Facebook-fup: Falske profiler reklamerer for store vægttab og tvivlsomme slankepiller
-
Flere facebookbrugere deler opslag ledsaget af før- og efter-billeder, der viser utrolige vægttab på blot 20 dage
-
Ifølge opslagene skulle løsningen på vægttabet – nogle slankepiller – være langt mere effektive end at løbe en time om dagen
-
Et link i opslagene leder til en artikel, der linker til hjemmesiden, hvor man kan købe slankepillerne
-
Men både de påståede vægttab, artiklen og hjemmesiden er det rene svindel
-
Pillerne lader ikke til at have nogen effekt på vægten, men er blot en måde at friste købere til at give deres kortoplysninger på hjemmesiden for svindlere til at bruge
Måske har du set flere af dine facebookvenner dele opslag, der viser, hvor meget de har tabt sig på kun 20 dage.
Et vægttab, de angiveligt har opnået helt uden at trække i løbetøjet eller ved at undgå fed mad, og som er så overraskende, at deres klassekammerat næsten ikke kunne genkende dem.
Hvis det lyder en smule mærkeligt i dine ører, så har du helt ret.
Bag opslagene er nemlig en virksomhed, der sælger nogle særlige slankepiller, hvor målet ikke er, at du kun skal tabe dig ved at købe pillerne. Det er nærmere en indgang for ‘virksomheden’ til din bankkonto.
Samme fup-opslag med nye vendinger
I de enslydende facebookopslag kan man fra en lang række forskellige brugere læse, hvordan kiloene er raslet af, og hvordan løsningen er mere effektiv end at løbe en time om dagen.
Brugerne afslutter opslagene på Facebook med sætningen “Tak søster for anbefalingen!”.
Og løsningen på vægttabet er ifølge facebookbrugerne nogle slankepiller med navnet Body Plus (Body+).
De enslydende tekster på tværs af forskellige profiler tyder på, at fupmagerne har hacket sig ind på facebookkonti for at sprede opslagene.
Lignende opslag, der også reklamerer for store vægttab, som TjekDet tidligere har kigget på, ligner til forveksling de opslag, der florerer på ny.
Dengang hed slankeproduktet Prima, og forskellige kvinder havde angiveligt tabt sig omkring 20 pund – svarende til cirka ni kilo. Løsningen til vægttabet var på samme vis nogle slankepiller, man kunne købe på en hjemmeside, der har påfaldende ligheder med den hjemmeside, som facebookbrugere linker til i de nye opslag.
Der er flere tegn på, at opslagene er falske. Godt nok deler flest kvindelige facebookbrugere opslag, hvor personen på billedet også er en kvinde.
Men når eksempelvis “Bent” eller “Erik” deler opslag, der ifølge billedteksten skal forestille dem selv, men hvor personen på billedet er en ung kvinde, stemmer det åbenlyst ikke.
Svindelhjemmeside
Fristes man alligevel af brugernes facebookopslag og klikker ind på linket, lander man på en hjemmeside, som ved første øjekast ligner det populære amerikanske magasin Women’s Health, som angiveligt skulle have skrevet om slankepillernes virkning.
Men www-adressen i søgefeltet afslører, at det ikke er den officielle hjemmeside. Adressen siger intet om Women’s Health, men består i stedet af en uforståelig kombination af tal og bogstaver (http://hivvpfy2an77lq.xyz/news03/02?type=really). Desuden skiller artiklen sig ud fra Women’s Health’s andre artikler.
Man skal dog et godt stykke igennem artiklen for at finde ud af, hvor det er muligt at bestille de omtalte slankepiller. Nederst i artiklen ledes man til en hjemmeside med navnet Body Plus, som også er navnet på slankepillerne.
Her skal man vælge sit køn og skrive sin vægt, højde, alder og “målvægt”, som efter alt at dømme er, hvad man håber på at kunne veje til slut – og så vil man få en beregning på, hvilke og hvor mange piller man skal bruge for at nå drømmeresultatet. Herefter leder hjemmesiden dig direkte til at indtaste dine kontooplysninger for at bestille produktet hjem.
Betalingssiden på Body Plus’ hjemmeside fremstår umiddelbart troværdig. Ifølge hjemmesiden er betalingen både sikret af VeriSign, Norton og TRUSTe, der alle er tjenester, der har til formål at sikre, at handel på nettet foregår sikkert.
Det kan alt sammen virke tillokkende. Men alt tyder på, at det påståede vægttab ikke kan opnås på 20 dage ved køb af slankepillerne, som de hackede facebookbrugere påstår i opslagene.
Pas på dine oplysninger
Har du ufrivilligt delt et lignende opslag, er det en god idé at ændre kodeordet til din facebookprofil og fjerne de enheder, der i forvejen er logget ind på din profil i dine indstillinger. Det er også en god idé at slå totrinsgodkendelse til, så du skal acceptere, hver gang en ny enhed – altså en telefon, computer eller tablet – skal have adgang til din konto. Så kan mulige svindlere ikke logge ind, selv hvis de har din adgangskode.
Og har du allerede oplyst dine kreditkortoplysninger til virksomheden, skal du omgående kontakte din bank.
Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.