De lokker med Lego - men du modtager ikke en eneste klods

-
Få en såkaldt “Mystery Box” fra LEGO for 20 kr., hvis du bare svarer på nogle få spørgsmål.
-
Sådan lyder det i flere opslag og annoncer på Facebook, der tilsyneladende stammer fra en dansk kvinde.
-
I virkeligheden er det svindel, der franarrer dig dine oplysninger og sender penge i lommen på svindlere.
“Min datter arbejder for Lego, hun fortalte mig, at ikke mange mennesker ved, at ved at udfylde en lille formular på deres hjemmeside kan man få en Lego-mysteryboks for 20 kr!”
Sådan begynder teksten i et af flere opslag og annoncer på Facebook, hvor en tilsyneladende dansk kvinde forklarer, at du nu kan få LEGO-bokse særdeles billigt. LEGO skal nemlig tømme lageret, og de har derfor besluttet at “give dem væk til alle i Danmark”, lyder det.
Kvinden har selv gjort brug af det gode tilbud, og hun forklarer, at du blot skal tilgå et link og svare på et par spørgsmål. Linket fører til en hjemmeside, der prydes af LEGOs logo, og her kan du starte undersøgelsen og spille et spil, der giver dig adgang til en såkaldt “Mystery Box”.
Derefter bliver du ført til endnu en hjemmeside, hvor du skal indtaste person- og kortoplysninger. Nu lyder beløbet på 63.58 kr. - et beløb og en hjemmeside TjekDet for nylig har set i en anden sammenhæng.
Ligesom vi fandt frem til sidst, så er der tale om svindel. LEGO udlodder ikke mysteriebokse, og siden bag opslag og annoncer er falsk og tilhører ikke en dansk kvinde. Hjemmesiderne er styret af svindlere, og du risikerer at forære dem oplysninger, der kan bruges til fremtidig svindel. Du modtager heller ingen mysterieboks med LEGO, og pengene forsvinder ned i svindlernes lomme.
Følger en velkendt skabelon
Svindelnummeret har en opbygning, TjekDet kender ganske godt, og som ikke er et nyt fænomen. Vi har set det i mange sammenhænge, hvor forskellige danske virksomheder og brands bliver misbrugt og indgår i fortællinger, der minder om den nuværende. Typisk påstås det, at et familiemedlem eller en bekendt arbejder for den pågældende virksomhed, og derfor ved afsenderen af opslaget, at du kan gøre et kup.
Vi har tidligere skrevet om et næsten identisk svindelnummer, der også gik ud over LEGO, og for nylig har vi undersøgt flere tilfælde, der følger den samme fremgangsmåde. Det gælder blandt andet computere fra Elgiganten, hvor selvsamme betalingsside og beløbet på 63.58 kr. også indgik i svindlen, og det gælder en meget billig bænk fra JYSK, hvor en stor del af teksten fra et Facebook-opslag dengang er fuldstændig identisk med teksten, som den “danske kvinde” bruger i denne sammenhæng - produktet er bare udskiftet.
Hjemmesiden, som opslagene fører til, er falsk og skal få dig til at tro, at der er tale om en officiel LEGO-side. Kigger du nærmere på hjemmesidens URL - altså www-adresse - er det dog tydeligt, at der er tale om udenlandske hjemmesider, der ikke tilhører eller repræsenterer LEGO. Hjemmesiden er registreret på en måde, hvor svindlerne skjuler deres oplysninger.

Betalingssiden har vi som nævnt set for nylig. Her kan vi se, at svindlerne har indsat billeder af logoer fra eksempelvis Visa og Mastercard, så betalingsformularen fremstår troværdig. Det er her, du i virkeligheden giver svindlerne dine person- og kortoplysninger, der efterfølgende kan misbruges.
Flere falske Facebook-sider
I alt har vi fundet fire forskellige Facebook-sider, der laver de samme opslag eller annoncer omkring mysteriebokse fra LEGO. Siderne har forskellige danskklingende navne, men profilbilledet viser den samme kvinde på alle sider. Svindlerne har sandsynligvis stjålet billedet fra en rigtig Facebook-profil, og det samme gælder navnene.
Vores research viser, at to af siderne tidligere er gået under andre navne. Det kan vi se, når vi på siderne klikker på “Om” og derefter “Sidegennemsigtighed”. Det kan betyde, at siderne er blevet hacket og overtaget, eller at de har været brugt til anden svindel. En tredje side er oprettet 6. august. Den fjerde side deler navn med den tredje, men er oprettet 12. august, hvilket er samme dag, som den ene af de to første sider ændrer navn fra græsk til dansk - en side der oprindeligt også var oprettet 6. august. Der er altså meget, der tyder på, at Facebook-siderne er forbundet til hinanden og koordinerer svindlen.

I kommentarsporene til de falske opslag finder vi flere brugere, der begejstret fortæller, at de har fulgt anvisningerne og fået deres egne mysteriebokse. De brugere er dog også falske eller overtagne, og deres kommentarer stammer i virkeligheden fra svindlerne, der forsøger at skabe troværdighed om tilbuddet.
Er du i tvivl, om en hjemmeside er sikker at bruge, kan du med fordel slå den op på tjekpånettet.dk. Her vil det ofte fremgå, om en hjemmeside er markeret som indeholdende malware, phishing eller svindel.
Er du faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.