Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

De første klagesager er nu havnet hos Facebooks ‘højesteret’

Indsigt 3. dec 2020  -  2 min læsetid
Tjekdet
Den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har fået plads i toppen i Facebooks nye uafhængige tilsynsråd sammen med tre andre medformænd. Rådets første sager er nu havnet på mødebordet. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
  • Den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har fået plads i toppen i Facebooks nye uafhængige tilsynsråd sammen med tre andre medformænd

  • Det nyoprettede råd skal behandle klager fra brugere i sager, hvor Facebook har fjernet deres indhold. Virksomheden er forpligtet til at følge rådets afgørelser

  • Rådsmedlemmerne har modtaget 20.000 klager fra facebookbrugere. De første seks sager, som rådet behandler, er nu i høring 

Skrevet af: Thomas Hedin

INDSIGT Facebooks nye tilsynsråd har valgt de første sager, som rådsmedlemmerne nu vil tage stilling til.

Det nyoprettede tilsynsråd skal træffe beslutninger om, hvilket indhold på Facebook og Instagram der skal tillades eller fjernes med udgangspunkt i ytringsfrihed, injurier og misinformation. Og de beslutninger er det sociale medie forpligtet til at følge.

Medlemmerne blev udpeget i maj måned i år og tæller blandt andet den tidligere danske statsminister Helle Thorning-Schmidt, der er en af tre medformænd.

Det er Facebook selv, der har taget initiativ til at oprette det uvildige råd. Initiativet kommer, efter platformen flere gange er blevet kritiseret for ikke at gøre nok for at dæmme op for misinformation, men også for at fjerne indhold uden at give en ordentlig forklaring til facebookbrugeren. 

Sagerne spænder vidt

Helle Thorning-Schmidt og hendes rådskolleger har fået tilsendt over 20.000 sager fra brugere, der ønsker, at tilsynet vurderer Facebooks reaktioner på opslagene.

Nu har rådet udvalgt de første seks sager, som skal behandles på det kommende første rådsmøde. Sagerne handler alle om tilfælde, hvor Facebook har fjernet brugeres indhold, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Det er blandt andet indhold med billeder af bryster i et opslag om brystkræft, et billede af et dødt barn ledsaget af en opslagstekst, der sætter spørgsmålstegn ved Kinas behandling af over en million muslimske uighurer. Lækkede dokumenter antyder, at myndighederne holder befolkningsgruppen i noget, der minder om genopdragelseslejre med tvang og indoktrinering.

De første seks sager

  1. Et skærmbillede af twitteropslag fra den tidligere malaysiske premierminister Mahathir Mohamad, hvor han skriver, at “muslimer har ret til at være vrede og dræbe millioner af franskmænd på grund af fortidens massakrer”.
  2. Billede af et fuldt påklædt, dødt barn, hvor den medfølgende opslagstekst på burmesisk spørger, hvorfor der ikke har været fordømmelser over Kinas behandling af uighur-muslimer.
  3. Billeder, der angiveligt viser kirker i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, hvor der i følgeteksten står, at byen er bygget af armenere og spørger, hvor kirkerne er blevet af.
  4. Otte billeder på Instagram af kvinders bryster og brystvorter, hvor der på portugisisk skrives om symptomer på brystkræft.
  5. Et angiveligt citat fra Nazi-Tysklands propagandaminister Joseph Goebbels.
  6. En video om de franske myndigheder, der ikke vil godkende medicinpræparaterne hydroxyklorokin og azithromycin til behandling af covid-19-patienter.

Kilde: Facebook.
 

Facebook skal rette ind

De seks udvalgte sager er i øjeblikket i høring på rådets hjemmeside, og her kan alle tilkendegive deres holdning til opslagene.

Skulle rådet ende med helt at tilsidesætte eller modificere Facebooks afgørelser, er virksomheden forpligtet til at handle og følge rådets beslutninger.

“Facebook skal følge vores afgørelser. Og det betyder, at hvis de har taget en brugers indhold ned, skal de lægge det på platformen igen. Men de skal også fremover bruge dem (afgørelserne, red.) som guideline for lignende sager,” siger Helle Thorning-Schmidt til BBC.

Hvornår de første afgørelser bliver offentliggjort, har rådet ikke oplyst. Men Facebook har tidligere tilkendegivet, at det gerne skal ske inden for 90 dage, skriver BBC.

Den tidligere danske statsminister meddelte den 6. maj 2020 på Twitter, at hun har fået plads i Facebooks nye tilsynsråd.

Opdateret 18. feb 2021