Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

De manipulerer stjålet materiale med AI, hævder at have Downs syndrom og vil lokke dig til at købe porno

Indsigt 10. jul 2025  -  9 min læsetid
Tjekdet
Instagram-modellers indhold bliver stjålet, manipuleret og brugt som lokkemad for OnlyFans-profiler, hvor brugere kan betale for pornografisk indhold. Foto: Sarahdavirgo & Skærmbillede
  • OnlyFans-profiler lokker folk ind med billeder og videoer af unge kvinder på Instagram og TikTok, hvor det ligner, at de har Downs syndrom.

  • Men det er skabt med et AI-filter, og TjekDets research viser, at alle profilerne stjæler materiale fra Instagram-modeller, som også har OnlyFans-profiler.

  • Ifølge en ekspert, TjekDet har talt med, kan tendensen være medvirkende til at retfærdiggøre vold mod minoritetskvinder.

  • TjekDet har været i kontakt med flere af bagmændene og identificeret en af dem.

Instagram-modellen Sarah Cortina tager sine 574.000 følgere med vidt omkring.

 

Ud for kysten i det mexicanske ferieparadis Los Cabos sidder hun på kanten af en båd poserende i bikini med en klippe i baggrunden. Foran Eiffeltårnet i Paris, der står oplyst i kontrast til aftenens mørke, poserer hun i jeans og en tætsiddende hvid top. 

 

Der kvitteres med tusindvis af likes på billederne. Og hendes følgere har mulighed for at følge et link videre ind på hendes profil på OnlyFans, hvor hun viser endnu mere af sig selv, hvis man betaler for et abonnement, som forretningsmodellen på OnlyFans byder det. 

 

Samme forretningsmodel bruger Miranda, en anden Instagram-model med 779.000 følgere. Det samme gør Annabelle. Og flere andre.  

 

Men disse Instagram-modeller - der typisk også er at finde på TikTok - har også en anden ting til fælles. De får stjålet deres materiale af personer, som opretter profiler på TikTok og Instagram og ved hjælp af et AI-filter ændrer modellernes ansigtstræk, så det ser ud, som om de har Downs syndrom. Det bliver italesat med en tekst på billederne i en seksualiseret tone, og også på disse profiler er der typisk et link til OnlyFans, hvor man angiveligt kan se mere. 

 

I juni afdækkede TjekDet denne voksende tendens, som formanden for Landsforeningen Downs Syndrom, Line Natascha Larsen, kaldte både bekymrende og forkastelig. Nu er vi dykket længere ned i, hvem der står bag.  

 

I vores research har vi talt med nogle af dem, som får stjålet deres materiale, og dem, der stjæler det. Vi har fundet ud af, at AI-filtret, der får det til at se ud, som om kvinderne har Downs syndrom, ikke kun bruges til at lokke kunder til OnlyFans-profiler, men at der også sælges nøgenbilleder, hvor filtret er brugt. Og vi har fundet frem til en af bagmændene. 

Flere tusinde følgere

Søger man på ‘Down syndrome’ eller ‘Downs syndrom’ på Instagram eller TikTok, bliver det hurtigt tydeligt, hvor mange billeder og videoer med klare seksuelle undertoner, der florerer af unge kvinder, der tilsyneladende har Downs syndrom. Og der er tilhørende tekster som: 

 

"Ja, jeg har Downs syndrom og en krop, der får dig til at glemme, at din eks nogensinde har eksisteret,” eller “Hvis du er en ældre mand, som elsker søde piger, ville du så ignorere mig, fordi jeg har Downs syndrom?”

 

Nogle profiler har få følgere, mens andre har flere tusinde. Det skyldes blandt andet, at særligt Meta - ejerne af Instagram - lukker mange af profilerne, fordi de forbryder sig mod platformenes retningslinjer. Profilerne har derfor typisk ikke ret lang levetid, og flere af dem, som TjekDet har identificeret, er i skrivende blevet lukket. 

 

Men de dukker konstant op igen med et enslydende profilnavn. Og det er tydeligt, at bagmændene er de samme, for i profilbeskrivelsen bliver der linket til samme OnlyFans-side som på den tidligere profil. For det er tilsyneladende hele pointen - at lokke brugere fra Instagram og TikTok videre over på OnlyFans, hvor det er muligt at tjene penge på folk, der ønsker at se eksplicit seksuelt indhold af unge kvinder med Downs syndrom.

 

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

 

Og det er problematisk er flere grunde, vurderer Jakob Johan Demant, som er professor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet.

 

“Der kan være en konsekvens for dem, der får misbrugt deres materiale, men en anden del af det er, at det kan skabe yderligere stigmatisering af personer med Downs syndrom, fordi de lige pludselig bliver forbundet med en eller anden form for seksualisering,” udtalte han i juni til TjekDet

 

Ifølge Line Natascha Larsen er det at udføre indirekte skade på kvinder med Downs syndrom. 

 

“Objektivisering af kvinder med handicap kan føre til en form for umenneskeliggørelse, mere misbrug og en fornemmelse af, at de ikke er 'fuldstændige mennesker'. Derfor er der også en stor risiko for, at denne seksualisering af ​​kvinder med Downs syndrom kan sætte virkelige kvinder med Downs syndrom i fare for at blive udsat for overgreb ved udbredelsen af disse falske billeder og profiler,” sagde hun tilbage i juni

Dehumaniserer kvinder med Downs syndrom

TjekDet har præsenteret vores seneste research for Anne Kirkner, som er adjunkt ved Criminal Justice på Roosevelt University og har forsket i seksuelle overgreb på kvinder med handicap.

 

Ifølge Anne Kirkner lever tendensen blandt andet, fordi den spiller på folks nysgerrighed. Og selvom metoden er ny for hende, kalder hun det “et meget gammelt problem i en ny indpakning.”

 

Hun er enig med Line Natascha Larsen i de konsekvenser, det i sidste ende kan have for kvinder med Downs syndrom og andre intellektuelle handicap. Alt, der dehumaniserer en gruppe mennesker, skaber ifølge Anne Kirkner en struktur, hvor det er tilladt at gøre vold mod dem.

 

“Hyperseksualisering bruges til at retfærdiggøre vold mod minoritetskvinder. Det viser, at der fortsat diskrimineres mod folk med handicap, og at der er en voksende tendens til at betragte minoritetsgrupper som ikke-menneskelige – som acceptable mål for vold,” forklarer hun til TjekDet. 

Stjæler fra flere profiler

I juni identificerede TjekDet en enkelt Instagram-model, der havde fået stjålet og misbrugt en af sine videoer - tyske Jolie Becker, der selv tjener penge på OnlyFans og godt var klar over, at hendes videoer er blevet manipuleret uden samtykke. 

 

“Jeg synes, det er virkelig ærgerligt, at folk tyr til sådan noget bare for at få opmærksomhed eller kliks. At gøre en sådan tilstand til genstand for latterliggørelse er fuldstændig upassende,” udtalte hun i juni til TjekDet.

 

Men det har vist sig, at det er en generel fremgangsmåde, at profilerne med AI-filtre stjæler indhold fra andre.

 

Ved at søge efter ‘Down syndrome’ på Instagram og TikTok fandt vi hurtigt et tocifret antal profiler, der bruger AI-filtret i billeder og videoer. For at finde ud af, om deres materiale er stjålet fra andre profiler, lavede vi en omvendt billedsøgning på nogle af de videoer og billeder, der har særlige kendetegn. 

 

For eksempel billedet på båden ud for Los Cabos’ kyst med en klippe i baggrunden. Det er nemlig ikke hos modellen Sarah Cortina, vi støder på billedet første gang. Det gør vi på TikTok-profilen @leynadoown, som har 862 følgere. På billedet, der blev lagt op på TikTok den 8. juni 2025, står der: "Jeg har Downs syndrom, men jeg må vel ikke også være lækker?"

 

Ved at søge på billedet på Google kan vi konstatere, at det er et stjålet billede, som oprindelig er blevet lagt op på Instagram den 7. maj 2025 af den tidligere nævnte Instagram-model Sarah Cortina. Uden et filter eller nogen omtale af Downs syndrom. På samme vis fandt vi billedet af hende foran Eiffeltårnet. 

 

Tjekdet
Billedet til venstre delte Instagram-modellen Sarah Cortina på sin profil den 7. maj i år. En måned senere deles billedet til højre af profilen @leynadoown, der hævder at være en kvinde med Downs syndrom. Foto: Sarah Cortina & Skærmbillede

 

Alene på TikTok-profilen @leynadoown har vi dokumentation for misbrug af mindst tre Instagram-profiler. For eksempel et selfie fra en seng, som Instagram-modellen Annabelle, der også har en OnlyFans-profil, lagde ud den 18. august 2024. Knap ti måneder senere dukker billedet op hos @leynadoown, men nu med et Downs-filter og samme tekst som på billedet fra båden. 

 

På Instagram-profilen @phebedownie, som i skrivende stund har omtrent 5.900 følgere og ikke er blevet lukket, finder vi også misbrug af flere Instagram-modeller. 

 

For eksempel en video, som @phebedownie deler med sine knap 6.000 følgere den 28. april. Her danser hun foran kameraet i en azurblå top og sorte bukser med hvide prikker, og i videoen er der sat en tekst ind, som er med til at seksualisere videoen, og som beretter, at hun angiveligt har Downs syndrom. 

 

Kombinationen af tøjet og baggrunden er heldigvis særegent nok til, at vi finder originalen, da vi tager et skærmbilledeaf videoen og søger efter det på Google. Videoen blev originalt delt juleaften 2024 af Instagram-profilen @itsmirandahmarie, som har 779.000 følgere og et link til en populær OnlyFans-profil. Her står der intet om Downs syndrom, og der er ikke noget filter.

 

Tjekdet
Billedet til venstre stammer fra en video, instagramprofil @itsmirandahmarie delte den 24. december 2024. Til højre er et billede fra en video, der blev delt på profilen @phebedownie den 28. april i år. Her er AI-filtret anvendt, og profilet skulle angiveligt tilhøre en kvinde med Downs syndrom. Foto: Itsmirandahmarie & Skærmbillede

Tilbyder nøgenbilleder med AI-filter

I et forsøg på at finde ud af, hvem der står bag profilerne med Downs-filtre, abonnerer vi på en række af de OnlyFans-profiler, der linkes til på Instagram-profilerne med de manipulerede billeder og videoer.

 

På OnlyFans-profilerne finder vi billeder af afklædte kvinder eller kvinder i lingeri samt opslag om, at man kan se mere, hvis man betaler. Fælles for flere af profilerne er, at man ikke på de billeder, der er synlige på profilerne, kan se ansigtet på kvinderne.

 

Flere af dem skriver i et opslag til deres abonnenter, at de af mange er blevet spurgt, hvorfor de ikke vil vise deres ansigt. Og forklaringen lyder i alle tilfælde, fordi de “ikke er en normal pige”, og derfor ikke er klar til at vise deres ansigt endnu. 

 

På alle profilerne får vi også, hvad der virker som en automatiseret chatbesked, så snart vi har abonneret på dem, hvor vi får tilbudt en pakke af billeder for et bestemt beløb. I chatbeskeder spørger vi de profiler, vi har abonneret på, hvorfor de ikke viser deres ansigt på profilen. Vi spørger dem også, om de vil vise ansigt, og om de har Downs syndrom. 

 

Eksempelvis OnlyFans-profilen @itsleyna. Den linkes der til fra flere instagramprofiler, som alle har ‘leyna’ i brugernavnet. Der er også flere andre TikTok-profiler end førnævnte @leynadoown med navnet ‘leyna’ i sig, og de linker hver og en ind til en ‘leyna’-profil på Instagram. Alle veje leder i sidste ende til OnlyFans-profilen @itsleyna. 

 

Tjekdet
Flere af profilerne på TikTok og Instagram, der bruge Downs-filtret, leder i sidste ende til OnlyFans-profilen @itsleyna. Her kan brugere betale for at se mere eksplicit indhold. TjekDets research viser, at profilen også sælger nøgenbilleder, hvor filtret bruges. Foto: Skærmbillede

 

I skrivende stund har @itsleyna - siden 15. marts i år - delt 86 billeder og 11 videoer. Ligesom det gælder for de andre profiler er hun iklædt lingeri eller på anden vis næsten afklædt. Og vi kan ikke se hendes ansigt på billederne.

 

Vi får med det samme en chatbesked fra @itsleyna, hvor hun tilbyder et nøgenbillede for ni dollars. Vi starter med at spørge, om den instagramprofil, vi har fundet hende igennem, er hendes egen, og det bekræfter hun. Vi spørger, hvorfor hun ikke vil vise sit ansigt på OnlyFans, når hun gør det på Instagram, men det lykkes os ad flere omgang ikke at få svar på det spørgsmål.

 

Kort efter tilbyder hun dog, at vi for 50 dollars kan få 10 nøgenbilleder med hendes ansigt, hvor man kan se, at hun har Downs syndrom. Vi kan altså konstatere, at filteret med Downs syndrom også anvendes på OnlyFans-profiler, hvor det bruges på mere eksplicit, seksuelt indhold. 

 

Og det skræmmer Anne Kirkner. 

 

“Det seksualiserer en gruppe mennesker på en måde, som for mig virker umenneskeliggørende,” siger hun.

 

TjekDet kan ikke gennem OnlyFans identificere, hvem der står bag @itsleyna. Men der er en god sandsynlighed for, at det i virkeligheden er en mand, vi har chattet med. Det er nemlig lykkedes os at identificere personen bag instagramprofilen @specialcolomb, som har 30.800 følgere og har delt 103 opslag siden det første den 18. april i år. Og selvom ‘leyna’ ikke indgår i navnet, linkes der i profilteksten til @itsleyna på OnlyFans. 

 

Hans navn er Keevon Hawkins, og ifølge TjekDets research er han midt i 20’erne og bosat i den amerikanske by Cleveland i delstaten Ohio. Vores research viser også, at han er tidligere straffet for i 2018 at begå et væbnet tyveri mod en 16-årig dreng, som han lokkede hjem til sig selv under påskud af at ville sælge ham et par sko. 

 

Vi har i chatten på OnlyFans spurgt @itsleyna, om det er Keevon Hawkins, der står bag profilen, men det har vi ikke fået noget svar på. Vi har heller ikke fået svar på den mail, vi har sendt til Keevon Hawkins. 

 

På en anden af OnlyFans-profilerne kan man faktisk se ansigt på nogle af billederne. Dog kun hvis man abonnerer. Det er profilen @phebeeee, som vi har fundet gennem instagramprofilen @phebedownie - profilen, der som tidligere beskrevet har stjålet materiale fra blandt andre Instagram-modellen @itsmirandahmarie.

 

Personen på billederne på OnlyFans ligner dog ikke personen på instagramprofilen, og hun har tydeligvis ikke Downs syndrom. Vi spørger derfor, om @phebedownie er hendes instagramprofil og modtager et bekræftende svar. I første omgang svarer hun, at hun ikke har Downs syndrom, men da vi spørger, hvorfor hun så skriver på sin Instagram-profil, at hun har, så vender hun på en tallerken og svarer, at hun har Downs syndrom. Herefter svarer hun ikke længere. 

 

Blandede svar fra platformene

TjekDet har rakt ud til alle de personer, som ifølge vores research har fået stjålet og manipuleret noget af deres materiale. 

 

To af dem er vendt tilbage på vores forespørgsler, men de har ikke lyst til at kommentere på historien til citat. Den ene vil se nærmere på det, mens den anden ikke regner med, at der kan gøres noget ved det. Hun undrer sig over den konkrete sag, men kender godt til, at hendes billeder og videoer bliver misbrugt. For hende at se er det desværre en risiko ved at være på sociale medier. 

 

Line Natascha Larsen fra Landsforening Downs Syndrom mener dog ikke, at der bør være den risiko. Ikke kun for de modeller, der får stjålet deres materiale, men særligt fordi det rammer alle kvinder med Downs syndrom. 

 

Hun mener, at Meta, TikTok og OnlyFans har et stort ansvar for at forbyde brugen af AI-filtre, som dem vi ser her, og opfordrer samtidig til strengere love, så medieplatformene i højere grad håndhæver de retningslinjer, de selv har formuleret. Men også så AI-udviklerne ikke opretter denne type AI-filtre.

 

Tjekdet
Line Natascha Larsen er formand for Landsforeningen Downs Syndrom og er selv mor til en 14-årig dreng med Downs syndrom. Foto: Mette Klærke Mikkelsen

 

“De her profiler og filtre er netop et eksempel på, hvordan mennesker kan udnytte andre mennesker for profit. Derfor er det også afgørende, at tech-virksomheder forbedrer monitoreringen og kontrollen med disse deepfakes og sikrer, at teknologien ikke misbruges og udnytter andre,” siger Line Natascha Larsen.

 

TikTok bekræfter over for TjekDet, at det er strid med deres retningslinjer at bruge et AI-filter, der får det til at fremstå, som om brugeren har Downs syndrom. Indhold, der gør nar af eller udnytter personer med handicap, er ikke tilladt på deres platform, skriver de i en mail til TjekDet.

 

Selvom det ikke er tilfældet ved flere af de profiler, som TjekDet er stødt på, påstår TikTok, at de fjerner indhold, der bruger filtre eller AI på måder, der vildleder, latterliggør eller forvolder skade.

 

“Vi har taget affære over for indhold i overensstemmelse med disse retningslinjer og TikToks overordnede engagement i at forebygge misbrug,” skriver de i deres mail til TjekDet.

 

Meta er ikke vendt tilbage på TjekDets henvendelse. Det er OnlyFans til gengæld. 

 

Deres kommunikationsafdeling har bekræftet over for TjekDet, at de kender til tendensen. De oplyser desuden, at deres indholdsmoderatorer har gennemgået en lang række profiler, som bruger AI-filtret på Instagram og Tiktok, og de har ikke fundet eksempler på, at det også bruges på OnlyFans. 

 

“Vores vilkår for brug er klare: AI-genererede billeder af denne type er ikke tilladt på platformen," skriver de til TjekDet i en mail.

 

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 22. jul 2025