag, tidligere fremgik, men nu er slettet. Den anden er en rapport fra tænketanken Concito, der ikke viser det, Zenia Stampe skriver i opslaget

  • Zenia Stampe har efter TjekDets henvendelse rettet sit opslag

“Pas på, at du ikke falder ned fra stolen, når du læser det her: En gennemsnitlig danskers kødforbrug belaster klimaet mere end samme danskers forbrug af el, varme, benzin og diesel. Det er helt vildt, ikke?”

Sådan spørger landbrugs-, natur- og miljøordfører for Radikale Venstre, Zenia Stampe, i et facebookopslag, hvor hun opfordrer sine følgere til at tænke over, hvor vildt det er, at vores kødforbrug er mere klimabelastende end vores energiforbrug.

Zenia Stampe henviser dog ikke til nogen dokumentation for gennemsnitsdanskerens klimabelastende kødforbrug. Den dokumentation har TjekDet derfor spurgt Zenia Stampe efter. 

I et mailsvar henviser hun til artiklen ‘Sådan spiser du mere klimavenligt’ fra Forbrugerrådet Tænk. Af artiklen fremgik tidligere netop den formulering, som Zenia Stampe bruger i sit facebookopslag. 

“Jeg kan imidlertid se, at de i mellemtiden har fjernet sætningen fra siden,” påpeger Zenia Stampe, hvilket Forbrugerrådet ganske rigtigt har gjort.

“Men jeg tænker, at de har oplysningerne fra Concito (tænketank, red.), og de tal, jeg selv kan finde hos Concito, siger, at privatforbruget af oksekød står for 1,5 ton, og mælk og ost på hver knap 0,5 ton. Men hertil kommer så forbruget i restauranter, kantiner, hospitaler, daginstitutioner mm.,” skriver hun.

 

Sådan så Zenia Stampes facebookopslag om danskernes klimabelastende kødspiseri ud. Hun har sidenhen rettet opslaget, så formuleringen ikke længere fremgår.


Dækker mad og drikke  ikke blot kød 

Tallene, Zenia Stampe henviser til, kommer fra Concitos rapport ‘Klimavenlige madvaner’ fra 2019. I rapporten kan man læse, at “klimabelastningen fra gennemsnitsdanskerens forbrug af mad er større end den samlede belastning fra personens forbrug af el, varme, benzin og diesel.”

Det fremgår desuden, at den gennemsnitlige danskers forbrug af mad og drikke tegner sig for en udledning på 3 ton CO2-ækvivalenter om året, hvor op mod 75 procent stammer fra forbruget af kød og mejerivarer. Forbruget af el, varme og brændstof tegner sig for 2,5 ton.

Concitos beregninger dækker kun ‘mad og drikke’ og viser altså ikke, at en gennemsnitlig danskers kødforbrug alene belaster klimaet mere end samme danskers energiforbrug. Det oplyser Michael Minter, der er chef for programmet ‘Fremtidens fødevarer’ ved Concito og er angivet som forfatter til den rapport, Zenia Stampe henviser til.

“Det må være en misforståelse fra Zenias side,” skriver han i en mail.

 

Han oplyser desuden, at Concito ikke har et tal specifikt for udledningen fra gennemsnitsdanskerens kødforbrug. 

“Desværre. Der findes forskellige tal derude, men de er ikke direkte sammenlignelige med vores opgørelse,” skriver Michael Minter. 

Forbrugerrådet Tænk oplyser, at de slettede passagen om gennemsnitsdanskerens kødforbrug fra deres artikel, fordi den viste sig ikke at være helt korrekt. De beklager fejlen.

TjekDet har foreholdt Zenia Stampe, at Forbrugerrådet har slettet formuleringen, og at Concitos tal ikke viser, som hun skriver. 

"Jeg vil selvfølgelig rette mit opslag, når nu min kilde selv har trukket i land," svarer Zenia Stampe med henvisning til artiklen fra Forbrugerrådet Tænk.

Zenia Stampe har efter TjekDets henvendelse rettet sit opslag, så det ikke længere fremgår, at en gennemsnitlig danskers kødforbrug belaster klimaet mere end samme danskers energiforbrug.

Nu skriver hun i stedet med henvisning til Concito-rapporten, at forbruget af kød, mælk og ost  altså ikke kun kødforbruget  belaster klimaet "omtrent det samme", som samme danskers forbrug af el, varme, benzin og diesel.

Opdateret 30. jun 2021