Frygt, buh-råb og brandbomber: AI skaber voksende vrede blandt amerikanerne
-
I USA er der stigende utilfredshed med den teknologiske udvikling inden for kunstig intelligens. Det sker i takt med, at teknologien ændrer arbejdsmarkedet og kræver enorme mængder strøm og vand. AI kan blive et varmt emne ved midtvejsvalget.
Amerikanere, der fra en talerstol promoverer kunstig intelligens, bliver buhet ud på universiteter, vælgere gør oprør mod datacentre, og selv AI-venlige embedsfolk i Trumps regering er begyndt at trække deres AI-begejstring i land, mens modstanden mod kunstig intelligens vokser i hele landet, skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Den hurtige udbredelse af teknologien betyder, at den tidligere begejstring er ved at blive afløst af bekymringer om arbejdsløshed, stigende priser, misinformation og sikkerhed.
"Folk tænker over, hvordan deres fremtid kommer til at se ud. Den eksistentielle frygt skaber en meget stærk uro," siger Christabel Randolph, der er fungerende direktør i tænketanken Center for AI and Digital Policy i Washington.
Tidligere Google-direktør Eric Schmidt fik fredag den bekymring at mærke, da han holdt en tale for årets dimittender på University of Arizona.
Iført sort kappe og studenterhue opfordrede Eric Schmidt de studerende til ikke at frygte den udvikling inden for kunstig intelligens, som han sagde vil ændre alle brancher, uddannelser, hospitaler, laboratorier og menneskers relationer til hinanden.
Men i stedet for klapsalver blev talen mødt med højlydte buh-råb, skriver AFP.
Den tidligere Google-direktør Eric Schmidt blev forleden mødt at højlydte buh-råb, da han talte positivt om AI-udviklingen ved en tale for årets dimittender på University of Arizona.
Accepter forandringen eller betal
Ifølge meningsmålinger, som nyhedsmediet Semafor henviser til, mener 70 procent af amerikanerne, at udviklingen for AI sker for hurtigt. Over 50 procent har et negativt syn på teknologien, mens kun 18 procent af unge har et positivt syn på udviklingen.
Mens den amerikanske økonomi fortsat er præget af inflation, og techindustrien oplever AI-drevne fyringsrunder, frygter unge amerikanere, at deres dyre universitetsuddannelser, der typisk er finansieret gennem dyre studielån, bliver værdiløse på grund af AI og efterlader dem uden arbejde og løn.
Da Scott Borchetta, direktør for pladeselskabet Big Machine Records, forsøgte at fortælle dimittender på Middle Tennessee State University, at de skulle omfavne den uundgåelige forandring, blev han også mødt med fjendtlige reaktioner.
“I kan høre efter nu eller betale mig senere. Gør noget ved det. Det er et værktøj, som I skal få til at arbejde for jer," sagde han.
Også det budskab blev efterfulgt af buh-råb.
“Virkelig, virkelig vrede”
Udbygningen af AI-teknologien driver samtidig en massiv opførelse af datacentre. Og den infrastruktur er nu ved at udvikle sig til et politisk stridspunkt.
Datacentre bruger store mængder strøm og kan få elregningerne til at stige for alle. Det har de seneste måneder kostet lokalpolitikere stemmer ved valg, hvis de har støttet AI-projekter. Noget af utilfredsheden er endda endt i vold.
Sidste måned kastede en ung mand en molotovcocktail mod bopælen tilhørende Sam Altman, der er direktør for virksomheden OpenAI, der står bag AI-chatbotten ChatGPT. I en anden sag få dage tidligere blev døren til et byrådsmedlem i Indiana ramt af skud, efter at politikeren havde støttet et projekt om opførelse af et datacenter.
Et brev, som gerningsmændene lagde under dørmåtten, bar det korte budskab:
“Ingen datacentre.”
AI-eksperten Christabel Randolph henviser til en Gallup-måling fra maj, som viser, at AI-datacentre er mere upopulære end atomkraftværker. Ifølge målingen er 71 procent af amerikanerne imod lokale AI-datacentre, mens 53 procent er imod atomkraftværker i nærheden af, hvor de bor.
"Amerikanerne er virkelig, virkelig vrede og frustrerede over AI-datacentre på grund af støj, forurening og konsekvenserne for deres elregninger og vandforsyning," siger Christabel Randolph til AFP.
Hun tilføjer, at AI-udviklingen kan gå hen og blive et centralt tema ved midtvejsvalget i november og muligvis også ved præsidentvalget i 2028.
“Det er ved at udvikle sig til et meget vigtigt politisk spørgsmål,” siger hun.
Den amerikanske præsident Donald Trump lader til at være lidt på retræte, hvad angår hans begejstring for AI-udviklingen. “Der er mange gode ting ved det (AI, red.), men vi skal passe på,” sagde han i et interview på tv-stationen Fox News.
Vi skal passe på
Trump-regeringen ser samtidig ud til at være ved at ændre kurs.
Siden Donald Trump vendte tilbage til Det Hvide Hus i 2025, har præsidenten profileret sig som fortaler for hurtig AI-udvikling. Han har tilbagerullet sikkerhedskrav, som blev indført under den tidligere præsident Joe Biden og afvist regulering af AI-udviklingen som en hæmsko for USA’s konkurrenceevne over for Kina.
Men de seneste måneder har den amerikanske regering signaleret, at den vil kontrollere AI-modeller, før de bliver frigivet, opfordret den amerikanske kongres til at vedtage nationale AI-regler, ligesom regeringen har diskuteret AI-sikkerhedsforanstaltninger med Kina.
Da Donald Trump i sidste måned blev spurgt om risikoen ved AI i et program på tv-stationen Fox News, gav han også udtryk for tilbageholdenhed.
“Der er mange gode ting ved det (AI, red.), men vi skal passe på,” sagde han til tv-stationen.
Denne artikel er skrevet af det franske nyhedsbureau AFP. TjekDet har ikke medvirket i tilblivelsen. Få mere information her afp.com.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.