Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Donald Trump fortsat bandlyst fra Facebook, men tilsynsråd åbner en dør på klem

Indsigt 5. maj 2021  -  3 min læsetid
Tjekdet
Facebook spærrede i begyndelsen af januar i år overraskende den tidligere præsident Donald Trumps konto på det sociale medie. Foto: Olivier Douliery/AFP/Ritzau Scanpix
  • Facebooks uafhængige tilsynsråd har i dag besluttet at opretholde det sociale medies eksklusion af den tidligere præsident Donald Trumps  profiler på Facebook og Instagram

  • Facebook smed præsidenten på porten tidligere på året. Det skete blandt andet med den begrundelse, at han underminerede "den fredelige og lovlige magtoverdragelse til hans valgte efterfølger, Joe Biden"

  • Tilsynsrådet, der har den tidligere danske statsminister Helle Thorning-Schmidt som medformand, forlanger dog, at Facebook inden for seks måneder evaluerer virksomhedens egen beslutning

  • Det kan i princippet betyde, at Donald Trumps udelukkelse fra platformen bliver ophævet

Skrevet af: Thomas Hedin

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump er stadig ikke velkommen tilbage på Facebook og Instagram. Det besluttede det sociale medies uafhængige tilsynsråd onsdag.

Rådet opretholder dermed Donald Trumps eksklusion fra Facebook, som platformen effektuerede tidligere på året. Og eksklusionen var på ubestemt tid.

Facebooks stifter og direktør Mark Zuckerberg begrundede blandt andet beslutningen med, at præsidenten ikke havde taget klar afstand fra urolighederne foran den amerikanske kongresbygning den 6. januar, ligesom Donald Trump underminerede "den fredelige og lovlige magtoverdragelse til hans valgte efterfølger, Joe Biden."

Men den tidligere præsident kan måske alligevel snart igen være at finde på Facebook og Instagram. Tilsynsrådet, der blandt andet har den tidligere danske statsminister Helle Thorning-Schmidt som medformand, forlanger nemlig, at Facebook genovervejer beslutningen, fordi rådet blandt andet finder det "upassende" ikke at sætte en udløbsdato på spærringen af Donald Trumps konti på Facebook og Instagram, som det sociale medie også ejer. 

Og mens rådet anerkender, at omstændighederne den 6. januar berettigede, at Facebook greb til handling, så hvilede virksomhedens  begrundelse ikke klart nok på de fællesskabsregler, der gælder for alle platformens brugere.

"Facebooks sanktioner (overfor brugerne, red.) indebærer normalt at fjerne ulovligt indhold, udelukke brugere i en fastsat periode eller permanent lukke sider og konti," skriver rådet i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Ved at bruge en vag og uformel sanktion, og samtidig sende sagen videre til tilsynsrådet til behandling, har Facebook forsøgt at unddrage sig sit ansvar. Tilsynsrådet afviser Facebooks anmodning og insisterer på, at Facebook tilvejebringer og berettiger en defineret sanktion".

Rådet har givet Facebooks ledelse seks måneder til at evaluere sagen. Den nye redegørelse kan i princippet ende med, at Donald Trump får nøglerne tilbage til sine konti på Facebook og Instagram.

"Vil vil nu se på rådets beslutning og finde frem til en afgørelse, der er klar og proportional. I mellemtiden vil hr. Trumps konti stadig være suspenderede," skriver Facebook i en kommentar til dagens rådsbeslutning.

Trump-video var dråben, der fik bægeret til at flyde over

Facebook havde længe givet Donald Trump lang snor til at udfolde sig på det sociale medie. Men i forbindelse med stormen på den amerikanske kongres den 6. januar havde det sociale medie fået nok.

Under urolighederne blev præsidenten fra flere sider opfordret til at henvende sig direkte til sine støttere, der havde forsamlet sig foran  kongresbygningen, og hvor det lykkedes enkelte af dem at trænge ind i bygningen. Donald Trump offentliggjorde på både Twitter og Facebook en video, hvor han opfordrede støtterne til at forlade området, men i samme åndedrag gentog han sine udokumenterede påstande om, at der blev begået massiv valgsvindel under præsidentvalget i november.

Facebook fjernede videoen, og dagen efter meddelte Mark Zuckerberg, at han frygtede, Donald Trump ville fortsætte med at lave opslag, der ikke overholder det sociale medies regler og værdier, hvorfor præsidenten blev udelukket fra at bruge sine sider på Facebook og Instagram.

Facebooks de facto 'højesteret'

Facebooks nye tilsynsråd blev nedsat i maj sidste år og har til opgave, at træffe beslutninger om, hvilket indhold på Facebook og Instagram der skal tillades eller fjernes med udgangspunkt i ytringsfrihed, injurier og misinformation. Og de beslutninger er det sociale medie forpligtet til at følge.

Det er Facebook selv, der har taget initiativ til at oprette det uvildige råd. Initiativet kommer, efter platformen flere gange er blevet kritiseret for ikke at gøre nok for at dæmme op for misinformation, men også for at fjerne indhold uden at give en ordentlig forklaring til facebookbrugeren. 

Sagerne, som rådet beslutter sig for at se nærmere på, lægges i høring på rådets hjemmeside, og her kan alle tilkendegive deres holdning til opslagene.

Skulle rådet ende med helt at tilsidesætte eller korrigere Facebooks afgørelser, er virksomheden forpligtet til at handle og følge rådets beslutninger.

“Facebook skal følge vores afgørelser. Og det betyder, at hvis de har taget en brugers indhold ned, skal de lægge det på platformen igen. Men de skal også fremover bruge dem (afgørelserne, red.) som guideline for lignende sager,” sagde Helle Thorning-Schmidt til BBC sidste år.

Trump: De sociale medier er en skændsel

Donald Trump har allerede reageret på dagens afgørelse fra tilsynsrådet, hvor han kritiserer Facebook og de andre store sociale medier.

"Hvad Facebook, Twitter og Google har gjort, er en total skændsel og en forlegenhed for vores land. USA's præsident har fået frataget sin ytringsfrihed. fordi de vanvittige venstreorienterede er bange for sandheden, men sandheden vil alligevel komme frem, større og stærkere end nogensinde," lyder det blandt andet i den tidligere præsidents kommentar. Han tilføjer:

"Befolkningen i vores land vil ikke finde sig i det! Disse korrupte sociale medier skal betale en politisk pris og må aldrig igen få lov til at ødelægge og decimere vores valgproces.”

Opdateret 3. jun 2021