Efter TjekDets afsløring: Lægemiddelstyrelsen advarer om hjemmesider, der giver sig ud for at være apoteker

Indsigt 17. dec 2025  -  2 min læsetid
Tjekdet
Lægemiddelstyrelsen oplyser, at de inden for de seneste 3 måneder modtaget i alt 10 henvendelser om 16 forskellige hjemmesider, der kalder sig noget med apotek i domænenavnet uden at være det. Foto: Michael Eisenberg/Ritzau Scanpix
  • Lægemiddelstyrelsen advarer om, at de fået flere henvendelser om ulovlige hjemmesider, som bruger navnet “apotek”.

  • Det sker efter TjekDet tidligere på året har afsløret, hvordan to apoteker får deres navne misbrugt til salg af kosttilskud.

  • Brugen af ordet “apotek”, kan forlede forbrugere til at tro, at de er inde på det ægte apoteks hjemmeside.

Lægemiddelstyrelsen oplyser i en pressemeddelelse, at de har fået en del henvendelser om ulovlige hjemmesider, som bruger ordet “apotek” som en del af domænenavnet.

Det sker blandt andet efter, at TjekDet har afdækket, at flere danske apoteker har fået overtaget deres domænenavne, som var udløbet. Nu bruges de i stedet til at videreformidle kosttilskud, mens siderne stadig bruger betegnelsen “apotek”.

Lægemiddelstyrelsen oplyser, at de inden for de seneste 3 måneder modtaget i alt 10 henvendelser om 16 forskellige hjemmesider, der kalder sig noget med apotek i domænenavnet uden at være det.

De har set eksempler på brug af danske navne på fiktive apoteker og navne på eksisterende danske apoteker, der bliver misbrugt for at få hjemmesiden til at fremstå troværdig.

Netop eksisterende apotekers navne som misbruges, har TjekDet tidligere fundet eksempler på både i Aarhus og København.

Se efter logo

Ifølge Lægemiddelstyrelsen er det vigtigt at se efter, om hjemmesiden har et klikbart EU-logo, der viser, at forhandleren er godkendt til at sælge medicin.

Et grønt logo viser, at butikken må sælge medicin til mennesker. Et blåt logo viser, at butikken er godkendt til at sælge medicin til dyr.

Er det en dansk hjemmeside, så skal man kunne trykke på logoet. Gør man det, vil man blive videresendt til Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, hvor man kan dobbelttjekke om hjemmesiden står på listen over forhandlere, som har ret til at sælge lægemidler i Danmark.

Skulle hjemmesiden være godkendt af en anden EU-myndighed, bliver man ført over til deres hjemmeside.

Tjekdet
TjekDet har tidligere fundet frem til en hjemmeside, der udgiver sig for at være Trøjborg Apotek. Men det er ikke tilfældet. Billedet er skabt med kunstig intelligens. Foto: Skærmbillede/TjekDet

Som TjekDet tidligere har beskrevet, er det ulovligt at bruge betegnelsen apotek om sin virksomhed, hvis man ikke er apoteker. Lægemiddelstyrelsen oplyser, at kun hvis der absolut ikke er risiko for forveksling, må ordet apotek indgå i en anden virksomheds navn.

Lægemiddelstyrelsen oplyser, at apoteker, som oplever at deres navn bliver misbrugt, kan kontakte Punktum.dk, der administrerer danske domænenavne for at få foretaget ID-kontrol af en hjemmeside. De kan endvidere klage til Klagenævnet for Domænenavne, som kan træffe afgørelse om, hvem der har retten til domænenavnet.

Herudover kan man kontakte politiet for at høre, om der er mulighed for at lukke eller beslaglægge hjemmesiden.

Opdager man selv en hjemmeside, der misbruger apotekernavnet, eller man af andre årsager mistænker, at en hjemmeside sælger medicin ulovligt, kan man anmelde det til Lægemiddelstyrelsen via deres hjemmeside.

Sundhed er et populært emne, når det kommer til misinformation. Mange danskere modtager for tiden henvendelser om, at det er tid til at forny sit sundhedskort.  Beskederne indeholder links til gennemførte hjemmesider, der ligner sundhed.dk - men ikke er det. Hvad svindelnummeret går ud på, kan du læse mere om her.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 17. dec 2025

Vil du vide mere?