Må ældre på plejehjem i København kun få 80 gram oksekød om ugen? Alternativet-politikers udtalelse vækker harme

Faktatjek 6. maj 2026  -  5 min læsetid
Tjekdet
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
  • En udtalelse fra Alternativets gruppeforperson, Birgitte Kehler Holst, under et møde i  Københavns Borgerrepræsentation har startet en heftig debat om, hvor meget kød de ældre på plejehjemmene i København må spise.

  • Flere beskylder Alternativet-politikeren for at ville begrænse beboernes indtag af oksekød til 80 gram om ugen med en begrundelse om, at det er “den generation, der har svinet allermest.”

  • Men sådan faldt ordene ikke.

  • Birgitte Kehler Holst argumenterede imod, at beboere på plejehjem skal fritages for København Kommunes Mad- og Måltidsstrategi, da hun mener, at plejehjemmene skal bidrage på lige fod med andre til at reducere kommunens klimaaftryk.

  • Men hvor meget kød må plejehjemsbeboerne så få?

Kødindtaget på de københavnske plejehjem har været genstand for stor debat de seneste dage.

Anledningen er et klip, der deles på sociale medier, fra et møde i Københavns Borgerrepræsentation. Her ser man gruppeforperson for Alternativet, Birgitte Kehler Holst, sige, at “i Alternativets øjne skal alle, også ældre, bidrage til, at vi når vores klimamål. Og i parentes betragtet er det lige præcis den generation, der har svinet allermest.”

Til mødet diskuterer kommunalpolitikerne Københavns Kommunes Mad- og Måltidsstrategi, som har til formål at reducere måltidernes klimaaftryk med 25 procent. I strategien indgår en vejledning om at servere maksimalt 80 gram okse,- kalve- og lammekød om ugen til hver plejehjemsbeboer.

Både Birgitte Kehler Holsts udtalelser og kommunens mad- og måltidsstrategi vækker forargelse på sociale medier, blandt andre hos Malte Larsen, der er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Han kritiserer udtalelsen og udtrykker sin harme over, at kommunens strategi angiveligt medfører, at plejehjemsbeboere i København ikke må indtage mere end 80 gram oksekød om ugen.

“11,4 gram oksekød. Så meget må plejehjemsbeboere i Københavns Kommune spise om dagen, for ikke at overskride den ugentlige grænse på 80 gram. Ifølge en politiker fra Alternativet skyldes det, at vores ældre har været de største klimasyndere igennem deres liv. Og derfor skal de straffes,” skriver han på X.

Udtalelsen er også faldet Det Konservative Folkepartis formand, Mona Juul, for brystet. Hun opfatter tilsyneladende Birgitte Kehler Holsts udtalelse, som om Alternativet mener, at plejehjemsbeboere slet ikke må få kød.

“Alternativet mener åbenbart, at plejehjemsbeboere ikke må få kød, fordi de har ”svinet” hele livet. Derfor skal de have linser i stedet for kød,” skriver hun på Facebook.

Men Birgitte Kehler Holst siger ikke i sin tale på mødet i Københavns Borgerrepræsentation, at kommunens plejehjemsbeboere ikke må få kød. Hun siger heller ikke, at beboerne skal begrænses til hver 80 gram oksekød om ugen, fordi de er de største klimasyndere.

I stedet argumenterer hun imod Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkepartis forslag om at undersøge muligheden for at frisætte plejehjemmene i kommunen for mad- og måltidsstrategien, så plejehjemmene i højere grad selv kan sammensætte måltider med udgangspunkt i beboernes ønsker frem for hensyn til klimaet. Birgitte Kehler Holst mener ikke, at plejehjemmene skal undtages.

TjekDet har forsøgt at få et interview med Birgitte Kehler Holst, men det er ikke lykkedes inden redaktionens deadline. Til B.T. har hun dog undskyldt for sin udtalelse, men hun fastholder samtidig, at også ældre skal følge kostrådene og dermed bidrage til at reducere kommunens klimaaftryk fra måltider.

“Jeg kom med en lidt for frisk kommentar fra talerstolen, og det er jeg ked af. Men jeg oplever det helt grundlæggende som uproblematisk, at vores ældre medborgere – ligesom resten af københavnerne – får serveret sund, velsmagende og økologisk mad, der følger de danske kostråd,” siger hun til B.T.

Tjekdet
Malte Larsen er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti. Han blev valg ind ved folketingsvalget i 2026. På X skriver han, at plejehjemsbeboere i Københavns Kommune nu kun må få 11,4 gram oksekød om dagen - en påstand der også deles af flere andre både danske og udenlandske brugere. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Pejlemærker, ikke krav

Det er ikke kun Malte Larsen fra Dansk Folkeparti, der påstår, at plejehjemsbeboerne i København ikke må få mere end 80 gram oksekød om ugen. Det fremgår i adskillige opslag på sociale medier, hvor det betegnes som både “formynderi” og “helt skævt”. Også udenlandske brugere deler påstanden i stor stil på det sociale medie X.

Men må en plejehjemsbeboer i København så maksimalt få serveret 80 gram oksekød om ugen?

Københavns Kommune har udarbejdet en folder til “plejehjem og midlertidige døgnophold med produktionskøkken”, som de kalder ‘Pejlemærker for klimavenlige og ernæringsrigtige måltider’. I den står under vejledende mængder, at okse-, kalve- og lammekød højst bør udgøre 80 gram om ugen.

Men der er altså tale om et pejlemærke og ikke en fastlagt grænse på 80 gram, fastslår Københavns Kommune i et skriftligt svar til TjekDet:

“Det er ikke en regel, at plejehjemsbeboere i Københavns Kommune kun må få 80 gram oksekød om ugen – det er vejledende pejlemærker i stil med de officielle kostråd,” skriver kommunen og fortsætter:

“De enkelte plejehjem arbejder forskelligt med pejlemærkerne, for eksempel ved at reducere mængden af rødt kød og erstatte med andre proteinkilder – det kunne være bælgfrugter. Men et plejehjem kan i princippet også vælge at beholde det røde kød og i stedet reducere andre madvarer som deres bidrag til CO2-reduktionen.”

Københavns Kommune skriver også, at pejlemærkerne er et led i kommunens strategi om at mindske kommunens klimaaftryk på fødevareindkøb med 25 procent, men det får ikke konsekvenser for det enkelte plejehjem, hvis de ikke lever op til målet.

“Der er ingen sanktioner over for det enkelte plejehjem, hvis de ikke reducerer tilstrækkeligt – der er som sagt tale om vejledende pejlemærker. Vi oplever generelt, at plejehjemmene er glade for pejlemærkerne, fordi de kan vise vejen til en varieret, velsmagende og ernæringsrigtig kost.”

TjekDet har spurgt Københavns Kommune, hvor meget selvbestemmelse den enkelte plejehjemsbeboer har i sammensætningen af sin kost, hvis man eksempelvis ønsker at indtage mere end den vejledende mængde på 80 gram oksekød om ugen. Her lyder svaret:

“Der er som sagt ingen grænser for, hvad beboerne på vores plejehjem må spise, og man finder selvfølgelig alternative løsninger, hvis en beboer ikke kan eller vil spise den mad, der bliver serveret på dagen, for eksempel en rest fra dagen før eller lignende. Derudover tager plejehjemmene altid hensyn til de beboere, der har behov for særlig kost, for eksempel pga. allergi, intolerance, synkebesvær eller lignende.”

Langt fra kostråd til vaner

Udover de 80 gram okse-, kalve- eller lammekød om ugen anbefales der i Københavns Kommunes folder også en vejledende mængde på samlet set 500 gram tilberedt kød om ugen per plejehjemsbeboer. Det kunne eksempelvis være kyllinge- eller svinekød.

Og de mængder flugter mere eller mindre med Fødevarestyrelsens generelle kostråd. Kostrådene lyder faktisk på kun cirka 350 gram kød om ugen, og styrelsen anbefaler desuden at begrænse især okse- og lammekød. Det begrunder de ud fra både et sundheds- og klimahensyn.

Anbefalingerne stemmer dog ikke overens med danskernes kødvaner i praksis. En rapport fra DTU Fødevareinstituttet viser nemlig, at en voksen dansker i gennemsnit spiser 130 gram kød om dagen – altså knap et kilo om ugen. Her udgør okse- og kalvekød 300 gram om ugen og altså et godt stykke over de 80 gram, plejehjemspersonalet vejledes i at give til de ældre.

Tjekdet
I Københavns Kommunes folder anbefales der udover 80 gram okse-, kalve- og lammekød ugentligt en vejledende mængde på samlet 500 gram kød om ugen per plejehjemsbeboer i form af eksempelvis kylling eller svinekød. Foto: Richard R/Unsplash

Henviser til artikel og kontekst

TjekDet har spurgt Det Konservative Folkeparti, hvorfra de finder belæg for, at Alternativet mener, at plejehjemsbeboere ikke må få kød. Partiets pressetjeneste oplyser, at Mona Juul refererer til en artikel i Berlingske, hvor der står:

”Ældre danskere har svinet i årtier og været en kæmpe belastning for klimaet. Og det må beboerne på plejehjemmene i København være med til at betale prisen for. Derfor skal de spise linser og bønner – og undvære nogle af de hakkebøffer, de har spist hele deres liv. For »kød er ikke en menneskeret«, og alle må bidrage til klimakampen. Det mener Alternativets gruppeforperson i Københavns Borgerrepræsentation”.

Der er dog tale om en redaktionel tekst i Berlingske, som ikke er direkte citater fra Birgitte Kehler Holst. Hun citeres ikke i artiklen for, at plejehjemsbeboere ikke må få kød.

TjekDet har foreholdt Malte Larsen, at Birgitte Kehler Holst ikke har begrundet oksekødsindtaget på maks 80 gram om ugen per plejehjemsbeboer med, at de har været de største klimasyndere, som han skriver i sit opslag.

I et skriftligt svar til TjekDet påpeger han, at han lægger vægt på konteksten for Birgitte Kehler Holsts udtalelser.

“Udtalelsen fra Alternativets politiker om, at de ældre “er dem, som har svinet mest”, blev fremsat under en debat, som specifikt handlede om hvorvidt beboere på plejehjem skal omfattes af Københavns rigide klima-madpolitik, herunder kravet om, at de maks må spise 80g oksekød om ugen. Som argument for, at de ældre på plejehjem, som ikke bare selv kan købe og tilberede deres egen mad, skal underlægges Alternativets hjerteløse klima-madpolitik,” skriver Malte Larsen.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 6. maj 2026