Bulgarsk mand og kvinde dømt for overfald og krænkende adfærd mod 12-årig pige i Skotland

Indsigt 16. jun 2026  -  2 min læsetid
Tjekdet
Da en video af en bevæbnet pige gik viralt i september 2025, skrev TjekDet, at skotsk politi - stik mod, hvad der blev hævdet på sociale medier - meddelte, at videoen viste et bulgarsk kærestepar, der blev overfuset af en gruppe piger på gaden. Men historien viser sig nu at være en helt anden. Foto: Skærmbillede
  • En meget omtalt sag fra Skotland, som pustede til debatten om indvandrere, har fundet en foreløbig afslutning ved retten i Dundee.

  • TjekDet har tidligere skrevet om, at en 12-årig skotsk pige blev anklaget af politiet for at bære ulovlige våben under en episode med en bulgarsk mand og en bulgarsk kvinde.

  • Tidligere blev sagen fremstillet som om, at de to bulgarere var ofrene.

  • Men den bulgarske mand og kvinde er nu blevet fundet skyldige i overfald samt “truende og krænkende adfærd”.

En meget omdiskuteret fra Dundee i Skotland har nu fået en foreløbig afslutning ved retten.

Tilbage i september 2025 skrev TjekDet, at en 12-årig skotsk pige var blevet anklaget af politiet for at bære ulovlige våben under en episode med en bulgarsk mand og en bulgarsk kvinde.

En episode, som i den grad tændte ild i debatten om migranter i Storbritannien, fordi mange hævdede, at pigen brugte våbnene i selvforsvar.

I første omgang lagde politiet til grund, at den 12-årige skotske pige havde antastet det bulgarske søskendepar og truet dem med en økse. Samtidig betegnede politiet det som misinformation, når brugere på sociale medier anklagede bulgarerne for at være skyld i episoden.

Men få dage efter TjekDets artikel om sagen blev en unavngiven mand og kvinde sigtet i sagen, hvilket fik os til at opdatere artiklen med den nye information. Politiet oplyste dog ikke, hvad de blev sigtet for.

Det står imidlertid klart nu. I sidste uge blev den bulgarske mand og den bulgarske kvinde nemlig begge fundet skyldige i overfald i forbindelse med episoden ved retten i Dundee.

Endvidere er den bulgarske mand også fundet skyldig i “truende og krænkende adfærd”.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Antastede selv pigerne

Sagen fik stor opmærksomhed på sociale medier, fordi en video fra sekvensen, filmet af den bulgarske mand, gik viralt på blandt andet X.

I forbindelse med videoen fremstillede den bulgarske mand sig som offeret, der utilsigtet blev udsat for hadytringer fra en gruppe af piger, som angiveligt truede ham med en økse.

Den forklaring har dommeren i Dundee Sheriff Court nu tilsidesat. Retten finder i stedet den bulgarske mand skyldig i “truende og krænkende adfærd” over for en af pigerne, og politiet vurderer, at mandens adfærd startede hele episoden.

Den bulgarske mand blev også fundet skyldig i overfald for at skubbe en af pigerne.

I retten vidnede pigerne fra gruppen mod den bulgarske mand, og deres vidneudsagn stemmer overens med en overvågningsvideo af hændelsen, mente dommeren Timothy Niven-Smith.

Ifølge vidneudsagnene skulle den bulgarske mand have startet episoden ved at komme med seksuelle kommentarer rettet mod en af pigerne.

I retten nægtede den bulgarske mand, at det skulle have været tilfældet, og han fremhævede i stedet, at pigerne kom med nedladende kommentarer mod ham.

Det var dog ikke en forklaring, som dommeren fandt troværdig.

Han lagde i stedet vægt på, at børnenes skældsord var et resultat af den bulgarske mands adfærd.

Den bulgarske mands søster har allerede tidligere erklæret sig skyldig i overfald i forbindelse med episoden. Strafudmålingen sker den 5. august.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 16. jun 2026