Sofie Lindes ansigt bliver ufrivilligt brugt i annonce for krypto-svindel

-
Kendis-svindlen på Facebook ruller igen, og Sofie Linde bruges ufrivilligt som blikfang i artikler, der foregiver at være fra BT
-
Artiklerne handler dog ikke om Sofie Linde, men derimod journalist Anders Lund Madsen
-
I artiklerne påstås det, at han live på Aftenshowet skulle have anbefalet en investeringsplatform
-
Men artiklerne er falske, og live-udsendelsen er opdigtet
“Beskyldningerne mod Sofie Linde er endelig blevet bevist! Hendes hemmelighed er endelig afsløret!”
“Sofie Linde fik en tragisk afslutning! Morgens nyheder chokerede alle danskere!”
Sådan lyder det i Facebook-opslag, som lige nu florerer på Facebook. Opslagene linker til artikler, som umiddelbart ser ud til at være fra bt.dk.
Men artiklerne er falske, og de er oprettet af svindlere, som ønsker at tjene penge ved at svindle intetanende Facebook-brugere til at investere i krypto-valuta.
Opslag leder ind på artikel med Anders Lund Madsen
Når du klikker ind på artiklen, er layoutet magen til BT’s netavis, men hvis man ser nærmere på sidens URL - altså hjemmesidens adresse, bliver det tydeligt, at det ikke er BT, som er afsender af artiklen. I dette tilfælde med Sofie Linde ledes man eksempelvis til hjemmesiden creeper.top, der altså ikke er B.T.
En anden ting springer i øjnene, når man læser den falske BT-artikel; nemlig at artiklen slet ikke handler om Sofie Linde, men derimod om journalist og tv-vært Anders Lund Madsen.
Det skyldes formentlig, at netop dette svindelnummer på facebook er meget omfangsrigt, og mange forskellige kendte danskere har været igennem møllen. Særligt Anders Lund Madsen har været ufrivilligt ansigt på de falske artikler.
Anders Lund Madsen har tidligere fortalt til TjekDet, at han flere gange har forsøgt at få politiet til at se på sagen, men uden held:
“Jeg ville sådan ønske, at nogen med myndighed vil tage det seriøst i den grad, som I tilsyneladende - som de eneste - gør i øjeblikket", sagde han dengang til TjekDet.
Typisk er det kun navn og billeder, som udskiftes i artiklerne, når endnu en kendis skal agere nyt blikfang til artiklerne. Derfor er det sandsynligt, at bagmændene er kommet til at linke til en tidligere version af de falske artikler.
Hemmeligheden bag en stor formue
I artiklen bliver det beskrevet, at Anders Lund Madsen havnede i en heftig diskussion med tv-værten Mette Bluhme Rieck, da han var inde som gæst i Aftenshowet. Her endte han angiveligt med at afsløre hemmeligheden bag sin formue, da han fortalte, at han har oprettet sig på investeringsplatformen XBT +V4 Bumex.
I artiklen indgår billeder, som skulle være fra interviewet i Aftenshowet. Men billederne er i virkeligheden manipulerede, og interviewet i Aftenshowet har aldrig fundet sted. Platformen, der linkes til i den falske artikel, har alene til formål at lokke penge ud af folk.
For at oprette dig som bruger, skal du indtaste sit navn, mail og telefonnummer. Herefter får du en pop-up besked på hjemmesiden om, at du snart vil blive ringet op af en rådgiver, som kan hjælpe dig i gang med at bruge platformen.
Flere danske ofre har oplevet, at de faktisk bliver ringet op af en overbevisende “investeringsrådgiver”, der får dem til at investere i kryptovaluta. I virkeligheden er der tale om falske investeringer, hvor svindlerne beholder ofrenes penge.
Denne type svindel har stået på gennem flere år, uden at Meta har formået at stoppe det.
De falske artikler følger ofte samme skabelon, hvor en kendt dansker har medvirket i et opdigtet interview i Aftenshowet. Her har de fortalt om, hvordan de på kort tid har tjent en masse penge. I artiklen indgår billeder, som enten er taget ud af kontekst eller er manipuleret.
TjekDet har forsøgt at få en kommentar fra Sofie Linde, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Er du faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.