Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Facebook strammer grebet om grupperne

Indsigt 13. okt 2020  -  1 min læsetid
Tjekdet
Foto: Kon Karampelas/Unsplash

Fremover vil Facebook ikke længere foreslå brugere at blive medlem af grupper, der udbreder indhold om sundhed.

Brugere skal derfor aktivt søge efter eller inviteres til sundhedsgrupper, hvis de vil være medlem.

Tiltaget sker som led i, at Facebook vil mindske misinformation og skadeligt indhold i grupper på platformen. Information om sundhed skal i højere grad komme fra sundhedsmyndigheder, skriver Facebook i en pressemeddelelse.

Derudover vil Facebook fremover generelt give administratorer i grupperne mere magt over gruppens indhold.

Overtræder et gruppemedlem Facebooks fællesskabsregler ved for eksempel at sprede hadtale, skal gruppens administrator godkende samtlige opslag fra brugeren i 30 dage efter overtrædelsen.

Men med magten følger ansvar. For godkender en administrator opslag fra brugere, der gentagne gange overtræder reglerne, vil hele gruppen blive fjernet.

Og bliver gruppen fjernet, vil både administratorer og moderatorer få karantæne mod at oprette nye grupper.

Det kunne man ellers førhen, så længe der ikke var tale om lignende grupper.

Desuden vil grupper, der i en længere periode ikke har haft en aktiv administrator, blive deaktiveret, indtil administratoren igen er aktiv.

Facebook har også i den senere tid forsøgt at rydde ud i konspirationsteorier på platformen.

Siden august har Facebook taget indhold om konspirationsteorien QAnon ned, når det har hyldet voldelig adfærd. Men fra 6. oktober er Facebook gået hårdere til den konspiratoriske bevægelse. Nu vil alt indhold om QAnon-bevægelsen - voldeligt eller ej - blive fjernet fra Facebooks platforme.

Opdateret 18. okt 2020