Falske modelagenter narrer intime billeder ud af unge kvinder på Instagram

-
Modelbureauer advarer om, at falske profiler på sociale medier misbruger deres navn. De kontakter unge på Instagram og via mail og forsøger at lokke intime billeder ud af dem.
Du ser rigtig cool ud, og vi er altid på udkig efter nye talenter.
Den slags beskeder modtager unge danske kvinder på Instagram fra personer, der tilsyneladende repræsenterer anerkendte modelbureauer og er på jagt efter nye kønne ansigter.
Modelagenterne spørger til kvindernes alder og kropsmål, og om kvinderne kan sende billeder, hvor de er afklædt.
Men Instagram-profilerne har intet med modelbureauer at gøre, for kvinderne har været i kontakt med svindlere.
Den seneste tid har modelbureauet Le Management advaret mod svindlere, der misbruger bureauets navn i forsøg på at lokke intime billeder ud af både unge kvinder og mænd.
“Vi har efterhånden fået en del henvendelser fra personer, der er blevet kontaktet af nogen, der udgiver sig for at arbejde for Le Management og derved har fået dem til blandt andet at sende videoer, billeder og kropsmål over mail eller Instagram,” siger Ditte Roesgaard, der er juridisk rådgiver for Le Management.
Le Management er blot et af en lang række bureauer, hvis navn bliver misbrugt af svindlere.
Store internationale modelbureauer som Elite Models og IMG Models advarer også mod svindlere, der hævder at repræsentere dem. De understreger, at de ikke efterspørger undertøjs- eller nøgenbilleder, når de rekrutterer nye modeller.
Modelplatformen Models.com kender også til problemet og siger, at de ikke rekrutterer via mail og sociale medier, som svindlerne gør. Den britiske forening af modelagenter BFMA advarer også mod svindel, der rammer unge kvinder med modeldrømme, hvor ofrene risikerer at blive franarret både penge og nøgenbilleder.
Falsk agent
På Instagram har en profil med navnet Alexander Stormgaard skrevet til unge danske kvinder. Profilen hævder at arbejde for Le Management og har henvendt sig med spørgsmål om alder og kropsmål.
Men der er ikke ansat nogen hos Le Management med det navn, siger bureauet til TjekDet.
TjekDets reseach viser, at profilen har skiftet navn 13 gange, hvilket indikerer, at profilen har været anvendt til forskellige formål og ikke er autentisk. Profilen har et billede, men det er ikke lykkedes TjekDet at identificere, hvem personen på billedet er, eller hvem der står bag profilen.
En Instagramprofil med navner Alexander Stormgaard har i flere tilfælde skrevet til danske kvinder under dække af at arbejde for Le Management. Men han er ikke ansat hos modelbureauet. Da TjekDet ikke har kunnet identificere personen, der optræder på profilens profilbillede, er det her sløret. Foto: Skærmbillede.
I andre tilfælde er unge ifølge Le Management blevet kontaktet af en Anna fra mailadressen anna@lemanagementscouting.com, som også hævder at arbejde for modelbureauet. TjekDet har gransket mailadressen, men det er ikke lykkedes at finde frem til, hvem der har oprettet den.
Ifølge Le Management er bureauet blevet kontaktet af flere, der har sendt intime billeder til de falske profiler i den tro, at de var ved at blive rekrutteret som model.
TjekDet har forsøgt at få de falske agenter i tale, men de har ikke reageret på henvendelsen.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.