Coronaskeptisk læge forsvundet fra Twitter: Hvor er Kim Varming?
-
Overlæge i klinisk immunologi ved Aalborg Universitetshospital Kim Varming er kendt som skeptiker af myndighedernes corona-restriktioner
-
Han giver ikke så sjældent sin holdning til kende på det sociale medie
-
Men nu er hans twitterprofil blevet væk
-
På de sociale medier løber rygtet, at han er blevet "censureret" af Twitter
-
TjekDet følger sporene... Og historien viser sig at være en anden
INDSIGT Han er kendt som skeptiker af myndighedernes corona-restriktioner. Og han giver ikke så sjældent sin holdning til kende på det sociale medie Twitter.
Men forsøger man for tiden at besøge Kim Varmings twitterprofil, bliver man mødt af en næsten helt tom side, hvis ikke det var for en kort tekst med fed skrift: Denne konto findes ikke.
Kim Varming, der er overlæge i klinisk immunologi ved Aalborg Universitetshospital, blev ellers en populær herre på det sociale medie, da han i efteråret gik i rette med de danske myndigheders tiltag overfor spredningen af den nye coronavirus.
I coronaskeptiske kredse er hans tweets ofte blevet refereret som argumenter for, at myndighedernes restriktioner overfor virussens spredning er en overreaktion.
Men nu er der altså ikke længere adgang til hans profil, og det har fået flere brugere på både Facebook og Twitter til at spekulere.
Er Kim Varming - ligesom USAs tidligere præsident Donald Trump - mon blevet censureret af Twitter?
TjekDet ringer til ham. Men han tager ikke telefonen.
Vi lægger en besked på hans telefonsvarer: "Har Twitter låst dig ude?"
Artiklen fortsætter under billedet
Sådan ser det ud, når man for tiden besøger Kim Varmings twitterprofil. Hvor er Varming blevet af? Foto: Skærmbillede af twitterprofil.
Låst ude?
Tilbage i efteråret lavede Kim Varming en række opslag, hvor han skrev, at det var på tide at ophæve restriktionerne. Han mente, at 80-90 procent af danskerne allerede var immune over for covid-19 - en sygdom, der ifølge Kim Varming, i øvrigt ikke er værre end en almindelig influenza.
Dengang gik flere forskere i rette med hans teorier. Det skete blandt andet i TjekDets spalter.
I Twitters regelsæt står det, at man ikke må bruge Twitters tjenester til at dele falske eller vildledende information om covid-19, som kan forårsage skade. Hvis man flere gange forbryder sig mod regelsættet, kan det føre til “permanent udelukkelse”. Og lige nu stiller mange sig altså spørgsmålet, om det sociale medie på den baggrund har sat et punktum for Kim Varmings tweets.
Artiklen fortsætter under billedet
Google har gemt en tidligere version af Kim Varmings twitterprofil.
Da der ikke længere er adgang til Kim Varmings twitterprofil, er det ikke til at afgøre, om overlægen skulle have delt noget, som kunne få det sociale medie til at sætte foden ned og hive den digitale mundkurv frem af sanktionsæsken.
Google har dog gemt en tidligere version af den nu lukkede twitterprofil. Her kan man se, at Kim Varmings seneste tweet tilsyneladende er delt den 18. januar i år. Her delte han et link til youtube-videoen ‘Sandheden om CV19-vaccinen’.
Ligesom Kim Varmings twitterprofil er også linket til den video en blindgyde. Følger man linket bliver man mødt af et udråbstegn og beskeden: “Denne video er blevet fjernet, fordi den overtræder YouTubes servicevilkår.”
Artiklen fortsætter under billedet
Senest Kim Varming var aktiv på sin twitterprofil, delte han en youtube-video, som nu er blevet fjernet fra tjenesten for at "bryde med servicevilkår".
Trænger til en lille pause
Nu ringer journalistens telefon.
“Det er Kim Varming, Aalborg.”
Hej Kim! Har du hørt min besked?
“Ja, det har jeg.”
Forklaringen på Kim Varmings manglende tilstedeværelse på Twitter viser sig nu ikke at have noget med Twitter at gøre.
“Nej, det er såmænd bare fordi, jeg trænger til en lille pause. Jeg synes det tog lidt for meget tid, så jeg har inaktiveret den (twitterprofilen, red.) for en periode. Jeg ved ikke lige hvor længe, men det er ikke fordi Twitter har lukket mig ude,” forklarer han.
Så det er ikke, fordi Twitter er kommet med nogle advarsler?
“Nej, det har jeg faktisk aldrig fået. Jeg kan heller ikke se, hvad de skulle advare mig for.”
Hvad er det, der har taget så meget tid?
“Nu er der jo ret mange følgere på den, så der kommer hele tiden nogle bemærkninger, som man nogle gange føler, man skal svare på. Så nu holder jeg lige pause.”
“Jeg kan ikke engang gå ind at kigge på andres Twitterprofiler. Det skal man jo have en konto for at kunne gøre. Så nu kan jeg rigtig slappe af. Men på et tidspunkt åbner jeg den nok igen. Man har 30 dage. Hvis man ikke åbner den inden for 30 dage, så bliver den helt slettet. Så det bliver nok inden for 30 dage, jeg åbner den igen,” siger Kim Varming.
“Men lige nu har jeg også fortalt det, jeg ville fortælle, så der er såmænd ikke så meget nyt lige nu.”
Nå, men så er det jo meget ligetil...
“Ja, jeg smutter igen. Det er godt. Godt du, hej.”
Hej, hej.