Spoofing-svindlerne er blevet mere effektive. Forklaringen er kynisk
-
Spoofing-svindlerne stjæler flere penge fra hvert offer.
-
I sidste halvdel af 2024 stjal svindlerne i gennemsnit 27.000 kroner fra hvert offer. I første halvdel af 2025 er det tal steget til 40.000 kroner.
-
Finans Danmark kalder tallene “en dårlig nyhed” og peger på særligt én ting som forklaring.
De kriminelle bag netbanksvindel er blevet dygtigere. Selv om antallet af sager er faldet, er det svindlede beløb vokset markant.
Det viser dugfriske tal fra Finans Danmark. Det samlede beløb, svindlerne er stukket af med i første halvdel af 2025, er steget til knap 46 millioner kroner, hvilket er en stigning på omkring 10 millioner kroner, hvis man sammenligner med sidste halvdel af 2024.
Det er altså til trods for, at det samlede antal sager er faldet fra 3.361 til 2.213 i samme periode. Det betyder, at beløbet, svindlerne lykkedes med i gennemsnit at fravriste hvert offer, hvor svindlen lykkedes, er steget fra 27.000 kroner til 40.000 kroner i samme periode. Det er det højeste tal siden 2022, skriver Finans Danmark.
Ifølge Finans Danmark er den mest udbredte type af netbanksvindel den såkaldte spoofing-svindel, hvor kriminelle udgiver sig for at ringe fra politiet, banker eller myndigheder, og på forskellig vis overtaler ofret til at overføre penge eller lave betalinger. En svindeltype som TjekDet har dækket indgående det seneste år.
Forberedte svindlere
De nye tal kaldes “en dårlig nyhed” af underdirektør hos Finans Danmark, Michael Busk-Jepsen, som tilskriver det en ny strategi fra svindlerne.
“Det er en dårlig nyhed, da det vidner om, at de kriminelle desværre i stigende omfang lykkes med en ny strategi, der går på at overtale ofrene til at fjerne det maksimale loft ved straksoverførsler og til at overføre flere mindre beløb til forskellige konti i forskellige pengeinstitutter,” siger han.
Michael Busk-Jepsen forklarer, at det ofte kræver, at ofret ringer ind til egen bank for at hæve beløbsgrænsen. Det ved svindlerne, og derfor instruerer de ofrene i, hvad de skal fortælle deres bank for at hæve grænsen.
At svindlerne på den måde er forberedte på, hvad det kræver for at lykkes med svindelnummeret, er ikke nyt. TjekDet kunne tidligere afsløre, at svindlerne ofte har indsamlet oplysninger om det offer, de har i sinde at svindle. Det kan eksempelvis være betalingskortnummer, brugernavn til MitID og adresser. Oplysninger som svindlerne bruger til at øge troværdigheden over for offeret.
I samme omgang kunne vi også afdække, hvordan svindlerne lokker ofrene til at afsløre svarene på de sikkerhedsspørgsmål, som bankerne bruger til at bekræfte kundens identitet.
Med de oplysninger i ærmet kan svindlerne selv ringe til banken og udgive sig for at være offeret. Eksempelvis for at få ophævet en spærring på et betalingskort og dermed fortsætte svindlen. Det kan du læse mere om ved at klikke på artiklen herunder.
TjekDet afslørede i januar et netværk af spoofing-svindlere og deres metoder. Afsløringen skete, efter at TjekDet gennem det digitale efterretningsfirma TrueSec fik adgang til et unikt datamateriale fra svindlernes computere, som dokumenterede svindlen systematisk.
Du kan finde alle vores artikler ved at klikke på banneret herunder.
Modtager du selv et mistænkeligt opkald, lyder rådet fra Finans Danmark, at tjekke nummeret ved eksempelvis selv at ringe op til banken, politiet eller hvem, personen i den anden af røret udgiver sig for at være.