Aktindsigt: Hvordan gik det til, at Folketinget fik en præst?

Indsigt 17. jul 2026  -  5 min læsetid
Tjekdet
Socialdemokratiets Ida Auken jublede, da det blev meldt ud, at Folketinget får en præst tilknyttet. Men hvis idé var det egentlig? Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
  • Det har skabt stor debat, at Folketinget skal have en præst tilknyttet efter sommerferien, og kirkeminister Ida Auken er blevet kritiseret for sin fejring af nyheden.

  • En aktindsigt viser, at ideen om at have præst tilknyttet Folketinget går flere år tilbage, og tilbuddet fra Københavns biskop kom efter et ønske fra Folketinget selv.

  • TjekDet kortlægger, hvordan den omdiskuterede præsteordning blev til.

Det skabte røre i sommerandedammen, da Ida Auken (S), landets nye sundheds- og kirkeminister, den 30. juni på Instagram og Facebook delte en video på, hvor hun sidder i en bil og jubler. Begejstret kunne hun berette, at Folketinget får sin egen præst.

Det har Folketingets Præsidium enstemmigt vedtaget.

Politikere i det socialdemokratiske bagland har betvivlet og kritiseret Ida Aukens fortælling om, at folkekirken har spillet en særlig rolle i det danske demokrati. Andre kritiske røster mener, at folketingspolitikere ikke bør have særlig privilegeret adgang til en præst.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Men fælles for kritikere, tilhængere og folk midtimellem er en tvivl om, hvor ideen stammer fra, hvad ordningen indebærer - og hvad det skal koste.

TjekDet er dykket ned i forløbet, og det viser sig, at der er forskellige udlægninger af detaljerne og forløbet.

Her er historien om, hvordan det blev til, at Folketinget for første gang får en præst tilknyttet. Og hvorfor er der ikke er enighed om, hvem der står fadder til ideen.

Koster ikke Folketinget noget

I sit opslag den 30. juni i år skriver Ida Auken, at Folketinget får en præst. Det har et enigt præsidium besluttet. Og så takker hun i øvrigt Søren Gade, der er folketingsmedlem for Venstre og Folketingets formand, for at tage det op.

Samme dag udsender Folketinget en pressemeddelelse med nyheden.

Her kan man læse, at der har været forskellige forespørgsler om muligheden for at tilknytte en præst til Folketinget. Og at Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, “har henvendt sig til Folketingets formand med et tilbud om, at en eller flere præster i Københavns Stift kan stille sig til rådighed for Folketinget, så medlemmer kan få en samtale.”

I flere kommentarspor på sociale medier spørger brugere, hvem der skal betale for ordningen, men det står helt eksplicit i både Ida Aukens opslag og i pressemeddelelsen, at det ikke vil betyde økonomiske merudgifter for Folketinget, da det vil indgå i den såkaldte almindelige pastorale tjeneste - altså præsternes arbejde i det sogn, de er tilknyttet. I det her tilfælde København.

På initiativ fra Folketinget

At det er præstelig betjening uden afregning fremgår også af et brev fra biskop Peter Skov-Jakobsen til Søren Gade den 4. september 2025. TjekDet har læst brevet, og her rækker biskoppen ud, da det “af dagspressen fremgår, at der er et ønske om en præstelig betjening af Folketinget”, men at aflønningen virker til at være et problem.

Brevet blev sendt dagen efter, at Kristeligt Dagblad kunne fortælle, at folketingsmedlem Ida Auken havde foreslået præsidiet at tilknytte en præst.

Biskoppen skriver videre i brevet til Søren Gade:

“Jeg vil blot erindre dig om, at jeg meget gerne tilbyder denne præstelige betjening.” Og så tilføjer han senere, at der ikke vil være “økonomisk ulejlighed for Folketinget”.

Det er vigtigt at bide mærke i ordet “erindre”. I hvert fald hvis man spørger Københavns Stift. De påpeger nemlig over for TjekDet, at dialogen mellem biskoppen og Folketinget om en præsteordning begyndte længe før brevet den 4. september 2025.

“Jeg er meget glad for din positive tilgang til vores ønske om at have en præst tilknyttet Folketinget og dets medlemmer.”

Tilbuddet, som biskop Peter Skov-Jakobsen minder Søren Gade om i brevet, går mere end to år tilbage og var blevet til på initiativ fra Folketinget selv. Det viser en korrespondance fra 2023, som TjekDet har fået aktindsigt i.

I et brev, som TjekDet er i besiddelse af, dateret den 31. maj 2023 til Folketingets direktør, Marie Hansen, kvitterer Peter Skov-Jakobsen for et møde de to imellem den 15. maj 2023. Et møde vedrørende en eventuel aftale om en præstelig betjening af Folketinget.

“Indledningsvis vil jeg udtrykke min glæde over, at der udtrykkes et ønske om en gejstlig betjening af Folketinget og dets medlemmer,” skriver Peter Skov-Jakobsen i brevet.

På foranledning af mødet den 15. maj 2023 fremsender biskoppen i brevet et forslag om at inddrage en bestemt præst i de videre drøftelser. 
Lidt mere end en måned senere er der svar. I et brev dateret 10. juli 2023, som TjekDet også har læst, takker Søren Gade - i sin rolle som formand for Folketinget - biskoppen for brevet. Søren Gade takker også Peter Skov-Jakobsen for at tage sig tid til at mødes med Ida Auken.

Derefter bekræfter Søren Gade, at initiativet til en præsteordning kom fra Folketinget selv.

“Jeg er meget glad for din positive tilgang til vores ønske om at have en præst tilknyttet Folketinget og dets medlemmer,” lyder det i brevet.

Søren Gade lader biskoppen vide, at de vil bruge sommerferien på at overveje den videre proces.

“Jeg glæder mig til at tale videre om det efter sommerferien,” skriver Søren Gade.

Men ifølge TjekDets aktindsigt er der ikke mere officiel korrespondance, før biskoppen kontakter Søren Gade igen to år senere for at minde ham om deres tilbud til Folketinget, efter det altså kom frem, at Ida Auken havde foreslået det til Præsidiet.

Takker ja ti måneder senere

Påmindelsen i september 2025 satte dog ikke skub i tingene. Københavns Stifts pressechef, Kristian Danholm, siger til TjekDet, at biskoppen ikke fik svar, før Folketinget den 30. juni delte nyheden om, at de vil takke ja til tilbuddet.

Det fremgår også af et brev fra Søren Gade til Peter Skov-Jakobsen netop den 30. juni i år, som TjekDet er i besiddelse af. Her takker han for henvendelsen - der altså går ti måneder tilbage - og beklager den lange svartid. Søren Gade skriver derefter, at det er et enigt Præsidium, der takker ja til hans tilbud.

TjekDets aktindsigt viser, at en direktionskonsulent i Folketinget havde varslet pressechef Kristian Danholm om, at de ville udsende en pressemeddelelse med nyheden om, at Præsidiet takker ja til tilbuddet.

Tjekdet
En aktindsigt, som TjekDet har fået, viser, at Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, allerede tilbage i maj 2023 blev præsenteret for et ønske fra Folketinget selv om at få præst tilknyttet. Herefter tilbød han en gratis ordning på vegne af Københavns Stift. Foto: Sille Arendt

Men udover det har der ikke været nogen dialog mellem Københavns Stift og Præsidiet, oplyser Kristian Danholm til TjekDet.

“Der har ikke været nogen samtale om, hvordan det skal arrangeres, hvor meget tid der skal bruges, og hvor det skal foregå. Der er ingenting på tegnebrættet endnu - vi har slet ikke snakket om, hvordan sådan en ordning skal fungere,” siger Kristian Danholm og tilføjer:

“Det eneste, der er 100 procent sikkert, er, at det ikke skal have noget med politik at gøre.”

Han forsikrer dog om, at tilbuddet stadig står.

Det er derfor stadig oppe i luften, om der alene er tale om en mulighed for at have samtaler med en præst, eller om Københavns Stift og deres præster også skal tage sig af de ugentlige andagter for folketingsmedlemmer og ansatte på Christiansborg. Det er lige nu deltagerne selv, der inviterer præster til de korte gudstjenester.

I Folketingets pressemeddelelse udtaler Søren Gade også, at de nærmere praktiske omstændigheder skal drøftes efter sommerferien. Og Kristian Danholm fortæller til TjekDet, at Præsidiet har henvendt sig med henblik på at få et møde i kalenderen efter sommerferien.

TjekDet har rakt ud til Præsidiet for at få deres kommentar til forløbet. Vi vil også gerne høre, hvorfor de i pressemeddelelsen ikke skriver, at det startede med et ønske fra Folketinget selv tilbage i 2023.

Men Folketingets presseafdeling oplyser til TjekDet, at de ikke kommenterer på sager om processer og møder. De ønsker derfor ikke at gå ind i, hvordan processen har været om at få tilknyttet en præst. 

 

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her
 

ARTIKLEN ER OPDATERET

21-07-2026 | KL. 10:14 


Det fremgik tidligere af artiklen, at Københavns Stift har en anden udlægning af forløbet end den, der officielt er udmeldt fra Folketingets Præsidium. Det er nu rettet til, at der generelt er forskellige udlægninger af detaljerne i forløbet.

Opdateret 23. jul 2026