Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Elgiganten forærer ikke HP-bærbare væk

Fup og spam 20. nov 2024  -  3 min læsetid
Tjekdet
Foto: Skærmbillede fra Facebook
  • Elgiganten uddeler sidste års bærbare computere fra HP for at få plads til nye varer på deres lager 

  • Det kan man læse i flere opslag på Facebook med annoncer for kampagnen

  • Men i virkeligheden er opslagene et svindelnummer, der skal tillokke sig dine person- og kontooplysninger

Elgiganten forærer sidste års HP bærbare computere væk. 

Det eneste, man skal gøre, er at svare på tre spørgsmål, hvorefter man får mulighed for at åbne tre gaveæsker. Er man heldig, at der er gevinst i gaveæsken, kan man købe en HP-bærbar til 20 kun kroner.

Det kan man læse i flere facebookopslag, der indeholder billeder med stabler af HP-bærbare. I kommentarfeltet forsikrer flere facebookbrugere, at de har modtaget computeren og er meget tilfredse. 

“Den kom på bare 3 dage, leveret i morges. Jeg kan stadig ikke tro, at den er ægte. Tusind tak skal I have!”, lyder det for eksempel fra en facebookbruger i kommentarsporet.

Det lyder næsten for godt til at være sandt - og det er det også. 

For Elgiganten deler ikke bærbare computere ud for at gøre plads på deres lagre. Det fortæller de til TjekDet. Opslagene er endnu et eksempel til samlingen af svindelannoncer, som florerer på Facebook.

Kommentarerne i kommentarsporene er også falske og er blot tilføjet til opslaget for at få det til at se troværdigt ud.

Null

Foto: Skærmbillede fra Facebook

Spørgeskema giver adgang til gratis computere

For at kunne hente en gratis computer fra HP, skal du ifølge opslagene besvare et spørgeskema ved at klikke på annoncen. 

Herfra ledes du ind på en side med teksten: “Du er blevet udvalgt til at deltage i Elgiganten-kampagnen. Du har chancen for at vinde en HP Laptop for kun 20kr!”

Hjemmesiden giver umiddelbart indtryk af at tilhøre Elgiganten. Men ser du nærmere på URL’en, bliver det tydeligt, at Elgiganten ikke er afsender. 

På hjemmesiden skal du besvare tre spørgsmål for at bekræfte, at du er et menneske, før du kan få fat i et lod til konkurrencen om de bærbare computere. Herefter bliver du ledt videre til tolv virtuelle gaveæsker, hvor du har tre forsøg til at vælge den rigtige gaveæske med indhold i. På magisk vis er det altid på andet forsøg, at man “gætter” rigtig.

Null

Foto: Skærmbillede fra Facebook

Herefter skal du blot udfylde dine person- og kontooplysninger for at komme i besiddelse af præmien.

Det er dog værd at bemærke, at der i indkøbskurven nu ligger en helt anden præmie - nemlig et bundt tøj fra virksomheden SHEIN. Denne virksomhed er også ved flere lejligheder blevet brugt i samme type svindelnummer. Noget tyder altså på, at det er samme website, der bruges som skabelon til at svindle. 

I toppen af siden står der også med småt, at du ved at deltage i konkurrencen bekræfter, at du har læst og accepteret de officielle regler for konkurrencen. Det indebærer blandt andet, at du skal betale yderligere 25 euro hver anden uge i løbet af konkurrencen, indtil den slutter.

Det virker altså til, at hjemmesiden er oprettet alene med det primære formål at lokke betalingsoplysninger ud af facebookbrugere og binde dem til et abonnement.

Null

Elgiganten afviser, at de står bag en kampagne, hvor de udlover HP-bærbarer. De har flere gange stået for skud i lignende svindel og er derfor  opmærksomme på problemet. Therese Røsland Skov, som er PR- og Kommunikationsspecialist hos Elgiganten A/S, skriver i en mail til TjekDet: 

"Disse mails, beskeder og annoncer kommer IKKE fra os. Hvis man modtager disse beskeder i sin indbakke eller i sit feed, anbefaler vi, at man sletter/anmelder det, samt undgår at klikke på eventuelle links i beskeden eller opslaget. Vi gør alt, hvad vi kan, for at stoppe disse kriminelle, for vi ønsker selvsagt ikke, at vores kunder bliver snydt."

Therese Røsland Skov anbefaler desuden, at man kontakter Elgigantens kundecenter eller benytter den tjekliste, som de har lagt op på deres hjemmeside, hvis man er i tvivl om, hvorvidt en annonce er ægte. 

Velkendt svindel 

Svindelannoncerne om HP bærbarer følger en velkendt skabelon, som TjekDet flere gange har beskrevet i andre eksempler. Det gælder blandt andet falske annoncer om mystiske Lego-æsker, som efter sigende blev delt ud. TjekDet har også flere gange skrevet om annoncer, som påstod, at Kastrup Lufthavn solgte ud af mistet bagage. Men det er også fup. 

Står man i den uheldige situation, at man er kommet til at udlevere sine kontooplysninger til en hjemmeside af mistænkelig karakter, er det vigtigt, at man hurtigst muligt kontakter sin bank for at få den pågældende konto spærret.

Du kan også registrere dig på 'Mit digitale selvforsvar', der er en gratis app fra Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden, som kan hjælpe dig til at være sikker online ved at holde dig opdateret om aktuelle digitale trusler.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 13. feb 2025

Vil du vide mere?