Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Opslag udlodder Lego-æsker men franarrer dig dine oplysninger

Fup og spam 14. aug 2024  -  3 min læsetid
Tjekdet
Endnu engang forsøger svindlere at narre facebookbrugere med falske konkurrencer. Denne gang påstås det, at der er Lego på højkant. Foto: Skærmbillede af Facebook. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch
  • Lego uddeler mystiske æsker i anledning af sit 90-års jubilæum

  • Det kan man læse i flere opslag på Facebook fra en nyoprettet side, der gør reklame for en såkaldt Lego-kampagne

  • I virkeligheden er opslagene et svindelnummer, der skal tilrane sig dine person- og kontooplysninger

  • Lego oplyser, at de ikke står bag hjemmesiden, og at de ikke uddeler Lego-æsker

Skrevet af: Vu Nguyen

Lego uddeler tilsyneladende mystiske æsker til heldige vindere i anledning af virksomhedens 90-års jubilæum.

Det eneste, man skal foretage sig, er at svare på tre enkle spørgsmål, hvorefter man får mulighed for at åbne tre gaveæsker. Er man heldig, at der er gevinst i gaveæsken, kan man få tilsendt en Lego-æske.

Det kan man læse i flere facebookopslag, der indeholder fotoshoppede billeder med rækkevis af overfyldte Lego-kasser. I kommentarfeltet forsikrer flere facebookbrugere, at alt er i skønneste orden med det, der skal forestille at være tilsendte Lego-æsker.

“Jeg ansøgte, og heldigvis var næsten alle sættene Lego Star Wars (jeg er en stor fan) Der var et par ridser på kassen, men alt andet var perfekt,” lyder det for eksempel fra en i kommentarsporet.

Men kommentarerne er falske og kun tilføjet opslaget for at få det til at se troværdigt ud. 

Null

Lego afviser udlodningen, og at de står bag den såkaldte kampagne, der udgiver sig for at være Lego. Det hele er et forsøg på svindel fra en falsk facebookside. Lego har for den sags skyld heller ikke 90-års jubilæum i år, men fejrede det tilbage i 2022.

I en mail til TjekDet skriver Lego, at de er opmærksomme på falske konkurrencer, som benyttes til at stjæle personlige informationer.

“Vi tager problemet meget alvorligt og samarbejder med sociale platforme og internetudbydere for at få fjernet de falske forbrugerundersøgelser og tilknyttede hjemmesider, så snart de opdages, skriver Lego til TjekDet.

Den samme fremgangsmåde

De enslydende facebookopslag kommer fra siden “Beautiful day”, der kun har opslag om den angivelige Lego-kampagne. Går man ind på fanen ‘Om’, kan man se, at siden blev oprettet den 7. august 2024 - altså kort forinden, konkurrencen blev delt. Det indikerer, at siden er blevet oprettet alene med det formål at svindle. Størstedelen af de facebookbrugere, der angiveligt har fået tilsendt de mystiske Lego-æsker, er heller ikke danske, selvom de kommenterer på dansk.

Tjekdet
Forsøger man at deltage i konkurrencen, videresendes man til en hjemmeside, der ligner, at den tilhører Lego. Her ønskes man tillykke med chancen for at deltage i en særlig kampagne, der gør det muligt at købe en eksklusiv Lego-æske for bare 55 kroner. Foto: Skærmbillede af hjemmeside

Prøver man lykken, lander man på en hjemmeside med en meget lang URL. Hjemmesiden giver umiddelbart indtryk af at tilhøre Lego. Men alene URL'ens engelsksprogede tekst og længde sender et signal om, at der ikke er tale om Legos officielle hjemmeside.

På hjemmesiden skal man svare på tre enkle spørgsmål for at få fingrene i en af de 120 mystiske tilgængelige Lego-æsker. Lige meget hvilket svar man vælger, bliver man ledt videre til ni virtuelle gaveæsker, hvor man har tre forsøg til at vælge den rigtige gaveæske med indhold i. Efter talrige forsøg er det altid på tredje og sidste forsøg, at man “gætter” rigtig.

Tjekdet
Mistænker du, at du er stødt på en svindel-konkurrence, er det altid en god idé at holde øje med adresselinjen på den hjemmeside, konkurrencen findes på. Ofte afslører URL'en, at afsenderne ikke er, hvem de udgiver sig for at være. Som i dette tilfælde, hvor hjemmesidens adresse tydeligt tilkendegiver, at der ikke er tale om Legos hjemmeside.

Herefter skal man blot udfylde sine person- og kontooplysninger og betale for levering på en ny adresselinje for at komme i besiddelse af præmien. “Pakken vil blive leveret inden for 5 til 7 dage.”

Men allernederst med småt står der nu, at man bliver medlem af TrueFitnessVideos. En hjemmeside, der gennem et abonnement viser træningsvideoer af forskellige øvelser - altså noget helt andet, end det byggelegetøj som man ellers blev stillet i udsigt.

Det virker altså til, at siden er oprettet med det primære formål at lokke betalingsoplysninger ud af facebookbrugere og binde dem til et abonnement.

Står man i den uheldige situation, at man er kommet til at udlevere sine kontooplysninger til en hjemmeside af mistænkelig karakter, er det vigtigt, at man hurtigst muligt kontakter sin bank for at få den pågældende konto spærret.

Du kan også registrere dig på 'Mit digitale selvforsvar', der er en gratis app fra Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden, som kan hjælpe dig til at være sikker online ved at holde dig opdateret om aktuelle digitale trusler.

Gammelt svindelnummer på nye opslag

Det er ikke første gang, at vi på TjekDet undersøger opslag, hvor man angiveligt kan vinde forskellige produkter eller købe ting og sager for håndører.

I januar 2024 skrev TjekDet om falske facebookopslag, der lokkede med uafhentede pakker fra PostNord.

I december 2023 skrev TjekDet, at fuskere delte opslag om, at man kunne købe glemt bagage i Københavns Lufthavn.

Og i  august 2023 advarede TjekDet om en konkurrence, hvor facebookbrugere stødte på facebooksiden Lille hus, som udloddede gratis små mobile huse.

TjekDet har også flere gange advaret mod konkurrencer med gratis cykler som præmie. Der er altså  god grund til at være på vagt, hvis du i fremtiden bliver eksponeret for konkurrencer på Facebook, hvor du kan vinde ting eller købe dem billigt.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 15. aug 2024

Vil du vide mere?